Tænketank: EU og Storbritannien forhandler i et skær af uligevægt

Af Svend Roed Nielsen
Handelspolitisk seniorrådgiver, Tænketanken EUROPA

Størrelsen gør en forskel – i hvert fald, når det gælder internationale handelsforhandlinger. Hvis du kan tilbyde din handelspartner adgang til et stort og købedygtigt marked, står du stærkere, end hvis du er en lille eller mellemstor økonomi.

Dette vil EU’s udenrigsministre være ganske klar over, når de i dag (d. 25. februar) samles for at give EU’s Brexit-chefforhandler, Michel Barnier, mandat til at begynde forhandlingerne om en handelsaftale med Storbritannien. Sammen repræsenterer EU-landene 446 millioner indbyggere mod Storbritanniens 66 millioner.

Høje forventninger
Mere end 40 procent af Storbritanniens eksport går til EU, mens Storbritannien aftager omkring 8 procent af EU-landenes totale eksport. Der vil være stærke interesser på begge sider af kanalen for at indgå en aftale, men nøgternt set er der ingen tvivl om, at styrkeforholdet er i EU’s favør.

Det afspejles dog ikke ligefrem i den britiske retorik, hvor Brexit ifølge premierminister Boris Johnson er ”done”, og ”Global Britain” nu – uanset hvad – går en gloværdig fremtid i møde.

Det skaber naturligt høje forventninger i den britiske befolkning, men også en række knaster i forhandlingerne om en handelsaftale, hvor parterne skal lægge arm, og vanskelige kompromisser indgås. Dette i øvrigt på rekordtid, da aftalen skal indgås i indeværende år, mens EU’s seneste handelsaftaler har taget 6-7 år at forhandle på plads.

I dag følger britiske virksomheder alle EU’s standarder og produktionsvilkår, men Johnson vil ikke binde sig til dette fremover.

Svend Roed Nielsen
Handelspolitisk seniorrådgiver, Tænketanken EUROPA

Knast 1 :Varehandel
EU lægger op til en aftale med uden told og kvantitative begrænsninger, det vil sige begrænsninger på, hvor store mænger af bestemte varer, der må sælges. Storbritannien ønsker en aftale, der svarer til den, EU har med Canada.

Her er visse varer pålagt told. Derudover ønsker EU kort sagt, at briterne følger EU’s regler imod at få god adgang til EU’s indre marked. Det har Boris Johnson afvist. I dag følger britiske virksomheder alle EU’s standarder og produktionsvilkår, men Johnson vil ikke binde sig til dette fremover, for briterne skal være ”herre i eget hus”. 

Reelt vil Storbritannien næppe ønske at fravige EU-standarderne på mange områder, da det vil blive dyrt for britiske virksomheder at tilpasse sig forskellige vilkår. Også her vil størrelsen og nærheden af EU's marked have betydning. 

Man vil sandsynligvis arbejde frem mod et system a la det, EU har med Canada, hvor britiske myndigheder får mulighed for at certificere, at de varer, som eksporteres til EU, lever op til standarderne. Det vil dog tage tid at få etableret, og indtil da vil der være behov for en grænsekontrol, når varer passerer mellem EU og Storbritannien.

Knast 2: Fiskeri 
Fronterne er trukket hård op på fiskeriområdet, hvor blandt andet Danmark har en stærk interesse. Barnier har afvist at godkende en handelsaftale, hvis ikke fiskere fra EU har adgang til britisk farvand (og omvendt naturligvis), mens Johnson har udtrykt ønske at ”genvinde” britisk fiskerifarvand.

Det er i udgangspunktet modstridende synspunkter, men måske er der alligevel mulighed for et kompromis. I dag opererer britiske fiskere i EU-farvand og EU-fiskere i britisk farvand, og den britiske fiskeforarbejdningsindustri er afhængig af råvarer fra EU-fiskefartøjer. 

Løsningen kan blive en model, hvor der forhandles gensidige fiskerettigheder med udgangspunkt i de historiske fangster, som forskellige landes fiskere har udnyttet i årevis.

EU lægger i sit udspil op til, at en indgået aftale kun kan ophæves, hvis begge parter er enige herom. Med den model vil briterne være inde i rusen, da de kun med EU's accept kan komme ud igen. 

Omvendt kan Johnson hævde, at han – som lovet – har sikret suverænitet over britiske farvande, men har valgt at indgå en aftale, der sikrer fiskeforarbejdningsindustrien i blandt andet Grimsby og andre udkantområder i UK. Selve kvoterne vil give anledning til hårde forhandlinger, men et resultat bør ikke være umuligt.