Kommentar af 
Mette Bock

Tidligere kirkeminister: En ny minister skal holde kirken og Folketinget adskilt i hver sin strakte arm

En ny kirkeminister skal have sans for at træde varsomt, men samtidig realisere en økonomisk reform, der sikrer et mageskifte omkring det økonomiske ansvar for folkekirken, skriver sognepræst og tidligere kirkeminister Mette Bock.

En kirkeministers rolle er at lægge øre til folkekirkens komplicerede vandrør, holde sig helt og aldeles til rammerne og i øvrigt fare med lempe, skriver Mette Bock.
En kirkeministers rolle er at lægge øre til folkekirkens komplicerede vandrør, holde sig helt og aldeles til rammerne og i øvrigt fare med lempe, skriver Mette Bock.Foto: Søren Vendelbo/Ritzau Scanpix
Mette Bock
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med jævne mellemrum hører man klager over, at folkekirken aldrig fylder i en valgkamp, og at det er for slapt, at der ikke gennemføres mere lovgivning på området. Det er jo det, politikerne er valgt til.

Men Gud fri os da vel for mere aktivisme, siger jeg bare!

På den anden side hører man suk over, at vi ikke får skilt stat og kirke i en tid, hvor kamp-ateisterne bliver mere højlydte. Politik og tro skal ikke røre hinanden.

Men Gud fri os da vel for den åndløshed, siger jeg bare!

Men står vi så ikke i et dilemma med en folkekirke, hvis ophæng og struktur flagrer lidt tilfældigt i vinden? Jo, og det er netop i den klemme, vores folkekirke skal virke. Ikke statskirke, ikke frikirke – men folkekirke.

Jeg begynder altid at kampsvede, når jeg hører folketingsmedlemmer, der for eksempel via lovgivning vil tvinge præster til at vie homoseksuelle.

En kirkeministers fornemste opgave er sådan set at stå stille med armene strakt ud til hver sin side

Mette Bock
Sognepræst og tidligere kirkeminister

Det er trods det faktum, at jeg selv er del af en regnbuefamilie og meget gerne selv vier alle mennesker uanset køn. At vie homoseksuelle med juridisk gyldighed er en bemyndigelse; ikke en pligt for den enkelte præst.

En kirkeministers fornemste opgave er sådan set at stå stille med armene strakt ud til hver sin side. I den ene strakte arm holder ministeren folkekirken og Folketinget i den anden. Og de skal kun i meget sjældne tilfælde støde sammen.

Man skal med andre ord forstå, at Kirkeministeriet har en helt anden karakter end alle andre ministerier. Dels har folkekirken sin egen økonomi, som tilvejebringes via kirkeskatten, dels går det som oftest galt, når politikere begynder at lovgive om andet end rammerne for trossamfundenes virke.

Det gælder også rammerne om folkekirken, selvom det kribler i fingrene på mange – for folkekirken er jo nævnt i grundloven, så legaliteten er der jo, lyder argumentet!

Men vi skal have tillid til, at folkekirkens egne organer skal være de primære aktører, når der skal foretages ændringer.

Det var stemmer i folkekirken, der pressede på, da bemyndigelsen til at vie mennesker af samme køn blev givet. Det er stemmer i folkekirken – nemlig biskopperne – der i øjeblikket presser på for at få afskaffet den paragraf, der tillader menighedsråd at afvise ansøgere til præstestillinger med henvisning til præstens køn. Og det er stemmer i folkekirken, der efter et grundigt udvalgsarbejde i 2014 nu igen presser på for at få ændret rammerne for folkekirkens virke, så vi får et folkevalgt, koordinerende organ ved siden af bispekollegiet.

Det var i 2014, at "Betænkning 1544: Folkekirkens styre" udkom. Her var de medlemmer af udvalget, som folkekirkens egne organer havde udpeget, enige om at foreslå nogle modeller, der ville give menighedsråd og præster større indflydelse på folkekirkens egen økonomi og indre anliggender i form af eksempelvis gudstjenesteordning, bibeloversættelser og ritualer.

Forslaget blev drøftet i kirkeudvalget, og det var De Radikales Marianne Jelved, der var kirkeminister. Der var på det tidspunkt faktisk flertal for markante ændringer, da både en samlet venstrefløj og Liberal Alliance ønskede at arbejde videre med en række af anbefalingerne.

Alligevel Jelved ønskede ikke at gennemføre ændringer baseret på et snævert flertal. Venstre og Konservative skulle med, og det ville de ikke. Dengang.

Måske er tiden til at ændre rammerne ved at modnes, så der kan ske noget i den kommende folketingssamling. Jeg håber, vi får en minister, der har sans for, at man skal træde varsomt.

Under Thorning-regeringen kaldte De Radikales Manu Sareen sig selv for folkekirkens chef, hvilket var helt ude i ørkenen

Mette Bock
Sognepræst og tidligere kirkeminister

Venstres Tove Fergo kom galt afsted, da hun ved regeringsskiftet i 2001 pludselig begyndte at blande sig i, om arbejdet med en ny salmebog skulle føres til ende eller standses. Og under Thorning-regeringen kaldte De Radikales Manu Sareen sig selv for folkekirkens chef, hvilket var helt ude i ørkenen.

Kirkeministerens rolle er at lægge øre til folkekirkens komplicerede vandrør, holde sig helt og aldeles til rammerne og i øvrigt fare med lempe.

Skal vi så håbe på en strukturreform i den kommende folketingsperiode? Ja, men vi skal grundigt diskutere, hvori den skal bestå, og personligt mener jeg, at det først og fremmest er en økonomi-reform, der er behov for.

Den del af folkekirkens økonomi, der består af kirkeskatten, udgør lidt over en milliard kroner. Den forvaltes principielt af kirkeministeren, der i realiteten ikke behøver at følge anbefalingerne fra folkekirkens ti stiftsråd.

Det er ikke en tidssvarende ordning, og det flugter ikke med tanken om en folkekirke, at folkekirken ikke selv kan disponere fuldt og helt over egne midler. Nok så vigtigt er det derfor også at gennemføre et mageskifte omkring det økonomiske ansvar.

I dag finansierer staten via den almindelige indkomstskat for eksempel 40 procent af præstelønninger og pensioner, mens kirkeskatten eksempelvis finansierer vedligeholdelse af de gamle middelalderkirker og kirkegårdene, som alle borgere – uanset om de er medlem af folkekirken eller ej – nyder godt af. Og netop kirkernes vedligeholdelse er ved at køre økonomien helt i sænk i visse stifter.

Et økonomisk mageskifte vil indebære, at staten overtager forpligtelsen til vedligeholdelse af kulturarven, mens kirkeskatten fremover skal finansiere alt, der har med kirkeliv og forkyndelse at gøre. Det går stort set lige op, så folkekirken mister ikke økonomi ved et sådant mageskifte.

Tiden er også moden til en fordomsfri diskussion af forslaget om at oprette et helt ny demokratisk valgt organ, der skal varetage en opgaver, der i dag er lidt hjemløse.

Man skal finde en model, der ikke blot bidrager til et spidsere hierarki, men reelt bidrager til løsningen af hjemløse opgaver

Mette Bock
Sognepræst og tidligere kirkeminister

En række af de kirkeligt valgte medlemmer af Betænkning 1544-udvalget har netop foreslået det igen, og argumenterne er sådan set gode, for behovet har i de senere år vist sig under eksempelvis coronakrisen og i diskussionen om arbejdsmiljøet i folkekirken.

Begge alvorlige problemstillinger, der blev kastet rundt i systemet i for lang tid, inden nogen tog affære. Og hvis folkekirken ikke selv kan gribe den slags, ender det på politikernes bord, hvilket ikke er ønskeligt.

Jeg synes, det er afgørende, at der bliver tale om et organ, der ikke skal kunne udtale sig på hele folkekirkens vegne i teologiske spørgsmål.

Og man skal finde en model, der ikke blot bidrager til et spidsere hierarki, men reelt bidrager til løsningen af hjemløse opgaver, som folkekirken har vanskeligt ved at håndtere i dag. Sker det ikke, bliver det nemlig politikerne, der tager affære.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

Manu Sareen

Forfatter, fhv. minister & MF (R)
socialpædagog (1997), konfliktmægler (2003)

Tove Fergo (1946-2015)

Sognepræst, Simon Peters Kirke, fhv. kirkeminister (V), fhv. MF
cand.theol. (Københavns Uni. 1972)

0:000:00