Tidligere skatteminister bliver forsvarsordfører for V

UDSKIFTNING: Venstre skifter Peter Juel-Jensen ud med Karsten Lauritzen på posten som forsvarsordfører.

Foto: Skatteministeriet
Andreas Krog

På sit sommergruppemøde har Venstre torsdag fordelt ordførerskaberne i den nye folketingsgruppe, som blev valgt ved folketingsvalget den 5. juni. Her tabte Venstre som bekendt regeringsmagten og det betyder, at der har skullet findes ordførerskaber til flere tidligere ministre.

En af dem er tidligere skatteminister Karsten Lauritzen, der nu kan kalde sig for Venstres forsvarsordfører og formand for Nato Parlamentary Assembly Det betyder til gengæld, at Peter Juel-Jensen (V) forlader posten og fremover vil være ordfører for landdistrikter og øer, ordfører for beredskab og formand for OSCE's Parlamentariske Forsamling.

35-årige Lauritzen blev valgt til Folketinget første gang i 2007 i Nordjyllands Storkreds. Han er opstillet i Hjørringkredsen og sad fra 2007 til 2015 i Udenrigspolitisk udvalg. Han var skatteminister i begge Lars Løkke Rasmussens seneste to regeringer fra 28. juni 2015 til 27. juni 2019, hvilket gør ham til den længstsiddende skatteminister i mere end ni år. 

Ikke et offer
Landmandssønnen fra Løgstør er tidligere formand for Venstres Ungdom og har en bachelor i politik og administration fra Aalborg Universitet, som han afsluttede i 2014, da Lauritzen og Venstre var i opposition, og han var sit partis retsordfører.

I et åbenhjertigt interview i Politiken i 2016 fortalte Karsten Lauritzen om, hvordan han er ordblind, men ikke ser sig selv som et offer.

Michael Aastrup Jensen fortsætter som Venstres udenrigsordfører, mens Marcus Knuth bliver formand for udenrigsudvalget samt grønlands- og arktisordfører. Thomas Danielsen bliver Venstres nye færøordfører.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00