Svensk medieforsker: Et godt forslag risikerer ikke at blive gennemført

For et par år siden forsøgte svenskerne at ændre på mediestøtten i Sverige. Dengang kunne politikerne ikke enes, men nu forsøger svenskerne så igen at ændre på støtten til de svenske medier.

Det gør de med medieutredningen, en rapport som blev præsenteret 7. november. Det blev den af journalisten Anette Novak, som var leder af den mediegruppe, der i næsten halvandet år har arbejdet med forslaget.

Det gjorde de på statens opfordring, og kulturminister Alice Bah Kuhnke fra Miljøpartiet var efterfølgende positiv over for det, mediegruppen havde fundet frem til.

Men forslaget er måske for drastisk til at kunne blive vedtaget, vurderer Ingela Wadbring, medieforsker på Gøteborgs Universitet.

Fakta

Projektet 'Mediepolitik i Norden' er støttet af Nordisk Kulturfond. Gennem nyhedsartikler og aktuel debat sætter Altinget fokus på de mediepolitiske diskussioner om mediestøtte og public service i Danmark, Sverige og Norge.  

“Jeg synes, det er et godt forslag, men jeg er bange for, at det ikke går igennem. Sådan et forslag har brug for bred støtte i Riksdagen, og det tvivler jeg på, at man kan få. Det er det for radikalt til. Men jeg håber det,” lyder det fra Wadbring.

I medieutredningen bliver det foreslået, at pressestøtten skiftes ud med en mediestøtte, som omfatter alle typer af medier – både digitale og papir. Bliver forslaget gennemført, skal der tilføres 165 millioner svenske kroner til yderligere støtte frem mod 2020, så der i alt vil være 732,1 millioner svenske kroner til mediestøtte.

En anden risiko ved det her forslag er, at der formentlig vil være små medier, der risikerer at lukke. Flere medier ville fremover skulle kæmpe om pengene. Det vil jo betyde, at nogen medier ikke ville modtage støtte

Ingela Wadbring, medieforsker på Gøteborgs Universitet

Rapporten foreslår, at støtten skal afhænge af, hvor mange udgifter man har til at lave journalistikken. I modsætning til i dag, hvor medierne modtager midler ud fra hvor meget betalt oplag, de har. Noget nyt er ligeledes, at både digitale- og printmedier kan modtage støtte.

Derudover kvalificerer man sig til støtten som medie, ud fra hvorvidt mediet er ledet af en ansvarlig medieudgiver, minimum 20 procent af indholdet skal være egne nyheder, og så skal man være et alment nyhedsmedie, som producerer kvalitativ og alsidig journalistik.

“Skulle det her blive gennemført, ville det gavne kvalitetsjournalistik, fordi det ville være en af forudsætningerne for, at man rent faktisk kan modtage støtte,” mener Ingela Wadbring fra Gøteborgs Universitet.

Det er ikke staten, der skal vurdere, hvad der er god og dårlig journalistik. Det er i stedet branchen selv, der skal vurdere det. Noget, folkene bag rapporten har fundet inspiration til fra den svenske kunstverden, hvor kunstnerne vurderer, hvilken kunst der skal have statsstøtte.

“En anden risiko ved det her forslag er, at der formentlig vil være små medier, der risikerer at lukke. Flere medier ville fremover skulle kæmpe om pengene. Det vil jo betyde, at nogle medier ikke ville modtage støtte,” siger Ingela Wadbring, der også tror, at det aspekt bidrager til, at ikke alle partier i Riksdagen vil støtte op om forslaget.

“Derudover har man i måske ti år forsøgt at ligestille internetmedier og avismedier i forhold til støtte, og det er også et fokus i denne rapport. Og jeg er ikke sikker på, at den kommer til at løse problemet,” siger hun og peger på, at internetmedierne i Sverige ikke er momsfritaget, som det er nu, mens papiraviserne er.

I Danmark fik onlinemedierne et figenblad
Og ser politikerne i Sverige mod Danmark for at finde inspiration til et medielandskab, der hænger sammen på tværs af udgivelsesplatform, så finder de ikke løsningen her, ifølge en dansk medieforsker.

Danmark gennemgik i 2013 ligeledes en ændring i mediestøtten. Her var det blandt andet også formålet at lade internetmedierne få mulighed for at modtage mediestøtte, så de i højere grad blev ligestillet med de ældre papiraviser.

Og selvom det blev vedtaget på skrift, så har det haft relativt lille effekt i virkeligheden, mener medieforsker Frands Mortensen.

“Internetmedierne får jo et figenblad i forhold til papiraviserne. Det har reelt ikke haft betydning for størstedelen af internetmedierne,” lyder det fra Frands Mortensen, medieforsker på Aarhus Universitet.

Ligesom i Sverige er det kun papiraviserne i Danmark, der er momsfritaget. Havde man ladet internetmedierne få del i den fritagelse, ville ændringen i højere grad have haft betydning, mener Mortensen.

“Men papiraviserne har nogle meget stærke kontakter til toppen af magten, så de har stor indflydelse på, hvordan det her er strikket sammen,” vurderer han.

Et mediemæssigt kludetæppe
Nu mener han i stedet, at Danmark sidder tilbage med et kludetæppe af en medieordning.

“Historien og de mange ændringer har gjort, at det er meget vanskeligt at finde hoved og hale i det hele. En ændring hér, og en tilføjelse dér, og nu er det hele jo et stort kludetæppe,” lyder det fra Frands Mortensen, der giver et eksempel.

“Papiraviserne er jo også internetmedier nu. Men det er kun papiraviserne, der er momsfritaget. Så hvilken en del af forretningen skal være fritaget? Det hele er jo blandet sammen, så det er vanskeligt at skelne imellem,” siger den danske medieforsker.

Fokus på mediemangfoldigheden
I den svenske medieutredning bliver det foreslået, at nyhedsmedier, der holder til i kommuner, som er dækket meget svagt af medier, kan få yderligere produktionsstøtte på maksimalt 500.000 svenske kroner per kommune.

Frands Mortensen mener ligeledes, at den store udfordring nu er, hvordan man fastholder aviserne i udkantsområderne, og den svenske rapport har fat i noget af det rigtige med sin specielle støtte, mener han.

“Der ryger jo et par journalister i udkantsområderne hver måned i Danmark. Men der skal enorme summer til, hvis man vil redde journalistikken derude fra central side,” siger han.

Stort fokus på norsk mediemangfoldighed
Skulle det svenske forslag blive gennemført, vurderer Ingela Wardbring fra Gøteborgs Universitet, at det særligt vil gå ud over de mindre medier på landet, som risikerer at lukke.

Hvis svenskerne har brug for inspiration til, hvordan det undgås, kan de kigge mod Norge, hvor de ikke har den udfordring.

Her er støtten direkte rettet mod at skabe et mere mangfoldigt mediebillede i landet. Her er støtten særligt rettet mod nyheds- og aktualitetsmedier med små oplag, og oplag som er økonomisk vanskeligt stillet.

Samtidig får det næststørste medie i de fleste kommuner – i hvert fald dem, hvor der er to medier – yderligere støtte i form af momsfritagelse og andre afgiftsundtagelser.

“Det har man valgt fra officiel side, fordi man ikke ønsker monopol i lokalområderne, og at gøre det største medie større. Og det fungerer faktisk ganske udmærket – mange i Norge holder lokalaviser,” siger Gunn Enli, professor på Institut for medier og kommunikation.

Hun fortæller, at der generelt er relativt stor opbakning til aviserne i Norge, hvor 50 procent af befolkningen i 2015 ifølge Norsk Mediebarometer holdt avis.

“Der er rigtig mange i Norge, der holder lokalaviser. Selv når det går frem for de nationale aviser, så går det endnu mere fremad for de lokale medier. Folk viser stor interesse for at læse om, hvad der sker i lokalområdet, og det skyldes jo også, at Norge er et stort land,” siger hun.

Store afstande koster penge
Den samme udfordring har de svenske lokalmedier. Store afstande giver store omkostninger til distribution, fortæller Ingela Wardbring.

De får dog, som det er nu, ingen speciel lokalmedie-støtte til at dække de omkostninger. De 500.000 svenske kroner, som den nye rapport foreslår, at lokalmedierne skal kunne få del i, vil altså være en forbedring af forholdene – hvis medierne altså formår at få mediestøtte i første omgang, påpeger Ingela Wardbring.

Det ligger endnu ikke fast, hvornår politikerne næste gang mødes for at diskutere den nye svenske mediestruktur.

“Det bliver formentlig først til foråret, at politikerne begynder at diskutere, om det skal vedtages,” siger Wardbring.

“Men jeg tror, det bliver vanskeligt at få det gennemført,” tilføjer hun.

Artiklen er publiceret første gang på Altinget.no 20. december 2016.