Sygeplejerskestuderende blev nummer to ved DM i debat på Bornholm

FOLKEMØDET: Høje grin, dårlig samvittighed og tunge skyer. Altinget var med, da den 30-årige sygeplejerskestuderende Nicoline Sjøberg var i finalen til DM i debat. Hun blev dog slået på målstregen af den 24-årige DSU’er Frederik Vad Nielsen.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Freja Søgaard

At overvære DM i debat er som at se en boksekamp uden fysiske slag.

De debatterende står tæt med kun et par skridts afstand fra hinanden, og det er ikke kun munden, der er i konstant bevægelse. Fødderne bevæger sig hurtigt hen over scenen i takt med debattørernes stigende begejstring, og armene flagrer forklarende gennem luften.

Lige nu er temaet for debatten, om psykisk syge og umyndiggjorte skal have lov til at stemme.

”Hvis jeg sidder i en gyngestol en dag, og der er helt slukket i hjernen, så skal jeg ikke ned i en stemmeboks, for jeg ved tydeligvis ikke, hvad jeg render og laver,” siger Mathias, hvilket afføder grin hos publikum, og hans moddebattør Frederiks modsvar kommer prompte:

Fakta
Brudstykker fra debatterne: 

”Det er dig, der skal hjem til mor-Mette og sige, ’jeg har sgu lavet en aftale med en oversergent fra Bornholm.”

”Den frie uddannelse er det smukkeste ved Danmark. Ud over bacon."

”Hvorfor omlægger vi ikke EU-forholdene. Det er for resten et fantastisk djøf-ord. Det der med at omlægge ting."

”Nu kaldte jeg mig selv for dødsfeminist i går, og det er selvfølgelig et dårligt udgangspunkt, men jeg prøver at køre videre på den alligevel."

”Det er jo ikke alle, der kommer fra sådan et politisk julemærkehjem, som jeg gør.”

”Hvis de ikke kan finde deres eget hus, kan de heller ikke finde det rigtige sted at sætte et kryds på stemmesedlen."
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

”Du gør grin med folk, det synes jeg ikke er i orden,” siger han og fortsætter:

”Der er et kæmpe mørketal af folk, der er fejlvurderede. Jeg ved godt, at det, du lige har trukket ud af røven, lyder sjovt, men virkeligheden følger ikke med dig.”

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Opsangen får de fleste blandt publikum til at tie, og man får automatisk dårlig samvittighed over det grin, der for få sekunder siden forlod ens mund.

Ros til sygeplejerskestuderende
Altinget er taget med til DM i debat på årets Folkemøde. Her deltog blandt andre Nicoline Sjøberg, 30-årig sygeplejerskestuderende og tidligere oversergent i hæren. Hun fik ros af dommerne for sin evne til at tale ”lige ud af landevejen” og bringe erfaringer fra begge sine fag i spil. 

De fire deltagere kæmper skiftevis mod hinanden, og efter hver afsluttet seance giver et dommerbord bestående af den politiske kommentator Noa Redington og de to debatredaktører på henholdsvis Politiken og Information, Tarek Omar og Gry Inger Reiter, deltagerne karakterer på en ti-trinsskala. 









0:000:00