Tidligere stadsarkitekt: De lokale arkitekturpolitikker lever i bedste velgående

Af Henrik Stjernholm
Indehaver af StjernholmArkitektur og tidligere stadsarkitekt i Vejle Kommune

Det er ingen kunst at skrive en arkitekturpolitik. Det kan måske være et stort arbejde, men ingen kunst.

Den virkelige kunst er at holde gryden i kog, når den første begejstring over at have vedtaget en arkitekturpolitik har lagt sig. Det gælder uanset, om det er staten eller kommunerne, det handler om. Hvis ikke man får opbygget en stærk styring, der står for nye initiativer og sætter ting i system, så er en arkitekturpolitik meget sårbar.

Det brede samarbejde over flere ministerier eller kommunale forvaltninger skal gennemsyre arkitekturpolitikken, så alle byder ind og tager ansvar for de opgaver, der bliver aftalt.

I de 20 år jeg har arbejdet med arkitekturpolitik, har jeg oplevet flere gange, at det kan være svært rundt omkring. Hvis vi ser på staten kan flytning af ansvaret til nye ministerier, ofte skiftende ministre, nye medarbejdere og nedprioritering af arkitekturpolitikken medføre, at der i perioder opstår et tomrum.

Ingen sætter nye initiativer i gang, og aktuelt er det næppe Ole Birk Olesen (LA), der arbejder positivt på at udvikle statens arkitekturpolitik inden for hans ministerium. 
Udgangspunktet for denne debat er: Hvad ville der ske, hvis statens arkitekturpolitik ikke eksisterede?

Mon ikke ministeren med denne artikelserie har fået masser af inspiration til et nytårsforsæt om, at nu skal der rigtig gang i statens arkitekturpolitik.

Henrik Stjernholm
Indehaver af StjernholmArkitektur og tidligere stadsarkitekt i Vejle Kommune

Inden for det kommunale område er det min erfaring, at der lokalt bliver arbejdet rigtig meget med arkitekturpolitik. Det kan man blandt andet opleve ved de utallige arrangementer og de arkitekturpriser, der bliver uddelt til Arkitekturens Dag.

Den store verden har fokus på Danmark

Arbejdet i kommunerne foregår uden styring fra staten, så de lokale arkitekturpolitikker lever i bedste velgående, selv om staten slår op i banen ind i mellem. Kommunerne har nemlig fundet ud af, at der er vækst på mange måder i arkitektur – bosætning, erhvervsudvikling, uddannelse, kultur, turisme med videre.

Det har staten derimod ikke konstant fokus på. Det er rigtig ærgerligt inden for mange områder som uddannelse, forskning, sundhed, arkitektureksport, bæredygtighed, klima, almene boliger, kulturarv, turisme med videre, som det fremgår af debatten.

Der er mange initiativer i den sidste arkitekturpolitik fra 2014, der ikke er startet op, så der er masser af handlinger at gå i gang med – også inden for Transport-, Bygnings- og Boligministeriets område.

Ude i verden er der stor opmærksomhed på den måde, vi arbejder med arkitekturpolitik på i Danmark. Jeg var for et par måneder siden indbudt til at holde indlæg på en konference om arkitekturpolitik med 300 deltagere i Montréal i Quebéc provinsen med 8,5 millioner indbyggere.

Alle kommunerne i provinsen støtter op om, at regeringen bør udarbejde en national arkitekturpolitik. Det er en ”nedefra og op” proces, der er i gang. Jeg blev også indbudt til det byrådsmøde, hvor Montréal Byråd vedtog at støtte op om den nationale arkitekturpolitik.

Vi var syv personer fra Montréal Kommune og Quebéc Arkitektforening med til behandlingen af sagen på tilhørerpladserne. Alle blev nævnt med navn, og derefter stående bifald fra de 65 byrådsmedlemmer for at have udført et visionært og velkvalificeret arbejde.

Det skulle lige være i Danmark, at der var stående applaus til arkitekturen. Med inspiration fra Quebéc burde kommunerne, Arkitektforeningen, Danske Arkitektvirksomheder, arkitektskolerne med flere i fællesskab understøtte, at staten seriøst og konstant holder ”arkitekturgryden” i kog uanset navnet på ministeren. Gerne med stående bifald.

Mon ikke ministeren med denne artikelserie har fået masser af inspiration til et nytårsforsæt om, at nu skal der rigtig gang i statens arkitekturpolitik.

Det første, han må gøre i 2018, er derfor at kontakte kulturminister Mette Bock (LA) for i fællesskab at sætte et væld af holdbare aktiviteter i gang. Det må vi håbe for fremtidens Danmark.