Tænketanken Europa: Vestager og Thorning kan skabe nødvendig debat om kommissionsformand

Af Hans Martens
Seniorrådgiver, Tænketanken Europa

Indtil nu har der været meget lidt interesse for sagen i Danmark – forud for valget i 2014 var det meget svært at få en debat om spidskandidatmetoden – men måske kan der komme lidt mere interesse denne gang. For eksempel hvis et par stærke, danske kvinder stiller op!

Hans Martens
Seniorrådgiver, Tænketanken Europa

Den første spidskandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen kom på banen for nyligt. Det er den bayerske CSU-politiker Manfred Weber, som med Angela Merkels (lidt tøvende) støtte stiller op som kandidat for det europæiske kristeligt-konservative parti European People's Party (EPP).

Weber, som ikke har haft tunge poster i nationale regeringer, har været formand for EPP-gruppen i Europa-Parlamentet siden 2014.

Stiller de stærke, danske kvinder op til formandsposten?
Der kommer sikkert flere kandidater fra dette parti, men der vil også komme udmeldinger fra de europæiske Socialdemokrater, fra de Grønne, fra det europæiske liberale parti ALDE og fra de andre partier.

Spørgsmålet er, om de euroskeptiske partier, som spås fremgang til valget i foråret 2018, kan blive enige om en kandidat, eller om de vil være splittede, som tilfældet er i dag.

Et andet interessant spørgsmål set med danske briller er, om Margrethe Vestager vil erklære sig som kandidat – i så fald formentlig for det liberale europæiske parti ALDE.

Det spekuleres der i blandt den Bruxelles-baserede presse. Der spekuleres ovenikøbet på, om Helle Thorning-Schmidt måske vil springe ind som kandidat for det socialdemokratiske parti.

Parlamentsvalg afgørende for valg af ny formand
Men hvad betyder alt det her nu? Er det ikke bare stats- og regeringscheferne fra EU-landene, der sætter sig sammen som ved et kardinalvalg og udpeger en af deres kolleger til jobbet?

Sådan var det tidligere, men nok ikke mere. Det skyldes, at den seneste udgave af EU-traktaten slår fast, at "under hensyntagen til resultatet af valget til Europa-Parlamentet og efter passende høringer foreslår Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal fra Europa-Parlamentet en kandidat til posten som formand for Kommissionen."

Traktaten siger også, at kandidaten vælges (eller forkastes) af Europa-Parlamentet med et flertal af dets medlemmer. Hvis ikke kandidaten får flertal, må Det Europæiske Råd foreslå en ny kandidat.

Det nye er her, at Det Europæiske Råd (EU's stats-og regeringschefer) foreslår en kandidat, mens Europa-Parlamentet vælger!

Europa-Parlamentet har konsekvent sagt, at det betyder, at valgets resultat er afgørende, og derfor må de forskellige partier opstille deres kandidat (spidskandidat) til valget, og det er altså den proces, der nu er startet.

Processen har kun været prøvet en gang tidligere, nemlig ved valget til Europa-Parlamentet i 2014. Det konservative partis spidskandidat var Jean-Claude Juncker, og da det konservative parti vandt valget, foreslog Det Europæiske Råd Juncker til posten, og han havde et klart flertal i Parlamentet.

Dermed, siger mange – og ikke mindst mange i Europa-Parlamentet – er det klart, at sådan skal det foregå i fremtiden, og der er da også en proces i gang for at opbygget et system, der kan sikre en god og effektiv opstilling af kandidater.

Måske vil det engang udvikle sig i retning af de amerikanske primærvalg, hvor det er vælgerne, der bestemmer, hvem der skal være kandidater for de politiske partier.

Stor modstand mod fremgangsmåden
Men det er da også muligt, at systemet ikke kommer til at fungere, for der er mange, der taler imod det.

Argumentet for at beholde systemet er, at det er en demokratisk proces – det gør valget til Europa-Parlamentet mere betydningsfuldt, fordi man er med til at stemme på, hvem der skal lede Kommissionen de kommende fem år (og i virkeligheden også, hvem der skal sidde på en masse andre poster), og så er det jo i god overensstemmelse med det generelle europæiske princip om parlamentarisme.

Nemlig at man vælger sin politiske leder på baggrund af valget til det nationale parlament. Som man jo også gør i Danmark.

Når valget også i realiteten spiller ind på andre topposter, er det, fordi embedsperioderne også udløber for formanden for Det Europæiske Råd og EU's "udenrigsminister". 

Ganske vist er det afgørelser, som stats- og regeringscheferne træffer, men de gør det ud fra en kabalelægning, der tager hensyn til køn og politisk ståsted, og de beslutninger tages først, når chefen for Europa-Kommissionen er på plads.

Alle de øvrige kommissærer udpeges senere og i et samarbejde mellem medlemslandene og den nyvalgte formand for Kommissionen.

Macron taler for en ny tilgang
En af fortalerne for ikke at bruge spidskandidatmetoden er den franske præsident, Macron. Hvorfor vil en stærk EU-tilhænger med et ønske om at demokratisere EU ikke være med?

Fordi han ikke har et rigtigt parti. Han blev valgt på basis af en "bevægelse" – En marche – og ikke et traditionelt parti, og derfor er der heller ikke et europæisk parti, som han kunne foreslå en spidskandidat til. 

Desuden er der den finesse, at en mulig kandidat til posten er Michel Barnier, der har vist format i Brexit-forhandlingerne. Han er konservativ (og skulle eventuelt konkurrere mod Weber), og Macron vil ikke have det godt med at skulle støtte en politiske fjende ikke alene som fransk kommissær, men også som formand for Kommissionen.

Men det er, som om Macron er ved at forstå, at det ikke nødvendigvis er det største parti ved valget, som vinder. Der bliver næppe et parti med absolut flertal efter valget, så en kandidat, som kunne samle en koalition bag sig, kunne blive et trumfkort.

Macron pønser måske på samarbejde med ALDE
Derfor er Macron begyndt at bygge En marche-lignende bevægelser op i andre europæiske lande, og da En marche ligger meget tæt politisk på den (social)liberale linje, kunne ALDE måske blive en støtte – med Margrethe Vestager som spidskandidat? – så hvem ved?

Der har desuden været rygter om, at ALDE og En marche ligefrem er ved at danne en fælles platform – et valgforbund – til valget, men det er ikke bekræftet fra alle sider (endnu).

Nogle vil hellere skælde ud end at give Kommissionen et folkeligt mandat
Der er stats- og regeringschefer, som er tøvende over for spidskandidatsmetoden, fordi de gerne vil have en tidligere eller nuværende statsminister på posten. Det er jo trods alt en post, hvor man skal kunne møde Trump, Putin, Erdogan m.fl. og kunne stå fast og skabe resultater.

Og det er svært at få siddende statsminister til at stille op som spidskandidat med risiko for at tabe valget. Endelig er der nogle, som er imod processen, simpelthen fordi de ikke ønsker at give Europa-Kommissionen et stærkere folkeligt mandat.

Det er nemmere at skælde ud på de "ikke-folkevalgte bureaukrater i Bruxelles", end det er på en Kommission, hvis formand netop har et mandat fra den europæiske befolkning.

Processen er altså i gang. Valget finder sted sidst i maj 2019, så det er værd at følge processen lidt nøjere.

Indtil nu har der været meget lidt interesse for sagen i Danmark – forud for valget i 2014 var det meget svært at få en debat om spidskandidatmetoden – men måske kan der komme lidt mere interesse denne gang. For eksempel hvis et par stærke, danske kvinder stiller op!