Tarek Hussein: Medierne misbruger meningsmålinger

KOMMENTAR: Man skulle tro, at Brexit og Trump havde lært medierne at være forsigtige i deres fortolkning af meningsmålinger, men den igangværende valgkamp viser tydeligt, at det ikke er tilfældet. Det kan i sidste ende skade demokratiet, skriver Tarek Hussein.

Megafon, Voxmeter, Yougov, Norstat, Gallup, Epinion, Greens, Wilke – ja, kært barn har mange navne. Det er atter blevet tid til valg, og som et fast indslag i enhver valgkamp skal vi selvfølgelig have meningsmålinger.

Det er interessant at følge den indeværende valgkamp, hvor vi næsten dagligt bombarderes med målinger, særligt når man tager i betragtning, hvor ofte disse har vist sig at være fejlbehæftede.

Efter sidste valgkamp var medierne samstemmende brødebetynget over de mange målinger, som fuldstændig havde misset Dansk Folkepartis fremgang i Syd- og Sønderjylland. Der blev evalueret i samtlige mediemagasiner og programmer, hvor alskens redaktører forsikrede os om, at de ville være langt mere påpasselige næste gang. Det virker desværre ikke, som om de har lært en disse. 

Mere eller mindre samtlige medier gengiver dagligt egne eller andres meningsmålinger i ét væk, og det virker ingenlunde, som om medierne har skåret ned på antallet af målinger – tværtimod. Men hvorfor er det overhovedet et problem?

Først og fremmest på grund af den store usikkerhed, som er forbundet med målingerne. De fleste har ofte en usikkerhed på +/- 0,5-1 procent.

Det kan virke ligegyldigt, når man efterfølgende analyserer for eksempel Socialdemokratiet eller Venstre, da det ikke gør den store forskel, om man er på 24, 25 eller 26 procent. Men det bliver særligt problematisk, når man forsøger at sige noget kvalificeret om mindre partier, hvilket forstærkes i indeværende valgkamp, hvor vi har rekordmange partier på stemmesedlen samtidig med en håndfuld eksisterende partier, som roder rundt under de fem procent.

Lad os tage et konkret eksempel. I de fleste målinger ligger Stram Kurs, Nye Borgerlige, Alternativet og Liberal Alliance på omkring to-tre procent.

I Danmark er spærregrænsen på to procent. Derfor virker det tæt på idiotisk, når kommentatorer og andre forsøger at udlægge forskydninger i målinger for disse partier, da de i virkeligheden kan være på én procent – og dermed uden for Folketinget – eller 3 procent og dermed inden for.

Dertil kommer en anden problematik. Hvis vi antager, at et meningsmålingsinstitut ringer til 1.000 personer, skal blot 20 personer svare, at de stemmer på for eksempel Stram Kurs eller Nye Borgerlige for, at det parti lige pludselig er på vej i Folketinget.

Selvom meningsmålingsinstitutterne gør deres bedste for at ringe til et repræsentativt udsnit af befolkningen, så er vi nede på så små decimaler, at der skal meget lidt til, før et parti er henholdsvis en succes eller en katastrofe.

Derudover er der et hav af andre udfordringer forbundet med selve udarbejdelsen af målingerne. Tag for eksempel problematikken med telefoninterviews versus online-spørgeskemaer. Eller den såkaldte DF-effekt, hvor folk tidligere afholdt sig fra at sige, at de stemte på DF, hvilket i den her valgkamp kan være en Stram Kurs eller Nye Borgerlige-effekt.

Eller udfordringen med om det er de samme mennesker, som man spørger hver gang, hvilket er centralt for at kunne måle, om den enkelte vælger har rykket sig.

Problemet er i virkeligheden slet ikke selve meningsmålingerne, som institutterne er blevet meget bedre til at varedeklarere. Nej, problemet er snarere medier, kommentatorer og analytikere, som bruger målingerne på en måde, som de slet ikke kan holde til ved et nærmere eftersyn.

Tag for eksempel en af de helt slemme, nemlig B.T., som i forrige uge gik i breaking med overskriften "Stormer ind i Folketinget" om Stram Kurs, fordi partiet i en måling stod til 2,6 procent. Hvis der ikke skal mere til, burde alle medier være i permanent breaking, hvilket man ofte kan få indtrykket af er tilfældet på netop B.T.

Man kunne som sagt have håbet, at medierne var blevet klogere. De seneste år har vi adskillige gange oplevet, hvordan meningsmålinger fuldstændig har misset store folkelige bevægelser som for eksempel Brexit og Trumps indtog i USA.

Udsvingene hos de forskellige institutter er simpelthen for store til, at de alle kan have ret, og noget kunne tyde på, at et eller flere af dem kommer til at stå med alvorligt røde ører, når valget 5. juni er overstået.

Lad mig være helt ærlig. Jeg sluger meningsmålinger og historierne herom fuldstændig råt. Det er i disse uger det første, som jeg klikker ind på, og jeg diskuterer dem livligt med kollegaer, venner og familie. Så jeg forstår godt, at det er fristende for medierne at lave disse historier, da de har et stort publikum.

Men vores demokrati ender med at betale prisen, da der reelt er en risiko for, at målingerne bliver selvbekræftende og får visse vælgere til at ændre adfærd i forhold til, hvor de sætter krydset.

--------

Tarek Ziad Hussein (f. 1992) er forfatter og debattør. Han har derudover en lang fortid i foreningslivet og er aktiv i en række internationale fora for unge entrepenører.

Forrige artikel Christian Kock: Valgtest tager ikke højde for argumenter Christian Kock: Valgtest tager ikke højde for argumenter Næste artikel Christian E. Skov: Derfor har blå bloks udlændingevåben mistet sin magt Christian E. Skov: Derfor har blå bloks udlændingevåben mistet sin magt
Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

ANALYSE: Det ser ud til at blive ugen, hvor Mette Frederiksen afgør, om det kan briste eller bære. Radikale er indblandet i de hårdeste kampe, men hverken Morten Østergaard eller Mette Frederiksen har tillokkende alternativer til en aftale.