Stine Bosse om nej til EU-plan: Mette Frederiksen gambler med sikkerheden

Af Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Forsvarspolitik er en særlig disciplin. Man tænker i militære kapabiliteter. Hvad bruger vi på militært isenkram; tanks og overvågningsudstyr eksempelvis? Hvor er vores militære tilstedeværelse? Og hvor store er vores militære muskler, når vi måler i forhold til aktører som Rusland og Kina? Det er hårde, materielle termer.

Jeg savner det langsigtede og det forebyggende perspektiv. Lige nu er den største sikkerhedspolitiske trussel for os, at EU udvikler sig i en ustabil retning.

EU har i 70 år dannet en sikker enklave for Danmark – en lille nation med en åben økonomi. Alt, der truer stabiliteten i EU, truer grundlæggende vores sikkerhed. Og i den kontekst er en fælles genrejsning af EU's økonomi fuldstændig afgørende.

Afvisning er stærkt uheldig
For nylig foreslog Frankrigs Macron og Merkel i Tyskland en fælles genopretningsplan til 3.700 milliarder kroner. Planen vil betyde, at EU-kommissionen kan låne på finansmarkederne til en lav rente.

Dernæst fordeles beløbene ud til de lande, som har de største behov. Men landene betaler af på de fælles lån efter det enkelte lands økonomiske formåen og størrelse.

Lige nu er den største sikkerhedspolitiske trussel for os, at EU udvikler sig i en ustabil retning.

Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Det vil i praksis betyde, at Norden skal hjælpe Syden mere end i dag – og mere end vi hidtil har set det.

Mette Frederiksen afviser imidlertid fælles gældshæftelse. Det gør hun sammen med Østrig, Holland og sandsynligvis Sverige. Det er stærkt uheldigt.

I realiteten kan Danmark blive en del af en lille gruppe, som sætter en stopper for den næste store Marshallplan, når vi allermest behøver den. Det kan betyde, at højrenationalismen og indadvendtheden kommer på fremmarch i EU.

Vand på EU-modstandernes mølle
I Italien – landet, der ramtes hårdest af finanskrisen, flygtningekrisen og dernæst coronakrisen – føler borgerne sig svigtet.

Matteo Salvini er den mest populære politiker. Kommer det til en afstemning om medlemskab af EU i Italien, kan vi ikke være sikker på, hvilken vej det vil gå.

Når Danmark først sender ubrugelige respiratorer og insisterer på, at Italien skal bøde for coronakrisen (en krise, som ingen kan være skyld i), ja så hælder vi blot vand på EU-modstandernes mølle.

Det er den primære risiko ved Danmarks nuværende position. Den anden risiko er i et mere globalt perspektiv.

Sårbar over for kinesiske opkøb
Da Merkel og Macron lancerede planen, advarede man mod, at EU risikerer at blive meget sårbar over for kinesiske opkøb, hvis ikke vi får genoprettet vores økonomi.

Efter finanskrisen købte det kinesiske regime store andele af havnen i græske Piræus. For nyligt købte Kina en meget stor andel i det største tjekkiske medieselskab. Det ville være det samme, som hvis étpartistyret i Kina sad tungt på Danmarks Radio. Kina har også for nyligt sat sig på over en tiendedel af Norwegian i kølvandet på økonomisk tumult for selskabet.

Jo større opkøb Kina laver i EU, jo mere sårbare gør vi os over for pres fra et autoritært regime. Særligt når det gælder vitale faktorer, herunder vores mediesektor. Det må og skal vi være varsomme over for.

Bundlinjen er, at når EU trives – når økonomien blomstrer og solidariteten eksisterer – så lever den liberale orden, som Danmark nyder så godt af.