Støttepartier vil presse regeringen på cigaretpriser

TOBAKSAFGIFT: SF, Radikale og Enhedslisten vil kæmpe for markant prisstigning på cigaretter ved de kommende finanslovsforhandlinger. Hvis regeringen ikke lytter til sine støttepartier, vil Sophie Løhde (V) forsøge at samle et alternativt flertal.

En stigende andel af danske unge begynder at ryge. Det vil et politisk flertal ændre med prisstigninger på cigaretter.
En stigende andel af danske unge begynder at ryge. Det vil et politisk flertal ændre med prisstigninger på cigaretter.Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

Regeringens tre støttepartier vil have prisen på cigaretter op på mindst 60 kroner. Det er udgangspunktet op til de kommende finanslovsforhandlinger. 

"En prisstigning på ti kroner er for lidt. Den skal meget højere op. Vi går efter 70 kroner, men 60 kroner er bedre end ingenting. Og det burde der være mulighed for at opnå et flertal for i finanslovsforhandlingerne," siger forebyggelsesordfører Nils Sjøberg (R).

Han understreger, at sagen er for vigtig for De Radikale til, at der må gå kassetænkning i den:

"For os drejer det sig ikke om penge, men om at få knækket kurven, så færre unge begynder at ryge. Og det kræver, at man kommer op på minimum 60 kroner for en pakke," siger han.

Jeg har en forventning om, at regeringen kan se, at tre ud af tre af deres støttepartier ønsker en markant og umiddelbar stigning.

Peder Hvelplund (EL)
Sundhedsordfører

Samme melding lyder fra Enhedslisten og SF:

"Vi ønsker en fordobling af afgiften, så vi kommer op på en pris på 60 kroner," siger sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL).

"SF mener stadig, at en pakke cigaretter skal koste 60 kroner. Det synspunkt forfølger vi også i forhandlinger," siger Kirsten Normann Andersen (SF).

Skarp kritik
Meldingerne kommer, efter at Altinget mandag kunne fortælle, at regeringen ifølge et internt notat har en forhøjelse af tobaksafgiften på tegnebrættet, der højst vil give en prisstigning på cirka ti kroner.

Notatet er dateret 5. september og er en ”foreløbig prioriteringsskitse”, der ikke er endeligt politisk godkendt. 









0:000:00