Tidligere overvismand: Sensationelle resultater i ulighedsredegørelse skyldes grove fejl

Finansministeriets Ulighedsredegørelse fra december 2020 er med rette blev kritiseret, men desværre ikke nok. 

Den grundlæggende tone i rapporten er, at det er befolkningens individuelle valg, der forklarer langt den største del af uligheden. Blandt andet derfor er rapporten givetvis renset for forslag til konkret ulighedsbekæmpelse.

Ulighed kan ses som en følge af ydre omstændigheder og personlige valg. Lad os blot antage, at dette er korrekt, og at der tillige er uafhængighed mellem de to faktorer. 

Finansministeriet inddrager ni faktorer i afgrænsningen af ydre omstændigheder, som den enkelte ikke kan påvirke. Herudfra beregnes, at otte procent af indkomstforskellene i 2018 kan forklares af ydre omstændigheder. Mere end 90 procent af indkomstforskellene i disponibel indkomst i 2018 skal i henhold til Finansministeriet derfor forklares med individuelle valg af uddannelse, arbejdstid og så videre.

Den markante fejl, der begås i Ulighedsredegørelsen 2020, er, at der i ydre omstændigheder kun indgår faktorer, der kan variere fra individ til individ, altså individuelle ydre omstændigheder.

Christen Sørensen
Fhv. professor i nationaløkonomi, Syddansk Universitet og fhv. overvismand

Dette forudsætter naturligvis, at de ydre omstændigheder kan forklares af de inddragne ni faktorer, samt at der er uafhængighed mellem ydre omstændigheder og individuelle valg. 

Finansministeriet fremhæver selv (se side 127-28), at der næppe er uafhængighed, hvorfor de ydre omstændigheder givetvis skal tilregnes en større andel af indkomstforskellene i 2018, men nok ikke mere end 20 procent lader teksten formode.

Markant fejl
Ulighed over tid, fra 1994 til 2018, beskrives i Ulighedsredegørelsen blandt andet ved Gini-koefficienten, der er steget fra 20 til 28 procent.

Gini-koefficienten er et mål for ulighed, der i procentform går fra nul (hele lige fordeling), og er 100 ved total ulighed (én person har hele indkomsten). Mellem OECD-lande varierer Gini-koefficienten normalt mellem 20 og 40 procent, hvorfor stigningen fra 20 til 28 er ganske betydelig. Mere end halvdelen af denne stigning på otte procentpoint (mindst fem procentpoint, se side 40), forklares ved ændringer i overførsler og beskatningsregler. 

Det er jo klart ydre omstændigheder for den enkelte. Så hvordan forholder Ulighedsredegørelsen sig til, at ydre omstændigheder fra 1994 til 2018 har været helt afgørende for udviklingen i ulighedens størrelse, mens disse i et enkelt år som 2018 kun spiller en marginal rolle? Det ignoreres!

Den markante fejl, der begås i Ulighedsredegørelsen 2020, er, at der i ydre omstændigheder kun indgår faktorer, der kan variere fra individ til individ, altså individuelle ydre omstændigheder. 

De ydre fælles faktorer som skatteskalaer og bestemmelser om overførsler, der ikke er individformuleret, ligesom social- og uddannelsessystem med mere, men gælder for alle, udelukkes fra ydre omstændigheder via Finansministeriets tilgang. 

Det har selvfølgelig betydning for indkomstforskellene som målt ved disponibel indkomst og også andre indkomsttyper, hvordan disse regler er, jævnfør den beskrevne udvikling i Gini-koefficienten fra 1994 til 2018.

En ommer
Derfor er Ulighedsredegørelsen 2020 en ommer.

Dette er så desto mere påkrævet grundet den omfattende internationale dokumentation for ulighedens skadelige virkning. Ulighedsredegørelsen er nemlig ikke blot metodisk forkert, men også i modstrid med den internationale debat.

Hvordan man skal forklare, at Finansministeriet har begået en så alvorlig metodisk fejl, er ikke klart. 

En mulighed kunne selvfølgelig være, at det passer med en forud grundet opfattelse i Finansministeriet, at de afgørende årsager til ulighed skal findes i individuelle forhold og ikke i de rammer, som politikerne har udformet og/eller accepteret med udgangspunkt i blandt analyser fra Finansministeriet.

Der er lavet et stort arbejde bag Ulighedsrapporten. Men de, der har haft arbejdet hermed, er blevet svigtet af de seniormedarbejdere, der skulle have forhindret den begåede metodiske fejl.

Når der fremkommer nærmest sensationelle resultater, der indikerer, at mere end 90 procent af uligheden i et år som udgangspunkt kan henføres til personlige valg og indsatser, bliver dette svigt sat i perspektiv. 

Hvordan kunne seniormedarbejdere tro på dette opsigtsvækkende resultat?