Sygeplejerske: Jeg sagde min mening – det havde barske konsekvenser

Af Lise Müller
Tidl. hjemmesygeplejerske og Regionsrådsmedlem for SF i Hovedstaden

"Ny forskning viser, at udvikling af et sundt arbejdsmiljø understøtter udvikling af kerneydelsen". Sådan stod der på en plakat om arbejdsmiljø, der hang på væggen på min arbejdsplads. Et år senere er jeg nummer 13 ud af 19 sygeplejersker, der har sagt op.

På en nyligt omstruktureret arbejdsplads med for få ansatte og mangel på de kompetencer, der er nødvendige for at levere hjemmesygepleje og dermed kerneydelse af høj kvalitet, lå arbejdsmiljøet underdrejet.

Det kom til at bide sig selv i halen, at der ikke blev levnet plads til faglig udvikling og sparring, fordi utrygheden steg, unødvendige besøg ikke blev reduceret og arbejdsbelastningen forblev høj. Overblikket var begrænset, og det medførte, at den vigtige kontinuitet i forhold til borgerkontakten stort set var væk.

Kort forinden havde nummer 12 i rækken sagt op – efter at have kastet op af stress

Lise Müller

Den ene dag blev én sygeplejerske sendt til en borger, den næste dag en helt anden. Det er naturligvis noget, borgerne mærker. Alt skal forklares forfra og aftaler overholdes ikke. Som en borger bemærkede: "Det er jeres arbejde, men vores liv". Mødet med utilfredse borgere påvirker også arbejdsmiljøet.

Når arbejdsmiljøet lider, stiger stressniveauet. Overskuddet forsvinder, og kolleger begyndte at bide af hinanden. Jeg oplevede flere, der brød ud i gråd, skændtes og bed af hinanden. Folk fik stresssymptomer, meldte sig syge eller fik trykken for brystet.

Da den tredje af mine kolleger sagde op, skrev jeg en Facebook-opdatering om det. Kort efter blev jeg med 13 minutters varsel indkaldt til samtale med min nærmeste leder, den øverste chef for Hjemmesygeplejen og min tillidsmand. På mødet fik jeg at vide, at mine betragtninger var forkerte. 

Lise Müller
Tidl. hjemmesygeplejerske

Da den tredje af mine kolleger sagde op, skrev jeg en Facebook-opdatering om det. Kort efter blev jeg med 13 minutters varsel indkaldt til samtale med min nærmeste leder, den øverste chef for Hjemmesygeplejen og min tillidsmand. På mødet fik jeg at vide, at mine betragtninger var forkerte.

Min oplevelse var, at det ikke var velset, at jeg havde skrevet om det på Facebook, og jeg kunne forstå, at de havde gennemset min profil og min blog, idet de også havde kommentarer til andre indlæg. Det var utroligt ubehageligt at sidde til den samtale, og jeg blev meget berørt af det. Efterfølgende protesterede jeg over for min nærmeste chef, at de havde kaldt mig til samtale – men jeg skrev ikke mere om min arbejdsplads.

Siden har mange flere sagt op. Nogle er endda blevet syge, mange er blevet dybt påvirkede. Det er et stort ansvar at have en arbejdsplads, hvor de ansatte i den grad mistrives. Havde man i højere grad lyttet til medarbejderne, kunne man have ændret dette og forhindret sygefravær, vikaroverforbrug og borgere, der over for os gjorde indsigelser mod den manglende kontinuitet.

Jeg misunder ikke de ledere, som skal forsøge at styre igennem dette, for det bliver ikke nemmere i takt med, at flere siger op. Men retten til en åben og ærlig dialog om de forhold, medarbejdere i den offentlige sektor oplever, er en vigtig kamp, for ytringsfriheden har trange kår, og det går ud over både borgere og medarbejdere.

Dansk Sygeplejeråd vurderer, at en tredjedel af alle sygeplejersker tier med kritik af frygt for konsekvenserne. Da den offentlige sektor kun vil blive mere presset i fremtiden, vil arbejdsmiljøet i de kommende år blive endnu mere udfordret. De sundhedsprofessionelle skriger på faglig ledelse og på overenstemmelse mellem de opgaver, de udfører og deres fags værdier.

Det politiske niveau kræver måltal og budgetoverholdelse. Det er en utaknemmelig opgave for mellemledere at skulle navigere i en verden med så modsatrettede krav og værdier.

Ombudsmanden rejste af egen drift sagen om samtalen, som jeg blev kaldt til. Efter at have læst forvaltningens redegørelse blev jeg den 13., der sagde op. Kort forinden havde nummer 12 i rækken sagt op – efter at have kastet op af stress efter en weekendvagt – og om mandagen sendte vi en kollega, der gik helt i sort, hjem.

Redegørelsen var på flere punkter forkert, og dybest set fraskrev kommunen sig ansvaret. Af redegørelsen konkluderer jeg, at systemet går i det velkendte "forsvars-mode": Der er ingen fejl sket, der er ikke noget at komme efter.

Det er ikke noget særsyn, for ytringsfriheden overalt i den offentlige sektor er truet. Det skyldes dels, at det er det politiske niveau, der sender signaler ned gennem systemet med krav om ro og orden i geledderne, dels at der ikke er kutyme for, at en myndighed eller organisation kan sige: Det var en fejl, der var vi for hurtige. Fejl mødes ofte med krav om fyringer eller andre sanktioner, eller ses som svaghed i stedet for en mulighed for at blive klogere og ændre kurs. Det er ærgerligt, men kræver også, at det politiske niveau ændrer modus.

De personlige konsekvenser ved at ytre sig er store, også selvom både regler, fagforening og ombudsmand bakker op. Men den offentlige sektor og forvaltningen af den angår os alle. Kampen for at bibeholde retten til den åbne og frie dialog bliver kun vigtigere i fremtiden.