Kommentar af 
Steen Gade

Steen Gade: Energipolitik handler jo om mennesker

KLUMME: Den grønne omstilling handler ikke kun om økonomi og teknologi. Det er et stort humanistisk projekt, som kan forbedre livet for millioner af mennesker i ulandene, skriver Steen Gade.

Udbredelsen af solceller i Mali har betydning i kampen mod både analfabetisme og børnedødelighed, skriver Steen Gade. 
Udbredelsen af solceller i Mali har betydning i kampen mod både analfabetisme og børnedødelighed, skriver Steen Gade. Foto: Jan Jæger / Scanpix
Steen Gade
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For nogle år siden – i Mali, Vestafrika – blev det dramatisk tydeligt for mig. Her stod den ene kvinde efter den anden frem og fortalte, hvordan energi havde ændret deres liv og deres landsby. Det var i ”Mali Folkecenter”.

De fortalte om, hvordan den nye, lille solcelle på taget af skolen – gennem nogle få glødelamper hængende frit i lokalet – havde fjernet analfabetismen blandt kvinder, fordi de nu kunne gå i skole, når børnene var faldet i søvn. De havde lært at læse, skrive og ikke mindst regne. At de nu kunne føre regnskab og etablere en sikker familieøkonomi og investere i fremtiden.

Undervisningstimerne var taget direkte fra de 2-3 timer, som de tidligere – hver morgen før solen står op – havde brugt på at hente vand langt borte fra. Nu stod i stedet en soldreven Grundfos-pumpe og sørgede for vandforsyning inde i selve landsbyen. Og sundhedsklinikken – der tidligere blot var et cementskurede lokale med en slidt lægebriks og intet mere – havde fået en glødelampe i loftet fra en anden solcelle. 

Og børnedødeligheden var blevet halveret, fordi de fleste kvinder nu fødte i lys og på briksen i klinikken i stedet for derhjemme. I tilgift havde klinikken fået råd til et lille køleskab – drevet af solcellen – med medicin, som ellers ikke ville kunne nå frem til landsbyen, fordi meget medicin ikke kan klare varmegraderne i Mali.

Landsbyens forvandling handler om døde ting – teknologi og økonomi – men realiteten er, at det handler om mennesker, der får helt nye muligheder og chancer i livet. Oven i købet de mindst privilegerede i verden. Nemlig de knapt en milliard mennesker, der i dag ikke har adgang til elektricitet.

Alt for ofte har spørgsmål om energi og energidebat fået lov til at være teknik og økonomi alene, hvilket betyder, at mange lukker ørerne og synes det er svært. Men de næste ti års omfattende energiomstilling er faktisk et stort humanistisk projekt.

Steen Gade

Energi på FN's dagsorden
Heldigvis har verdenssamfundet med vedtagelsen sidste år af verdensmålene for bæredygtig udvikling frem til 2030 taget Ban Ki Moons initiativ ’Energy for all’ ind som mål. Det er mål nr. 7 ud af 17.  

For en som mig, der startede den politiske indsats for at få energi på FN’s dagsorden midt i 90’erne, kom det lidt sent, men nu er det her.

FN’s energimål handler også om stærkt øget vækst i andelen af vedvarende energi samt om at fordoble energieffektiviteten. Alt sammen inden 2030.

Og akkurat ligesom etablering af energiforsyning for de mindst privilegerede handler om mennesker, så handler den grønne omstilling – væk fra fossile brændsler til vedvarende energi og energibesparelser – om mennesker. Fordi vedvarende energi og energibesparelser er absolut nødvendige forudsætninger for at undgå de værste klimaændringer med omfattende menneskelige lidelser i kølvandet.

Et humanistisk projekt
Men måske vi ikke har det helt så meget inde på lystavlen, at også overdødeligheden i både de fattigste landsbyer og i ulande generelt handler om den ’sorte energiforsyning’. Luftforureningen fra kulfyrede kraftværker er den store dræber i alt for mange ulandes storbyer og trækulsfyring den store dræber i landsby efter landsby i de fattigste områder på kloden.

På den måde hænger den grundlæggende energiomstilling fra fossil energi til vedvarende energi i vor del af verden direkte sammen med udvikling af moderne energiforsyning i både de fattigste landsbyer og de største byer i udviklingslandene. Og fantastisk nok er det de sammen løsninger, der skal til – hos de fattigste som hos os rige. Moderne vedvarende energi og energieffektivitet.

Alt for ofte har spørgsmål om energi og energidebat fået lov til at være teknik og økonomi alene, hvilket betyder, at mange lukker ørerne og synes det er svært. Men de næste ti års omfattende energiomstilling er faktisk et stort humanistisk projekt. Tænk, om vi prøvede at diskutere det på den måde. Også i Danmark.

...

Steen Gade skriver klummen 'Grønne linjer' i Altinget. Steen Gade har været aktiv i miljø- og klimakampen i gennem 35 år som politiker (SF) og som direktør i Miljøstyrelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steen Gade

Foredragsholder, skribent, fhv. formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål
Lærer (Herning Seminarium 1969)

0:000:00