Tænk ansætter direktør fra Dansk Flygtningehjælp

JOBSKIFTE: Forbrugerrådet Tænk har ansat Anette Christoffersen, national direktør i Dansk Flygtningehjælp, som ny direktør.

Foto: Pressefoto, Dansk Flygtningehjælp
Jenny Emilie Bendix Becker

Forbrugerrådet Tænk har ansat Anette Christoffersen som ny direktør. Det skriver Tænk i en pressemeddelelse

Dermed skal Anette Christoffersen ikke længere være direktør for Integrationsafdelingen i Dansk Flygtningehjælp, hvor hun har arbejdet siden 1992 og været direktør siden 2010 med ansvaret for mange hundrede medarbejdere og mange tusinde frivillige.

”Jeg føler mig overbevist om, at vi får en meget kvalificeret direktør i Anette. Hun har et stærkt værdigrundlag, et stort drive og brænder virkelig for at gøre en synlig forskel for alle forbrugere. Hendes baggrund fra en medlemsbåret og politisk styret organisation gør, at hun har en god forståelse for vores opgave og mission i forbrugernes tjeneste,” siger Forbrugerrådet Tænks formand, Anja Philip.

Christoffersen er uddannet cand.mag i litteraturhistorie og italiensk fra Aarhus Universitet i 1992. 

Som direktør for Integrationsafdelingen i Dansk Flygtningehjælp har Christoffersen samarbejdet med og ydet bistand til kommuner, regioner, institutioner og virksomheder for blandt andet at skabe bedre integration for flygtninge i Danmark. 

”Hun (Christoffersen, red.) har også vist flotte forretningsmæssige og økonomiske resultater hos Dansk Flygtningehjælp. Jeg mener derfor, at Anette har de rette kompetencer til at styrke vores organisation og dermed gavne forbrugernes forhold både i Danmark og i udlandet,” uddyber Anja Philip. 

I sin nye stilling afløser Christoffersen Lars Pram, der efter mere end fire års ansættelse nu skal være direktør i Dansk Sygeplejeråd.

Christoffersen tiltræder i sit nye job 15. august.

Forbrugerrådet Tænk er en medlemsorganisation, der har mere end 75.000 personlige medlemmer.

Altinget logoUdvikling
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget udvikling kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00