Studerende: Danmark magter ikke at være fjende med Kina

Af Anton Holten Nielsen
Statskundskabstuderende ved Københavns Universitet, tidligere bosat i Hongkong 2014-2016

De seneste måneders demonstrationer og sammenstød mellem borgere og politi i Hongkong fortsætter. Borgerne kæmper for at opretholde byens demokrati under parolen "one country, two systems". De har modsat sig den stigende kinesiske indflydelse, som ellers først skulle indtræffe i 2047.

Det har siden 2014 blandt andet handlet om, at Beijing er begyndt at skulle godkende de nominerede kandidater til posten som chief executive. Den siddende Carrie Lam er uden tvivl et forlænget kinesisk talerør.

Men demonstrationerne og kampene handler endnu mere om en lov, der muliggør udlevering til Kina. Den markerer enden på retssikkerhed og autonomi i Hongkong. Og selvom loven nu er trukket tilbage, må kampen fortsætte – for det er sidste chance for at blive hørt af verdenssamfundet. Kina lader sig ikke ydmyge og vil have hævn.

Larmende tavshed
Den nye danske regering har været larmende tavs om situationen i Hongkong. Ingen fra Socialdemokratiet har ønsket at udtale sig.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har begrænset sig til at kalde det "bekymrende billeder" og til at drøfte situationen med den kinesiske ambassadør i Danmark. På den måde er der intet nyt under solen, selvom kampen for demokrati i det offentlige rum altid er en stakket frist.

Det virker i praksis til, at Kina allerede er urørlig.

Anton Holten Nielsen
Statskundskabstuderende, Københavns Universitet

Kina har flyttet militær til grænsen ved Shenzhen, og flere forskere forudser et indgreb. Studerende har endnu ikke opgivet protesterne på grund af studier, som Financial Times ellers forventede.

Derfor er det altafgørende, at den danske regering markerer sig, mens tid er. Hvis vi mener, at Danmarks grundværdier som demokrati og frihed er værd at kæmpe for, har vi også et ansvar ude i verden. Det har vi i hvert fald ment tidligere, men måske er det ikke længere tilfældet?

Det har været en gængs, men måske svag dansk praksis i høj grad at løse vores uenigheder med verdens stormagter diplomatisk. Vi tager spørgmål om menneskerettigheder og demokrati op på lukkede højniveaumøder. Det er bare for let.

For på trods af vores løbende dialog har vi stadig et uafklaret ansvar i Tibet-sagen, der i praksis satte den danske grundlovs ytringsfrihed ud af kraft. Da pandaerne kom til København, var Taiwan fjernet fra landkortet i Københavns Zoo.

Den koordinerede kritik med 21 andre lande i FN’s Menneskerettighedsråd af Kinas internering af uighurmuslimer har ikke affødt nogen reaktion. Det virker i praksis til, at Kina allerede er urørlig.

Pengene og magten vinder
I Altinget 25. maj satte professor Mikkel Vedby Rasmussen rammespørgsmålet for dansk udenrigspolitik i det 21. århundrede: Kan vi finde ud af at være fjende med Kina? Svaret er et tydeligt nej. Vores forhold til Kina bliver ikke en tøvende udvikling, hvor vi over de næste 30 år finder kompromisser mellem værdier og handel.

Pengene og magten har vundet. Selv den amerikanske NBA-liga bliver nu censureret. Vi har ikke noget at skulle have sagt. Den bedste danske mulighed er at fastholde forholdet til USA uagtet skiftende præsidenter.

Det er muligt, at den liberale verdensorden siden Den Kolde Krig er i opbrud, men Danmark har stadig langt mere interesse i at være en del af den vestlige akse – om det så er med USA, Tyskland eller Frankrig – der står over for Kinas dækken over Rusland i FN’s Sikkerhedsråd og Nordkoreas militære oprustning.

Vi må institutionalisere så stærk en modpol til Kinas undertrykkelse, overvågning og globale økonomiske alliancer som muligt. Jo før, jo bedre.