Debat

Stine Bosse: Danmark vinder kun en udsat position, hvis vi bevarer forsvarsforbeholdet

Ruslands invasion viser, at vi lever i en usikker verden. EU skal kunne forsvare sig selv, og Danmark får intet andet end en udsat position ud af at beholde forsvarsforbeholdet, skriver Europabevægelsens formand, Stine Bosse.

Vi har intet at tabe ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Danmark vil ikke kunne tvinges ind i EU-missioner, som vi ikke vil være med til, skriver Stine Bosse.
Vi har intet at tabe ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Danmark vil ikke kunne tvinges ind i EU-missioner, som vi ikke vil være med til, skriver Stine Bosse.
Stine Bosse
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er noget ved den tid, vi lever i, som er grundlæggende usikkert.

Mellem særligt USA, Kina og Rusland foregår en styrkeprøve, som ingen kan forudsige det endelige udfald af. 24. februar blev vi, med Ruslands invasion af Ukraine, kastet ind i en større usikkerhed.

Glem alt om tanken om, at vores liberale og fredelige verdensorden er i så sikker en tilstand, endda på vores eget kontinent, som vi gik og forestillede os. Glem alt om, at den verdensorden, som et lille demokratisk sindet land som Danmark nyder godt af, står for evigt.

I hele den grundfortælling bor hovedargumenterne for afskaffelse af det forældede og overromantiserede forsvarsforbehold. Hvis vi vil bidrage til at forsvar af demokrati, ytringsfrihed, det aftalebaserede samarbejde og institutionerne, som de er bygget op siden 2. verdenskrig, så skal forsvarsforbeholdet afskaffes.

Danmark skal blive EU-voksen og træde ind i indflydelsen, lukke huller i kæden og vise despoten i Rusland, at vi naturligvis står tæt sammen i EU. Helt uden at ændre et komma i relationen til Nato.

Vi kan ikke regne med USA

Lad mig kort uddybe de risici, vi lever med, og som de seneste uger er blevet fremkaldt for øjnene af os. I vores egen baghave har vi en despot, som ikke skyer nogen midler. Lytter man til Natos generalsekretær Jens Stoltenberg lyder den klare melding, at Putin ikke har tænkt sig at stoppe med Ukraine.

Det er overordentligt vovet for Danmark at stå uden for intensiverede samarbejder i EU-forsvarsregi, fordi vi dermed også risikerer at udgøre hullet i EU's forsvarskæde

Stine Bosse, formand, Europabevægelsen

Længere mod øst ser vi et mere autoritært Kina, som ganske vist ikke blander sig for alvor i den nuværende militære konflikt i Ukraine, men hvis leder – ikke ulig Putin – dyrker en tilbageskuende og historicistisk tilgang til international politik, hvor fordums storhed (i Kinas tilfælde perioden før briternes invasion af Kina) skal genskabes.

Mod vest ser vi et USA, som er vores altafgørende allierede, men som ikke desto mindre over en årrække har trukket sig længere tilbage fra verdensscenen. Det er samtidig tænkeligt, at vi får Trump igen i 2024. Eller en anden lige så yderliggående præsident.

Det er endvidere værd at huske på, at Trump, kort efter sin tiltræden i 2016, åbent såede tvivl om, hvorvidt USA ville stå ved Natos musketér-ed; altså princippet om, at et angreb på ét Nato-medlemsland er et angreb på alle Natos medlemslande. Dette, i kombination med hans begejstring for Putin, sænker vores oplevede sikkerhed via Nato.

Netop dét faktum, at vi ikke partout kan regne med USA, er et afgørende argument for, at vi styrker EU's fælles forsvarsevne.

Læg dertil, at EU's medlemslande ifølge alle befolkningsprognoser i fremtiden vil udgøre en stadig mere lille andel af denne mere usikre verden. Ikke blot målt på andel af verdens befolkning, men også andelen af BNP.

Der er i denne verden simpelthen ikke et farbart alternativ til at stå sammen! Og derfor må vi afskaffe forsvarsforbeholdet og kaste os helhjertet ind i forsvaret for EU's grundværdier med resten af vores europæiske naboer. I øvrigt de selv samme værdier, som ukrainerne netop i disse uger kæmper hårdt og uden tøven for at bevare.

Ikke noget at tabe

Vi har endda ikke noget at tabe på en afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Danmark vil ikke kunne tvinges ind i EU-missioner, som vi ikke vil være med til. Forsvarssamarbejdet i EU virker på frivillig basis, og Danmark kan ikke tvinges til at deltage i fælles militære operationer i EU, hvis vi ikke vil være med – forsvarsforbehold eller ej.

Omvendt betyder forsvarsforbeholdet, at vi slet og ret ikke må være med til samarbejdet overhovedet – selv hvis vi vil. Det ironiske er, at afskaffede vi forsvarsforbeholdet, kunne vi endda ikke blot bestemme, hvilke EU-missioner vi ønskede at deltage i. Vi vil i tillæg kunne vende tomlen op og ned til de EU-missioner, som resten af det europæiske fællesskab skal tage stilling til.

Læs også

Ønsker man eksempelvis, som store dele af den danske højrefløj, et mindre aktivistisk EU, der ikke blander sig i sine nærområder, ja så har man ret beset dermed også et strålende argument for at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Og dét er jo måske dét væsentligste argument til nej-siden i diskussionen om forsvarsforbeholdet: Der er intet tab af indflydelse ved at afskaffe forsvarsforbeholdet! Tværtimod. Der er rigeligt, vi kan vinde, og intet vi taber.

Skulle man være i tvivl om forsvarsforbeholdets indflydelse på Danmarks suverænitet, kan man læse følgende skarpe analyse af forsker Christine Nissen fra Dansk Institut for Internationale Studier. Når du læser analysen, så læg til, at forsvarssamarbejdet i EU udvikler sig meget hurtigt over de næste måneder og år, og gabet til dansk forsvar vil øges markant.

Vovet at stå udenfor

Når man ser på dét strategiske forsvarskompas, som udenrigsministrene har vedtaget, så er det helt afgørende, at vi forstår, at EU's forsvarssamarbejde kan bevæge sig i mange retninger. I forvejen har vi det såkaldte PESCO-samarbejde (Permanent Structured Cooperation), hvor EU's medlemslande samarbejder om udvikling af forskellige forsvarsprojekter. Det tæller blandt andet samarbejder om droner, kampvogne, radio-navigation, angrebs-helikoptere.

Forsvarspolitik er som forsikringspolitik

Stine Bosse, formand, Europabevægelsen

Hvem ved, om fremtiden byder på mere standardiserede storskala-indkøb af forsvarsmateriel? Hvem ved, om vi – i koordination med Nato - får et mere fælles-koordineret missilforsvar? Hvem ved, om forsvarssamarbejdet vil dreje i retning af fælles enheder for afværgelse af cyber-angreb? Hvem ved, om vi kommer til at se en parallel kommandostruktur i EU-regi – på frivillig basis – som Danmark kunne være en del af?

Man kan med rette løfte det argument, at det er overordentligt vovet for Danmark at stå uden for intensiverede samarbejder i EU-forsvarsregi, fordi vi dermed også risikerer at udgøre hullet i EU's forsvarskæde og dermed stå som et svagere led udadtil over for aggressorer.

Vi kan ikke satse på, at vi lige skal afskaffe forsvarsforbeholdet først om nogle år, når vi har set, hvilken retning EU's mellemstatslige forsvarssamarbejde går i. For vi kan ikke være sikre på, at flertallet er der, selv når uheldet er ude. Det må ske nu.

Danmark skal tegne forsikring

Det kan egentlig siges meget simpelt. Forsvarspolitik er som forsikringspolitik. Det handler om at tegne dé forsikringer med de præmie-indsatser, som dækker os bredt ind.

I en usikker verden – og dén usikre verden er gjort smertefuldt tydelig efter 24. februar, hvor den russiske invasion af Ukraine startede – må vi fra dansk side tænke i dét, vi før så som utænkeligt: Nemlig at vi fra EU's side må stå parate til at forsvare vores grundværdier på egen hånd og over for større modstand, end vi har mødt siden slutningen på 2. verdenskrig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Bosse

Formand, PlanBørnefonden, TelePost Greenland og NunaOil, bestyrelsesmedlem, Coop, Allianz Group og Assistancebolaget
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)