Tarek Hussein: Må jeg snakke om andet end islam?

Lad mig komme med en erkendelse.

Selvom jeg de seneste år har ernæret mig med at skrive stolpe op og stolpe ned om islam og integration, så ville jeg faktisk ønske, jeg kunne skrive om alt andet.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive om et defekt skattesystem, en uhæmmet finansbranche og et slidt politisk system. Men det kan jeg ikke. Eller jo, jeg KAN godt, men så er der ingen, der lytter.

Det skyldes, at jeg som etnisk minoritet og muslim på forhånd er castet som en indvandrerstemme. Som jeg blandt andet gengiver i bogen Det sorte skæg – om at være dansk muslim viser en undersøgelse lavet af Ugebrevet A4 fra 2005, at etniske minoriteter primært bruges i historier om kriminalitet og integrationsproblemer.

I forlængelse af den undersøgelse blev mere end 100 journalister spurgt om deres dækning, og her svarede flere, at de frygtede, at det ville ”støje” og ”forvirre”, hvis etniske minoriteter udtalte sig om almindelige spørgsmål som sundhedsvæsenet og skattesystemet. En journalist fra TV 2 Nyheder udtalte eksempelvis:

"Jeg gider ikke have et i øvrigt godt indslag ødelagt af, at jeg ved, at folk sidder derhjemme ved kakkelbordet og bliver distraherede af, at det er indvandrere – jeg kan høre min egen far sidde og kommentere på det. Det trækker simpelthen energi ud af indslaget og skaber forvirring."

Jeg er som etnisk minoritet og muslim på forhånd castet som en indvandrerstemme.

Tarek Ziad Hussein
Debattør og forfatter

Konsekvensen kan direkte aflæses i mediernes valg af kilder. En anden undersøgelse fra foreningen Ansvarlig Presse viste, at mens etniske minoriteter udgør 12 procent af den danske befolkning, så udgør de kun fire procent af mediernes kilder i nyhedshistorier.

Og når de endeligt optræder, er det primært i historier om islam og kriminalitet. Det betyder først og fremmest, at man som etnisk minoritet bliver frustreret over primært at se sig selv portrætteret som kriminel og ofte med islam som årsagsforklaring. Men værre endnu giver det et skævt billede af nydanskeres diversitet blandt almindelige danskere.

Et stort ansvar påfalder selvfølgelig også landets folkevalgte, som har gjort det til en folkesport at problematisere alt ved landets muslimer og etniske minoriteter og ofte i voldsomt generaliserende vendinger.

Selvom det siger sig selv, betyder det ingenlunde, at vi ikke skal belyse og debattere de integrationsproblemer, som alt andet lige er en realitet, og som vi som samfund skal løse.

Men landets etniske minoriteter er almindelige mennesker, som hver dag står op, smører madpakken og tager på arbejde eller uddannelse for derefter at betale deres skat som alle andre.

Lad mig samtidig gå i rette med en anden efterhånden slidt kliche. For når etniske minoriteter endelig portrætteres, er det ikke sjældent som såkaldte mønsterbrydere.

Gud, hvor jeg dog hader det ord. Nej, jeg er ikke mønsterbryder, bare fordi jeg ikke er medlem af nogen bande, har taget en uddannelse og bidrager til vore fælles samfund.

Problemet med mønsterbryderhistorierne er, at selvom intentionerne er gode, så giver de et indtryk af, at historiernes hovedpersoner er en undtagelse, som er en antropologisk undersøgelse værd.

Når alt det er sagt, er det også på sin plads at være en smule selvkritisk, for jeg og andre debattører med anden etnisk baggrund har selvfølgelig også et ansvar.

Først og fremmest for ikke altid at gå med på mediernes præmisser og være i stand til at sige nej. Men også for selv at forsøge at sætte dagsordenen i historier, som ikke handler om integration, islam og social kontrol.

For ellers er der ingen andre, som ser ud til at gøre det for os. Det her er mit første indlæg for Altinget, så lad det være en påmindelse til mig selv mere end nogen anden om at vise, at vi også kerer os om alle de ting, som bekymrer almindelige danskere.