Sundhedsaktører til S og V: Vil I egentlig redde unge fra at dø af rygning?

KRONIK: Vi vil gerne udfordre Venstre og Socialdemokratiet til at deltage i den sunde konkurrence 'Sæt pris på liv'. For hvem vil hæve priserne mest og redde flest unge fra at dø af rygning i livet? Det spørger tre sundhedsaktører.

Af Jesper Fisker, Anne Kaltoft og Anne Brandt
Hhv. direktør i Kræftens Bekæmpelse, direktør i Hjerteforeningen og direktør i Lungeforeningen

Stiger prisen på en pakke cigaretter markant, vil langt færre børn og unge begynde at ryge. Det har vi vidst længe.

Men i de seneste uger har vi fået ny og håndfast dokumentation for, at vi ikke kommer uden om en større prisstigning på tobak, hvis færre børn skal begynde at ryge.

To nye rapporter fra Sundhedsstyrelsen viser, at hvis prisen på cigaretter får et ordentligt nøk op, kan det halvere andelen af nye rygere. Og det kan ske, uden at det skader statens indtægter.

De politiske partier har dermed fået to vægtige rapporter med danske data, som kan indgå i overvejelserne.

Nu er der også en undersøgelse blandt danske skolebørn, der viser, at lige så mange 15-årige ryger i dag som i 2014.

Og vi ved allerede, at andelen af unge mellem 16 og 24 år, der har cigaretter i tasken, når de går i skole eller på café, er stigende.

To børn i hver skoleklasse vil dø af rygning senere i deres liv. Det står i skærende kontrast til udviklingen i vores nabolande.

Partier er uenige om prisstigning
Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge. Det er et problem, der ikke er til at komme udenom. Det er løsningerne heller ikke.

Der er brug for en samlet plan mod tobak. En plan, der beskriver, hvordan vi hæver prisen på tobak, får gemt tobakken væk under disken og får indført røgfri skoletid, så vi undgår, at børn og unge tager den første cigaret.

Vores politikere har endnu ikke iværksat tiltag, der giver resultater. Men nu nærmer folketingsvalget sig, og det ulmer i partikontorerne.

Stort set alle partier er med på, at prisen på tobak skal op. Dansk Folkeparti og SF byder på henholdsvis 48 og 50 kroner for en pakke cigaretter og ligger dermed i den lave ende.

De Radikale går længst og foreslår 90 kroner pakken. De Konservative og Enhedslisten byder 60 kroner, Alternativet 65 til 70 kroner.

Venstre og Socialdemokratiet lurepasser, mens Liberal Alliance synes, at prisen på 40 kroner som nu er fin.

Mange danskere vil hæve prisen
Vi er glade for den stigende opbakning til højere priser tobak. Problemet med de unges rygning er så vigtig, at debatten bør hæve sig over partipolitik.

Vi ved, at to ud af tre danskere synes, at en pakke cigaretter skal koste 60 kroner, og at mere end halvdelen vil have prisen helt op på 90 kr.

Det viser nye tal fra undersøgelsen 'Danskernes holdning til tobak' fra Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og TrygFonden.

Ingen af os ønsker, at børn og unge skal ryge, uanset hvilke holdninger vi ellers har. Alligevel er der røster, der ikke ønsker prisen op.

Hvordan det hænger sammen med ønsket om en røgfri generation, kan være svært at forstå.

Så lad os se på nogle af de argumenter, som modstandere af højere pris på tobak fremfører.

1. Grænsehandel og smugling
Et af de mest udbredte argumenter mod højere pris på tobak er grænsehandel. Hvis prisen stiger, vil folk bare købe deres cigaretter i udlandet, lyder argumentet.

Rygere, der bor tæt på grænsen eller som kommer hjem fra en ferie, vil givetvis købe noget af deres tobak i udlandet. De fleste af os har været en tur i bordershoppen for at købe øl eller hundemad.

Set i lyset af, at mange ting koster en tredjedel mindre i Tyskland end herhjemme, så er det faktisk overraskende, at flere ikke kører over grænsen på indkøb.

Der skal altså noget til, før vi starter bilen og bruger tid og benzinpenge på grænsehandel.

Og en ting er sikkert: Ikke ret mange unge vil gøre det. Det første sug af en smøg vil næppe komme fra en cigaret, der er købt i en kiosk i Flensborg.

Det er klart, at nogle butikker vil kunne mærke højere danske priser på tobak på omsætningen. Men for os står hensynet til de 13.600 mennesker, der hvert år dør af tobak, højere end grænsehandlen.

Forud går lang tid med alvorlige og smertefulde sygdomme. Efterfølgende sidder familier tilbage med savn og sorg.

I forhold til det kolossale fald i andelen af børn og unge, der begynder at ryge, så er det en overkommelig omkostning.

Økonomiske hensyn skal ikke blokere for børn og unges mulighed for en røgfri fremtid.

Et andet argument mod højere tobakspriser er, at smuglerbander og kriminalitet vil brede sig i gaderne og skabe usikkerhed blandt borgerne.

Det er en underlig argumentation. Skulle vi så også sætte hastighedsgrænserne op, så færre kører for stærkt?

Smugling bekæmpes ikke med billig tobak, ligesom fartsyndere ikke bekæmpes med højere hastighedsgrænser.

Begge dele reguleres af kontrol, sanktioner og effektive sporingssystemer, fastslår WHO.

Norge bliver ofte trukket frem som eksempel, for her kommer næsten halvdelen af tobakken fra udlandet – enten lovligt eller ulovligt.

I Norge koster en pakke cigaretter omkring 90 danske kroner.

"Der kan I se - højere pris betyder mere ulovlig tobak," siger tobaksindustrien og dem, der læner sig op af deres argumentation.

Nu er det bare sådan, at niveauet af smugling er faldet i Norge, selv om tobakken er blevet dyrere.

2. Dyr tobak rammer skævt
Et andet argument mod dyrere tobak er, at det vil ramme socialt skævt. Blandt mennesker med lav indkomst er der flere, der ryger.

Det er mennesker, der i forvejen er pressede på mange fronter, og dyrere cigaretter vil betyde, at færre penge til mad og tøj til børnene, lyder påstanden.

Det er rigtigt, at vi i Danmark har en gruppe borgere, der kæmper med både økonomi, sundhed, jobsituation og generel trivsel. Ovenikøbet er uligheden i sundhed stigende.

Den skal vi gøre noget ved så hurtigt som muligt. Det er ikke rimeligt, at vi fra fødslen har ulige fremtidsmuligheder. Ulighed i sundhed bør derfor stå højt på den politiske dagsorden.

Men vi mindsker ikke uligheden gennem billige cigaretter. Der skal meget større og mere ambitiøse reformer til.

Tobak skaber ulighed, fordi rygning rammer folk på helbred og pengepung. Vi bliver nødt til at sætte foden ned og sige stop.

Hvis vi ikke gør det nu, vil mange børn af udsatte forældre komme til at slås med konsekvenserne af rygning ligesom deres forældre.

Et prishop på cigaretter har størst effekt på unge og dem med stram økonomi. Vi ved godt, at det kan være svært at stoppe med at ryge eller skære ned på forbruget.

Derfor skal samfundet stå parat med særlig hjælp til de mennesker, der kommer under pres.

3. Den personlige frihed
Det sidste argument mod højere pris på tobak handler om personlig frihed. Hvis et menneske ryger, er det en beslutning, som er taget på et rationelt og oplyst grundlag, mener nogle.

Kan vi godt få aflivet den påstand?

Tobak skaber afhængighed. Frihed og afhængighed er modsætninger. Er du afhængig, har du ikke frihed.

Du kan selv bestemme, om du vil have de grå eller de blå sokker på i dag. Men er du afhængig af tobak, så vælger du ikke frit, om du vil ryge eller ej.

Dem, der begynder at ryge, er børn helt ned til 10 til 11 år. Børn og unge, der er påvirket af venner, miljø, normer, markedsføring, rollemodeller, sociale medier og alt muligt andet.

Børn og unge, der er i gang med at skabe en egen identitet, men som samtidig er dybt afhængige af at passe ind i et socialt fællesskab.

Vi skylder vores børn at skabe rammer, der ikke gør cigaretter til en del af den proces.

Vi vil gerne udfordre Venstre og Socialdemokratiet til at deltage i en sund konkurrence: 'Sæt pris på liv'.

Hvem tør sætte prisen på en pakke cigaretter højst?

Hvem vil hæve priserne mest – og dermed redde flest unge fra at dø af rygning senere i livet?

Forrige artikel Ole Birk Olesen: Det er en misforståelse, at biltrafik ikke kan forenes med klimaet Ole Birk Olesen: Det er en misforståelse, at biltrafik ikke kan forenes med klimaet Næste artikel Jurastuderende: Tak til EU for at sikre ligestilling i konservative Danmark Jurastuderende: Tak til EU for at sikre ligestilling i konservative Danmark
Derfor røg Forsvarsministeriets departementschef ikke

Derfor røg Forsvarsministeriets departementschef ikke

ANSVAR: En ulæst mail og en særlig organisering er del af forklaringen på, at Forsvarsministeriets departementschef ikke skal tage skraldet for den meget sene orientering af forsvarsministeren om regnskabsrodet i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.