Støttepartier presser på for database til grøn fødevaremærkning på finansloven

Både SF, Enhedslisten og Radikale foreslår at sætte penge af på finansloven til en officiel klimadatabase for fødevarer, der skal danne grundlag for et klimamærke. Socialdemokratiet er ikke afvisende.

Placeholder image
SF ser gerne, at en offentlig klimadatabase fra fødevarer finder inspiration hos tænketanken Concito. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Næste års finanslov skal sætte gang i en udvikling af et grønt klimamærke på fødevarer.

Sådan lyder det nu fra regeringens støttepartier midt i de afsluttende forhandlinger i Finansministeriet.

Det er fornuftigt, at staten også går den her vej, og derfor skal der sættes penge af til udviklingen nu.

Partierne vil mere præcist afsætte 10 millioner kroner til at udvikle en officiel og offentlig database, der kan give overblik over de enkelte fødevarers klimaaftryk.

”Concito har i forvejen lavet et fremragende arbejde med en meget gennemarbejdet database, som jeg håber, at man vil lade sig inspirere af. Men det er fornuftigt, at staten også går den her vej, og derfor skal der sættes penge af til udviklingen nu,” siger SF’s fødevareordfører, Carl Valentin.

Også Radikale er ”helt klart med på” at udvikle en database, fortæller klimaordfører Rasmus Helveg Petersen og henviser til partiets finanslovsudspil, hvor forslaget indgår.

Fra Enhedslisten lyder det også i det nylige udspil ”Tid til et opgør mod greenwashing”, at en officiel database skal give ”fødevareproducenter, virksomheder og forbrugere en let adgang til data for klimaftrykket af de fødevarer, de producerer, sælger eller forbruger”.