SV-spøgelset trukket ud af skabet: Løkke sætter bommen ned for højreekstremer

KOMMENTAR: Løkkes åbning for et SV-regeringssamarbejde er et taktisk genialt og temmelig modigt politisk skaktræk, men det er også kæmpe højt spil. Det kan blive en game changer i valgkampen og få borgerlige vælgere aktiveret, skriver Lisbeth Knudsen.

I 70’erne talte man om valgkaniner. I dag hedder det "game changers", og det er det, der kan vende dagsordenen i en valgkamp eftertrykkeligt.

Lars Løkke Rasmussens udmeldinger i samtalebogen 'Befrielsens øjeblik' er befriende. De vil helt klart tiltale mange vælgere, der længe har efterlyst en voksen til stede i det politiske landskab, og som ser med bekymring på den ekstreme højrefløj såvel som den yderste venstrefløjs potentielle indflydelse på den kommende regering og dens politik.

Løkke giver nu en klar melding om, at han ikke vil basere en borgerlig-liberal regering på den ekstreme højrefløj og bøje sig for ultimative krav fra Nye Borgerlige og Stram Kurs. Det er et – nogle vil sige desperat – kampråb til de borgerlige vælgere om at stå sammen om Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, hvis man fortsat vil have borgerlig politik. Og giver det ikke mandater nok, så hellere en samling over midten, der gør, at en socialdemokratisk regering ikke bliver afhængig af den yderste venstrefløj.

Giver det mening ud fra et politisk, strategisk ræsonnement? I høj grad. Var det kommet, hvis Venstre og den nuværende regering havde ligget lunt i svinget i meningsmålingerne gennem en lang periode? Næppe. Det er dristig politisk blottelse at række hånden ud til samarbejde med det Socialdemokrati, som de borgerlige partier lige nu bruger alle vågne timer til at gøre til et utroværdigt og risikabelt eksperiment.

Spørgsmålet om endnu en gang at afprøve det mislykkede eksperiment fra 1978 med en SV-regering bliver hentet frem igen og igen. Mest af alt er forslaget hidtil kommet fra borgmestre, der forveksler deres kommunale kompromisvirkelighed og jordnære politiske løsninger i nærmiljøet med kampen om regeringsmagten på den store landspolitiske scene. Nu har Løkke så sørget for en nylancering af muligheden i samtalebogen skrevet af Kirsten Jacobsen.

Den politiske kommentator Hans Engell har hidtil sagt klarest, at han ikke troede på en ny SV-regering. Og jeg deler hans opfattelse med samme klare billede af forløbet i 1978. Vi er begge erfaringsramte. Og jeg tror hellere, Socialdemokratiets nuværende formand, Mette Frederiksen, vil prøve lykken med en smal S-regering end starte sin første periode som statsminister i parløb med Lars Løkke Rasmussen. Det er svært at se matchet fra det Socialdemokrati i rød classic-model, som hun repræsenterer, og til et så tæt ægteskab med Venstre.

Mette Frederiksens forbillede, Anker Jørgensen, hentede Venstre ind i SV-regeringen i 1978, fordi han stod med en usikker parlamentarisk situation og med et stort behov for at skabe politisk og økonomisk stabilitet. Hans Engell blev hentet fra Berlingskes politiske redaktion til at være medarbejder i den konservative pressetjeneste netop i 1978. Han oplevede på nærmeste hold forbitrelsen hos De Konservative over, at Venstre brød brutalt med det borgerlige samarbejde. Schlüter beskriver det selv i bogen 'Schlüters politiske testamente' som ”en rystende oplevelse". Og som ”en af de værste i hans mange år i politik”.

Jeg var dengang leder af Berlingskes politiske redaktion og havde et godt og fortroligt og for avisen meget nyttigt kildeforhold til både den konservative leder, Poul Schlüter, og Venstres leder, Henning Christophersen. For dem begge var Berlingske dengang kerneland af læsere.

Der var faktisk kræfter hos De Konservative, som mente, at der burde dannes en SK-regering, som kunne bringe arbejder- og arbejdsgiverinteresser sammen om at drive en sund økonomisk politik og øge beskæftigelsen. Men Schlüter kunne ikke se det for sig, og pludselig sprang Venstre til i stedet for på den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensens invitation. Uden at orientere De Konservative. Men arbejder-bonde-regeringen, som den blev kaldt, holdt kun i 14 måneder, og det er der rigtigt gode grunde til.

Politik er også mennesker. Tillid mellem mennesker. Og der var absolut ingen tillid mellem Anker Jørgensen og hans bagland og Henning Christophersen og hans bagland. Hver minister fik en kontrolminister fra det andet parti som skyggebokser, der skulle følge med i alle sager og holdes orienteret og inddraget i vigtige udspil.

Ikke alene gav det anledning til handlingslammelse. Det gav også fast arbejde for os journalister, for vi blev, før spindoktor-begrebet blev opfundet, flittigt brugt til at formidle kriser mellem ministrene og til at lække udspil i utide, så man kunne forhindre kontrolministeren i at nå at standse dem. For medierne en festlig tid. For landet ikke nogen vellykket løsning.

For De Konservative – som stod udenfor – blev det efter den første frustration en lykkelig tid, for partiet voksede ved valget i 1979, da SV-regeringen måtte give op, fra 15 til 22 mandater og ved valget i 1981 til 26 mandater.

Har tingene så ændret sig? Kigger vi på realiteterne i dag, så er det svært at få øje på en basal tillid og god stemning mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen – også selv om man fjerner valgkampsretorikken.

Kan man se for sig, at Socialdemokratiets meget nøje planlagte vej tilbage til regeringsmagten kunne indeholde det herresving at gå sammen med Venstre og lukke Venstre-ministre ind i regeringen? Det er ikke på nogen måde sandsynligt. Og kan man se for sig Venstre rykke så meget ind over midten, at man taber forbindelsen til hele det borgerlige Danmark? Her må Løkke trods sit modige udspil trods alt kigge på erfaringerne fra 1978.

Kampen om magten kan få selv store partier til at gå langt i deres stræbsomhed og bøje mange tidligere udmeldinger i en ny retning. Det viser Løkkes game changer. Og situationen her i 2019 ligner på mange måder ikke de politiske udfordringer fra 1978.

Der er faktorer, der kan ændre det billede, som vi hidtil har haft inde på nethinden af konstellationsmulighederne i dansk politik, før resultatet af valget 5. juni foreligger. Det sker, hvis vælgerne foretager en markant vandring til yderfløjene, og hvis de ultimative krav til både Løkke og Frederiksen bliver så svære, at det medfører politisk kaos.

Løkkes refleksioner i bogen 'Befrielsens øjeblik' giver vælgerne et reelt valg. Hvis det borgerlige Danmark skal fortsætte ledelsen af landet, så lad være med at spilde stemmerne på eksperimenter på yderfløjene. Vil Mette Frederiksen være lige så modig og afvise at gøre brug af den yderste venstrefløj, kunne man spørge?

Det kræver meget mental båndbredde både af vælgerne og de politiske kommentatorer at forstå, at man både kan føre indædt valgkamp mod sine politiske modstander og samtidig åbne en dør på klem for et samarbejde. Men er det ikke lige præcis det, demokrati handler om. Lars Løkke Rasmussen fik skabt et vigtigt momentum i en lang valgkamp.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget.

Forrige artikel Cepos: Markedets magiske evner løser klimaudfordringerne bedst og billigst Cepos: Markedets magiske evner løser klimaudfordringerne bedst og billigst Næste artikel Anne Lea Landsted: Derfor bliver vi nødt til at tage Rasmus Paludan alvorligt Anne Lea Landsted: Derfor bliver vi nødt til at tage Rasmus Paludan alvorligt
Feriepodcast: Liberalisme i Danmark

Feriepodcast: Liberalisme i Danmark

AJOUR: Såvel Venstre, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance henviser til liberalismen som deres ideologi. Alligevel er partierne uenige og forskellige. Hvad handler det om?