Analyse af 
Erik Holstein

Thulesen er ikke længere herre i eget hus

ANALYSE: Kristian Thulesen Dahls vision om at gøre DF til et nyt midterparti fortrænges af en langt snævrere kristen dagsorden. Thulesen var under øget pres på årsmødet, og Peter Kofods stærke valg til hovedbestyrelsen illustrerer, at formandens støtte i baglandet er svundet ind.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Kristen missionering blandt muslimer og obligatorisk kristendomsundervisning i skolen.

Det er et par af blomsterne fra den buket, der skal standse blødningen og igen give DF fremgang i målingerne. Men det er et projekt, der passer bedre til Morten Messerschmidt (DF) end til Kristian Thulesen Dahl (DF), og det er et tvivlsomt projekt for et parti, der ser sig selv som et folkeparti.

Vanvidskørsel og dominansvold
Kristian Thulesen Dahl har aldrig været kendt som den store kristne missionær, og i hans tale til Dansk Folkepartis 25-årsjubilæumsårsmøde lørdag var henvisningen til den kristne kultur skåret ned til et par linjer.

Thulesen opridsede otte vigtige politiske mål for DF, og en del af de mål vil givetvis have bred opbakning. Det gælder ikke mindst på det retspolitiske område, hvor partiet kræver minimumsstraffe på seks år for vanvidskørsel og på fem år for dominansvold, begge kriminalitetstyper hvor indvandrergrupper er overrepræsenterede.

Det vil være alt for forenklet at gøre striden i DF til et rent politisk opgør.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Dansk Folkeparti forsøger at generobre udlændingepolitikken fra Socialdemokratiet og Nye Borgerlige, der fra hver sin flanke har skabt sig en klarere profil på det område, DF engang havde eneret på.

DF stiller blandt andet som krav, at alle spontane asylansøgere, der kommer igennem sikre lande – som det skete i 2015 – skal afvises ved grænsen. Også det vil givetvis finde bred folkelig opbakning og kan godt realiseres inden for flygtningekonventionen.

Kristen kulturkamp
Problemet var bare, at selve optakten til årsmødet druknede i et stort opsat interview i Berlingske med Thulesen og DF’s indfødsretsordfører, Marie Krarup, der så udpræget hører til den nationalkonservative del af partiet.

Heraf fremgik det, at DF ”vil føre kristen kulturkamp”, at man vil støtte kristen missionering blandt flygtninge og indvandrere, og at man skal gifte sig med en dansker for at blive dansk statsborger.

Den kristne kulturkamp blev allerede efter sommerferien varslet af partiets nye næstformand, Morten Messerschmidt, der står klar i kulissen til at efterfølge Thulesen. At Thulesen nu accepterer den indpakning af partiets politik, vidner om, hvor svækket han er i øjeblikket.

0:000:00