Tidligere chef i FE: Statsministerens retoriske EU-begejstring er blottet for realisme

I sit første store udenrigspolitiske interview, bragt 29. oktober her på Altinget, lagde statsminister Mette Frederiksen (S) op til at fortsætte den aktivistiske udenrigspolitik, som Danmark har fulgt, siden korvetten Olfert Fischer blev sendt til Golfen i 1990.

Med statsministerenes ord skal vi fortsat være “villige til at lægge hånden på kogepladen, når det er nødvendigt” – også militært. Hun slår også fast, at “Danmark skal have en fuldtonet forankring i det regelbaserede samarbejde”, og det betyder, at “vi skal være i hjertet af både EU og Nato”.

Det er overordnet set fornuftige pejlemærker, som flugter med dansk sikkerhedspolitik gennem de seneste 30 år. Djævelen er imidlertid i de praktiske detaljer. For under overskrifterne tyder meget desværre på, at statsministeren forlader sig på urealistiske analyser, og at hun agter at se bort fra vigtige sikkerheds- og forsvarspolitiske redskaber.

Det kan betyde, at kogepladen bliver rigtig varm.

I interviewet bedyrer Mette Frederiksen, at hun “er glødende tilhænger af EU”, og at Danmark skal være i “hjertet af EU”. Hun slår samtidig fast, at hun ikke ser nogen grund til at afskaffe forsvarsforbeholdet, da hun ikke har oplevet, forbeholdet udgør en begrænsning. Hun fremhæver indsatsen i Mali sammen med Frankrig som et godt eksempel på, at Europas lande kan finde sammen og samarbejde om en militær operation uden EU’s mellemkomst.

Mette Frederiksen efterlader desværre det indtryk, at hun har blikket stift rettet mod meningsmålingerne fremfor at tage nøgternt bestik af de sikkerhedspolitiske forhold.

Jacob Kaarsbo
Tidligere chef i FE

Det er her, at realitetssansen begynder at fortone sig for statsministeren. Hun undlader at kaste lys over bagsiden af medaljen, når Danmark engagerer sig forsvars- og sikkerhedspolitisk uden om EU. På bagsiden står to væsentlige forhold.

For det første har Danmark kun ringe muligheder for at påvirke indsatser som den i Mali. Frankrig bestemmer og kan trække tæppet væk under operationen, så snart den franske regering måtte ønske det. Det truede præsident Macron faktisk med, kort tid efter Danmark traf beslutning om at bidrage til operationen.

Danmark ville utvivlsomt få mere indflydelse ved at samarbejde i EU-regi, end når vi på egen hånd skal påvirke eksempelvis Elysee-palæet i Paris.

For det andet betyder ad hoc-tilgangen til sikkerheds- og forsvarspolitik, at Europas samlede kapacitet går ned. Det gælder blandt andet i forhold til at planlægge og designe operationer samt ikke mindst til at generere styrker til indsættelse. De problemer, Frankrig står med efter snart ni år i Mali, er et eksempel på dette.

Et andet eksempel er den nyligt besluttede danske indsats mod pirateri i Guinea-bugten. Her har den danske fregat Esbern Snare kurs mod vestafrikanske kyster mutters alene.

Det er svært at være imod pirateribekæmpelse, men en ensom dansk mission er dyr, forholdsvis ineffektiv og næppe bæredygtig. Danmark havde været i en mere gunstig situation til at sikre en international ramme om operationen, hvis vi ikke havde haft forbeholdet. På bundlinjen vil Danmarks og Europas evne til at lægge hånden på kogepladen blive forbedret, hvis Danmark afskaffer forsvarsforbeholdet.

I talen bliver statsministerens retoriske begejstring for EU kun overgået af begejstringen for USA og det transatlantiske samarbejde. Hun slår fast, at det transatlantiske samarbejde “ikke må udfordres på nogen som helst måde”. For dansk sikkerhed er det vigtigt, at statsministeren fortsat prioriterer det stærke forhold til USA og Nato. Men det er ikke korrekt at udlægge øget forsvars- og sikkerhedspolitisk samarbejde i EU som et nulsumsspil i forhold til Nato.

USA har lige siden afslutningen på Den Kolde Krig – bortset fra de fire år under Donald Trump – opfordret EU til at styrke det sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde. Senest har præsident Biden slået fast over for præsident Macron, at han ser “et mere kapabelt europæisk forsvar som et komplement til Nato”. Præsidenterne Obama, Bush og Clinton havde det samme udgangspunkt.