Stor donation skal bringe baba ganoush, daal og tabouleh til flere byer i Jylland

STØTTE: Aalborg og fem andre danske byer kan se frem til ugentlige madfællesskaber efter Dansk Flygtningehjælp Ungdom (DFUNK) har modtaget 1,8 millioner kroner i støtte af Det Obelske Familiefond.

Fællesspisning i Aalborg (Foto: Annie Stenderup)
Fællesspisning i Aalborg (Foto: Annie Stenderup)

Dansk Flygtningehjælp Ungdom kan nu udvide deres koncept MadMekka til MadMekka Plus, efter at de har modtaget et stort millionbeløb.

DFUNK modtager helt præcist 1.872.000 kroner af Det Obelske Familiefond, som vil blive udbetalt over de næste tre år. Derfor kan flere danske byer se frem til mad fra eksotiske verdenshjørner, når DFUNK slæber deres køkkengrej med til resten af Danmark.

MadMekka er et samlingssted for unge med og uden flygtningebaggrund som siden 2016 har arrangeret ugentlige madarrangementer, hvor ambitionen har været at samle mennesker på tværs af sprog og kultur igennem madlavning og fællesspisning.

Direktør for Det Obelske Familiefond Michael Bjørn Nellemann forklarer støtten til projektet sådan her: ”Madmekka er et velafprøvet og relevant tilbud i de byer, hvor det findes i dag, og fordi Dansk Flygtningehjælp Ungdom har præsenteret deres tanker for de kommende år i en overbevisende ansøgning,”

MadMekka eksisterer i forvejen i København, Aarhus og Odense, og med den nye økonomiske støtte bliver projektet nu udvidet til andre danske byer. Midlerne skal hovedsageligt bruges til udvikling af nye tiltag, indkøb af mad, udstyr til køkkener, lokaleleje, informationsmateriale til mulige samarbejdspartnere og løn til medarbejdere.

Direktør for DFUNK Natasha Al-Hariri udtrykker selv begejstring for donationen.

”Vi er utroligt glade for den flotte donation fra Det Obelske Familiefond og glæder os over at kunne udbrede vores succes med MadMekka. At lave og spise mad sammen skaber rammerne for et ligeværdigt møde mellem mennesker, og den naturlige kultur- og erfaringsudveksling, som vi oplever ske, er et direkte resultat af den fælles aktivitet, som vores fantastiske frivillige faciliterer,” siger Natasha Al-Hariri i en pressemeddelelse.

MadMekka er i første omgang udvidet til Aalborg, mens der også er planer om at udvide til Esbjerg og trekantsområdet i Sydøstjylland.

Altinget logoCivilsamfund
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget civilsamfund kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00