Debat

Tandplejerne til kommunerne: Vi vil have lov til at undervise i skolerne

DEBAT: Tandplejerne vil ikke kun stå ved klinikstolen, men også i klasseværelset. Kommunerne skal give dem lov til at undervise børn, som kan lære, hvordan de skal holde deres tænder rene, og hvordan kost påvirker tandsundheden, mener Danske Tandplejere.

Hvis børn bliver undervist af tandplejere, vil de kunne lære, hvordan kost og drikkevarer påvirker tandsundheden, mener Danske Tandplejere.
Hvis børn bliver undervist af tandplejere, vil de kunne lære, hvordan kost og drikkevarer påvirker tandsundheden, mener Danske Tandplejere.Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Elisabeth Gregersen
Formand, Danske Tandplejere

De fleste kommuner ligger inde med en værdifuld medarbejdergruppe, som kan være med til at understøtte og udvikle kommunernes forebyggelses- og sundhedsfremmeindsats, så det kan mærkes på de kommunale budgetter.

Nu må det være på tide, at kommunerne sætter denne medarbejdergruppe mere i spil.

Det er naturligvis tandplejerne, som udgør medarbejdergruppen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Selvom de fleste kommuner har tandplejere ansat, så er det fortsat ikke alle kommunerne, der har det.

Tandplejerne er autoriserede sundhedsprofessionelle, som selvstændigt må udføre undersøgelse, diagnostik og behandlinger.

Hvis kommunerne fortsat ønsker, at flere børn skal forlade den kommunale tandpleje med færre huller i tænderne og en bedre tandsundhed, så er det helt afgørende, at tandplejerne kommer ud i klasserne

Elisabeth Gregersen
Formand, Danske Tandplejere

Og så er tandplejerne uddannede til at have forebyggelse og sundhedsfremme i fokus i deres arbejdsudførelse, som de tilpasser hver enkelt borgers individuelle behov med deres sundhedspædagogiske tilgang.

Kan gavne børn og ældre
Mange kommuner oplever, at der årligt skal afsættes mange penge til børn og unges behandling i den kommunale tandpleje.

Og måske endnu flere penge til at varetage opgaven med de ældre borgere, som kan være svækkede og i risiko for sygdom eller andet.

Derfor lyder min opfordring til kommunerne: Sæt nu tandplejerne mere i spil over for de borgergrupper, som allerede i dag er omfattet af de kommunale tilbud.

Det vil gavne borgerne, og det vil gavne de kommunale budgetter.

Skal undervise elever i skolerne
Hvis kommunerne fortsat ønsker, at flere børn skal forlade den kommunale tandpleje med færre huller i tænderne og en bedre tandsundhed, så er det helt afgørende, at tandplejerne kommer ud i klasserne.

De skal undervise børn og unge i, hvordan de skal holde deres mund og tænder rene, hvordan kost og drikkevarer påvirker tandsundheden, og hvor skadelig rygning kan være.

Tandplejerne skal ikke kun være at finde på de kommunale tandklinikker ved klinikstolen eller i tandreguleringen.

Tandplejerne skal ud til borgerne. Helt ud i det nære og tage de vigtige samtaler med grupper og enkeltpersoner, så der allerede fra barndommen lægges an til gode og sunde vaner.

Tandplejere kan hjælpe ældre
Det samme gør sig gældende for kommunens ældre borgere.

Efter et helt voksenliv tilknyttet den private voksentandpleje er mund og tænder ikke altid en førsteprioritet, når ældre borgere omfattes af hjemmeplejen eller flytter ind på et plejecenter.

Danske Tandplejere har i 2018 gennemført et projekt i samarbejde med KL og Sundhedskartellet, som satte fokus på tandsundheden blandt ældre borgere på plejecentre.

De positive resultater taler for sig selv.

Med en enkelt tandplejer, der er knyttet til plejecentret, opkvalificeres plejepersonalet til at varetage den daglige tandbørstning, og de ældre borgeres mund og tænder undersøges, og udviklingen følges tæt.

Det er et klart eksempel på, at en begrænset indsats kan føre til bedre tandsundhed og større livsglæde hos den ældre borger.

Samtidig bidrager en opkvalificering af plejepersonalet til en bedre sundhed blandt en gruppe af borgere, som mange steder udgør en betydelig del af kommunernes ældre- og sundhedsbudgetter, og derfor kan kommunerne have besparelser i udsigt.

Fokus på ældres madindtag
Danske Tandplejere fortsætter arbejdet med at sætte fokus på de ældre, og i år handler det om via tværfaglige teams at komme underernæring og vægttab til livs.

Det er nødvendigt, at de ældre borgere får trænet muskler, så de er i stand til at bevæge gaflen op til munden, og det er nødvendigt, at maden har den rette konsistens og det rette næringsindhold, så den ældre bliver mæt og får nok næring.

Men hvis munden er tør, eller tænderne gør ondt, så kommer maden ikke ned i maven og så er mange gode tiltag spildt, hvis man ikke følger indsatsen helt til dørs.

Tandplejerne spiller en afgørende rolle ved at hjælpe den ældre såvel som plejepersonalet til, at de ældre har en god mund- og tandsundhed.

Opfordringen til kommunerne kan derfor ikke gentages nok.

Der er behov for, at kommunerne får ansat tilstrækkeligt med tandplejere, og det er afgørende, at kommunerne sætter tandplejernes brede kompetencer i spil, så borgere i alle aldre får sikret et godt, sundt og funktionsdygtigt tandsæt hele livet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Elisabeth Gregersen

Formand, Danske Tandplejere
tandplejer (1979), bachelor i Sundhedspædagogik (2010), master i Professionel Kommunikation (Roskilde Uni. 2013)

0:000:00