Strategi vigtigt pejlemærke for rigsfællesskabets fremtidige kurs

ANALYSE: Hvis kongerigets nye arktiske strategi bliver for udvandet og irrelevant efter kort tid, så kan det ende med, at rigsfællesskabet grundstøder.

Færøernes udenrigsansvarlige Jenis av Rana (t.v.), Grønlands landsstyremedlem for udenrigsanliggender Steen Lynge (i midten) og Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod (t.h.) ved et fælles pressemøde i juli 2020.
Færøernes udenrigsansvarlige Jenis av Rana (t.v.), Grønlands landsstyremedlem for udenrigsanliggender Steen Lynge (i midten) og Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod (t.h.) ved et fælles pressemøde i juli 2020.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Andreas Krog

I starten af det nye år præsenterer udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kongerigets nye tiårige arktiske strategi. Det vil formentlig ske sammen med de udenrigsansvarlige i det grønlandske og færøske landsstyre. Og Kofod vil ved præsentationen uden tvivl gøre et stort nummer ud af, at strategien er hele kongerigets strategi.

Risikoen, for at Grønland og Færøerne ikke vil tage tilstrækkelig ejerskab for strategien, og at den i stedet hovedsageligt bliver Danmarks strategi, har ulmet længe. To begivenheder den seneste måned har ikke gjort risikoen mindre.

Den ene er en aftale om tættere amerikansk-grønlandsk samarbejde uden om Danmark om nogle af de områder, som Grønland allerede har hjemtaget. Aftalen kom på plads i forlængelse af, at Grønland fik lovning på, at servicekontrakten på Thulebasen kommer tilbage på grønlandske hænder, efter at et amerikansk selskab fik kontrakten tildelt i 2014. I mere end seks år har striden om servicekontrakten blokeret for tættere samarbejde mellem USA og Grønland. Men nu er den sten ryddet af vejen.

Driftige færinger
Den anden begivenhed er en aftale om tættere samarbejde mellem USA og Færøerne, som blev underskrevet for to uger siden. Aftalen er ikke nær så vidtgående som den amerikansk-grønlandske aftale, idet Færøerne og USA er på et langt tidligere stadie i deres samarbejde.

Færøerne har ikke tidligere været nær så strategisk interessant for USA, som Grønland har været. Grønland er også stadig den vigtigste brik, men Færøerne bliver stadig mere interessant for amerikanerne. Blandt andet fordi Færøerne lidt uventet - ikke mindst for færingerne selv - er blevet kampplads for striden mellem USA og Kina, da det kinesiske teleselskab Huawei forsøger at få fodfæste på øerne og levere 5G-teleudstyr.

Blandt andet også fordi Færøernes placering gør øgruppen oplagt som støttepunkt for US Navy, der er i gang med at øge sin patruljering i de arktiske farvande gevaldigt. Og endelig så har færingerne vist, at de ikke er blege for at gøre en god handel. Mens resten af Europas salg af landbrugsvarer og fisk sanktioneres af Rusland som modsvar på europæiske sanktioner efter annekteringen af Krim i 2014, så sælger færingerne gladelig fisk til russerne. Nu har færingerne åbnet konsulat i Beijing med henblik på at få yderligere fodfæste på det kinesiske marked. Fra amerikansk side har man en klar interesse i at kunne holde et vågent øje med de driftige færinger.

Aftalerne med USA sætter endnu engang en tyk streg under, at Grønland og Færøerne bliver mere og mere ombejlet i det globale spil om indflydelse og tilstedeværelse i Arktis. Og aftalerne giver grønlænderne og færingerne mere selvtillid og blod på tanden til at køre deres eget løb.

Ikke være ledetråd
De to stadig mere selvsikre rigsdele kan risikere at kaste grus i maskineriet i arbejdet med en ny arktisk strategi for hele rigsfællesskabet.

Hvis Grønland og Færøerne ikke ”kan se sig selv” i strategien, så risikerer den at være irrelevant, inden den har forladt trykkeriet. Politikerne i de to rigsdele vil tage afstand fra strategien - sådan som flere af dem allerede har gjort - og lægge tyngden på deres egne strategier.









0:000:00