Steen Gade: Skal Danmark virkelig ende som udkant?

Med brexitafstemningen i Storbritannien for nu snart et år siden endte Danmark pludselig for alvor i udkanten. Udkanten af Europa. Det mest forunderlige er, at vi som samfund ikke har forstået det. Endsige er begyndt at tage konsekvenser af denne nye placering. Har vi mere eller mindre kollektivt lukket øjnene?

Før Brexit følte et massivt stort politisk flertal, at vi var helt i samme båd som UK, når det gjaldt euroen. Vi var begge udenfor - om end på forskellig måde.

Vi var begge uden for samarbejdet på rets- og flygtningeområdet, og massive flertal støttede de aftaler, som Cameron fik forhandlet hjem om indskrænkninger af vandrende arbejdstageres rettigheder, i håbet om at de også kunne komme til at gælde i Danmark. Dertil kommer, at vi i årti efter årti fulgte UK, der ligesom os fulgte USA i stort set tykt og tyndt. Mest tydeligt i modstrid til de fleste andre lande i Europa da det gjaldt deltagelse i den katastrofale Irakkrig.

Jeg ved, at rigtig mange i dansk politik har fundet trøst i disse fællestræk, samt i en opfattelse af at UK på vigtige områder som handel altid ville være allierede, som vi kunne opbygge alliancer internt i EU sammen med. Ligge i læ af.

Men med et UK, der sejler ud af Europa – overgangsordning eller ej – er situationen for vor lille nation helt forandret.

Vi er således nu det eneste land, der har papir på, at vi ikke vil blive medlem af euroen. Alle de andre – også Sverige – har forpligtet sig på at deltage på et eller andet tidspunkt. Vi er det eneste land, der i de kommende år i en uendelighed skal stå med hatten i hånden og bede om særordninger på de retspolitiske områder på samme måde som med Europol. Vi er som de eneste ikke forpligtet på tættere samarbejde på flygtningeområdet. Vi har netop som det eneste land ikke kunnet tilslutte os starten på et tættere forsvarspolitisk samarbejde. Selv Sverige, der jo ikke er medlem af Nato, deltager her.

På rigtig mange punkter kommer Danmark længere ud i vandkanten, hvis vi ikke snart besinder os og forstår, at vores langsigtede interesser på alle måder er at knytte os tættere til EU’s hovedlinje.

Steen Gade
Formand, Nyt Europa

Ja, ser vi bort fra landbrugsområdet, nærmer vi os mere og mere en situation, hvor vi kan sammenligne os med ikke-medlemslande som Norge og Island, der som bekendt har aftaler, der betyder, at de følger alle beslutninger knyttet til det indre marked med mere. Dog uden at være med til at bestemme, men det bliver jo også i de kommende år med et stærkt styrket Eurosamarbejde realiteten for Danmark på det økonomiske område. Vi er jo i realiteten (og selvvalgt) helt bundet af de overordnede beslutninger i Eurozonen.

Når den fransk-tyske motor nu efter regeringsdannelsen i Tyskland for alvor går i gang, så kommer det til at handle om tættere samarbejde i euroen om økonomi, vedtagelse af en fælles flygtninge- og migrationspolitik, et stærkere forsvarssamarbejde, satsning på at bekæmpe arbejdsløsheden med en mere offensiv økonomisk politik, en sikrere europæisk social søjle, en stærk bankunion og en energiunion. Alt det er for længst på tegnebrættet.

Og på rigtig mange punkter kommer Danmark længere ud i vandkanten, hvis vi ikke snart besinder os og forstår, at vores langsigtede interesser på alle måder er at knytte os tættere til EU's hovedlinje. Symboliseret ved EU-Kommissionens køreplaner, statschefernes dagsorden og tankerne i Paris og Berlin. Ikke bare for selv for at sidde med ved bordet. Nej, men fordi det simpelthen er den vej, vi må gå i Europa med Trumps USA og Putins Rusland larmende rundt om os.

Anders Samuelsens første tågede meldinger efter Brexit om, at Danmark nu skulle samle de mere EU-skeptiske lande som modvægt til Paris-Berlin, er vel efterhånden trukket tilbage, men forståelsen af Danmarks grundlæggende interesser i de kommende år stod bestemt ikke klart i hans kronik fra november sidste år.

Forleden vovede statsministeren sig så endelig ud i at løfte sløret lidt for det, som resten af Europa har drøftet i mere end et år, med bemærkninger om at magtbalancen er tippet så meget, at Danmark og andre nordlige lande må tale med større bogstaver.

Og han kaster sig ud i markeringer ikke bare imod flere penge til EU, men for besparelser i EU's budget og et nej til mere transparente valg af formand for EU-Kommissionen (den såkaldte spitzenkandidat-procedure). Finansminister Kristian Jensen trækker også i den forkerte retning ved at advare mod de offensive økonomiske takter fra den ny tyske regering og Macron.

Så selvom statsministeren i samme interview i Altinget bekræfter, at EU er fremtiden for Danmark - og i Folketinget forleden bekræftede, at "vi i fremtiden bliver klemt på vores forbehold i EU" - så virker kursen stadigvæk til at være sat i retning af udkanten.

Men det går ikke. De danske vælgere er tøvende, men de ønsker også et tættere samarbejde i de kommende år. Det viser de sidste undersøgelser af vælgernes holdninger til EU, hvor netop bekæmpelse af fælles problemer som terror og en løsning på immigration og flygtningeproblemerne er rykket markant op på dagsordenen. Også i Danmark.

Kommissionen, den tyske regering og den franske regering har forslag, der konkret - selv om jeg ikke er enig i alt - tager livtag med de aktuelle udfordringer for Danmark og Europa.

Vort særlige danske problem er, at debatten slet ikke føres. Og når den endelig kommer i gang – som med statsministerens bemærkning forleden – går regeringen i gerning imod fornuftige europæiske forslag og bidrager dermed ikke til at løse de mange problemer, som mange vælgere går og tumler med.

Lad os nu tage den debat. Både om problemer og løsninger. Lad os droppe det med fjendebilleder syd for Kruså og Den Engelske Kanal og satse på progressive løsninger på de mange udfordringer.