Tarek Hussein: Indbygget ”fejl” i demokratiet er skyld i politikerlede

Det er verdens dårligst bevarede hemmelighed, at vi i disse år oplever en stigende tillidskrise mellem landets politikere og vælgere.

Det er på ingen måder et unikum for Danmark, da tendensen går igen overalt i verden. Det ville være alt for forsimplet, hvis man reducerede baggrunden for den tillidskrise til at have en enkelt årsag.

I virkeligheden bunder mistilliden til politikere i en række forskellige faktorer, herunder det korps af særlige rådgivere, som agerer bindeled imellem politikere og offentlighed, politiske kommentatorer, som så skal oversætte politikersvar til menneskesprog - og en manglende lyst til at indgå kompromiser og aftaler på tværs af det politiske spektrum.

Men en anden og – tror jeg – afgørende årsag skal findes i manglen på politisk ideologi, som særligt har taget fart i 00’erne. Det lyder måske som en efterhånden slidt og gammel kritik, men den bliver ikke mindre relevant af den årsag.

Når man kigger på de store politikområder, som er retningsgivende for samfundsudviklingen, er det svært at se de ideologiske forskelle på de store og ofte regeringsbærende partier. Ja, vi kan skændes om der skal ske en stigning i de offentlige udgifter på 0,3 eller 0,5 procent, eller om skatterne skal stige eller falde med en promille eller to. Men visionerne rækker sjældent meget længere end det.

Den udvikling skyldes til dels, at et flertal af Folketingets partier et eller andet sted stræber efter at være midterpartier, som helst skal gøre alle dele af vælgerkorpset glade og dermed ikke tør risikere at lægge sig ud med vælgerkorpset med markante ændringer eller visioner.

Man kunne lade sig inspirere af Enhedslistens rotationsprincip, som sikrer, at deres folketingsmedlemmer ikke sidder for længe på tinge og derfor kan tillade sig at præsentere politiske forslag, som er markante og går ud over deres eget genvalg.

Tarek Hussein

Hvis man skal være helt fair er det også vigtigt at påpege den positive del af indeværende udvikling, nemlig, at vi i store træk er enige om indretningen af vores velfærdssamfund, som jeg personligt også deler politisk. Det giver en politisk stabilitet og ro, som ethvert samfund er tjent med.

Jeg har dog ikke desto mindre den ypperste respekt for partier som Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet, som jeg ikke nødvendigvis deler verdensbillede med, men som har modet til at præsentere markante politiske forslag og visioner for, hvilken retning de ønsker, at vores samfund skal bevæge sig i.

Jeg savner ganske enkelt, at de traditionelle regeringsbærende partier som Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale tør præsentere deres visioner for vores samfund 10, 20 og 30 år frem.

Jeg tror personligt, at mange danskere er trætte af, at partierne og den enkelte politiker er så forhippet på at blive genvalgt hver fjerde år, at man ikke tør provokere og give vælgerne lidt modstand. For eksempel ved at præsentere politiske visioner og forslag, som måske gør ondt, men som er nødvendige, hvis vi ønsker en fortsat udvikling af det samfund, som vi alle holder af.

I forlængelse heraf har man tit fornemmelsen af, at når politiker A for eksempel præsenterer et forslag, så er politiker B grundlæggende enig, men af hensyn til egne snævre interesser, så erklærer vedkommende sig uenig blot for uenighedens skyld. Og det ofte på områder, som er alt for vitale for vores samfundsudvikling til, at det skal gå op i politiske drillerier og en modstand, som er sat på automatpilot.

Der er på mange måder en indbygget ”fejl” i demokratiet, som er et udslag af, at vores politikere er på valg hvert fjerde år og derfor sjældent fokuserer på andet end indeværende valgperiode. Udfordringen er, at alternativet umiddelbart heller ikke er at foretrække, da det ville betyde, at politikerne skulle vælges 8, 10 eller 12 år af gangen.

Men man kunne for eksempel lade sig inspirere af Enhedslistens rotationsprincip, som sikrer at deres folketingsmedlemmer ikke sidder for længe på tinge og derfor kan tillade sig at præsentere politiske forslag, som er markante og går ud over deres eget genvalg. Ja, det betyder selvfølgelig, at der går noget erfaring tabt med det politiske arbejde, men som Enhedslisten netop har været et eksempel på, så er det muligt at erstatte politiske talenter med mindst lige så dygtige mænd og kvinder.

Jeg har ikke nogen forkromet løsning, men et eller andet skal vi gøre, hvis ikke tillidskrisen imellem politikere og vælgere skal fortsætte med at stige. Lad os i første omgang erkende problemets omfang, og derefter tage en debat om løsningerne.

-----------------

Tarek Ziad Hussein (født 1992) er jurist, forfatter og debattør og har igennem en årrække været en stærk stemme i debatten om danske muslimers plads i det danske samfund. Han har derudover en lang fortid i foreningslivet og er aktiv i en række internationale fora for unge entreprenører.