Kommentar af 
Morten Reimar

Tidligere V-rådgiver: Store bededag er en gave til oppositionen. Så hvorfor i alverden sætter de ikke kniven ind?

Kampen om store bededag er den helt store mulighed for at påføre regeringen et ydmygende nederlag. Så hvorfor roder oppositionen rundt i argumenter om kirkelige hensyn - i stedet for at sætte kniven ind? Det spørgsmål stiller tidligere V-rådgiver, Morten Reimar.

Oppositionen kan ikke beslutte sig for én forklaring på, hvorfor danskerne i en tid, hvor vi snakker mistrivsel, stress og nedslidning skal arbejde mere. Der kan sagtens være både gode og fornuftige forklaringer på det, men det er for sent at fortælle vælgerne nu, hvor de er faret vild i deres eget spin, skriver Morten Reimar.
Oppositionen kan ikke beslutte sig for én forklaring på, hvorfor danskerne i en tid, hvor vi snakker mistrivsel, stress og nedslidning skal arbejde mere. Der kan sagtens være både gode og fornuftige forklaringer på det, men det er for sent at fortælle vælgerne nu, hvor de er faret vild i deres eget spin, skriver Morten Reimar.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten Reimar
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis du nu skal være helt ærlig, kan du så uden først at google det, forklare, hvad hele balladen om store bededag handler om?

Først blev det præsenteret sådan, at hvis vi alle sammen sad én ekstra dag på kontoret og spillede Tetris, så var det bare et spørgsmål om tid, inden Putin ville give op, freden ville sejre, og børn i alle regnbuens farver ville danse på Kremls mure.

Overvismanden har dog været ude og sætte alvorlige spørgsmålstegn ved den varige effekt af en sådan afskaffelse. Siden har forklaringen skiftet til, at det altså også var for at finansiere klimatiltag og sosu-assistenter. Endelig sendte regeringen udvalgte hoveder i offensiven med en linje om, at det altid er nemt at kritisere, men sværere at tage ansvar.

De øvrige partier kunne da bare komme med et alternativt finansieringsforslag, og så ville regeringen kigge på det. Det ville de så ikke, da det kom til stykket. store bededag skulle afskaffes uanset hvad. Og så truede de med udelukkelse fra forsvarsaftalen, hvis ikke man ville være med til det. For det handlede om arbejdsudbud. Og Putin.

Alt i alt: De sejler rundt.

De kan ikke beslutte sig for én forklaring på, hvorfor danskerne i en tid, hvor vi snakker mistrivsel, stress og nedslidning skal arbejde mere. Der kan sagtens være både gode og fornuftige forklaringer på det, men det er for sent at fortælle vælgerne nu, hvor de er faret vild i deres eget spin.

Fagbevægelsen har startet en underskriftsindsamling imod afskaffelse af store bededag, der i skrivende stund er oppe på 360.500 underskrivere. En meningsmåling foretaget af YouGov for BT viser, at 60 procent af danskerne er imod afskaffelse og kun 21 procent synes, det er en god idé. Man kan derfor komme til at tro, at enhver med fri adgang til Christiansborg kan gennemskue, at det er her, kniven skal sættes ind.

Det er nu, magtforholdet skal afgøres. Regeringen er med sit flertal i deres gode ret til at trumfe politik igennem. Samtidigt har de øvrige partier mulighed for, med 60 mandater, at kræve en folkeafstemning. En mindretalsbeskyttelse, der kun har været brugt én eneste gang tidligere, og som er deres eneste våben i kampen mod flertallet.

Vælger mindretallet at lade det passere, risikerer de at fremstå som handlingslammede brokkere uden røv i bukserne.

De kan vræle op om magtfuldkommenhed og bøllemetoder alt det, de vil, men offentligheden er nu blevet så bekendt med denne nødbremse-paragraf, at det risikerer at ramme dem selv. "Hvorfor bruger I den ikke bare? Hvorfor vil I ikke høre os?" vil vælgerne kunne spørge.

Flere partiledere har forklaret, de er nervøse for, at det vil skabe præcedens. At danskerne i tide og utide skal tage bestik af ting, vi har folkevalgte til at overveje for os, selvom det er noget svært at kalde Grundlovens paragraf 42 for overbenyttet, når den ikke har været brugt i 60 år.

Af årsager der går over min fatteevne, er der oppositionspolitikere der af egen fri vilje begynder at dreje diskussionen hen på kirkelige hensyn, kulturarv - endda om det er en helt anden helligdag, der bør sløjfes. Who fucking cares?

Morten Reimar
Tidligere V-rådgiver

Det kan også nemt vendes om: Risikerer det ikke at skabe præcedens, hvis flertalsregeringen gør, hvad der passer den, uden at inddrage de øvrige partier, hvis foden ikke sættes ned med det samme?

Af årsager der går over min fatteevne, er der oppositionspolitikere der af egen fri vilje begynder at dreje diskussionen hen på kirkelige hensyn, kulturarv - endda om det er en helt anden helligdag, der bør sløjfes. Who fucking cares?

Lad være med at gøre det mere indviklet, end det behøver at være. Vælgerne har allerede et klart indtryk af, hvad der er op og ned, og det skal oppositionspartierne være glade for, for det er i deres favør.

De 9 ikke-regeringspartier kommer aldrig igen til at få foræret en så klokkeklar vindersag som denne.

Og der kommer selvfølgelig ikke en folkeafstemning. Hverken Frederiksen, Ellemann eller Løkke vil kunne overleve at stå på togstationerne om morgenen med små fedtede flyers og lunken kaffe for at overtale danskerne til at tage oftere på arbejde. Derfor vil bare truslen om en folkeafstemning være nok. Og uanset hvad vil det være et ydmygende nederlag for regeringen at skulle rulle hele planen om afskaffelse tilbage.

Det gælder om at gå ud og sætte følgende narrativ i en fart: Regeringen er magtfuldkommen, lytter ikke på danskerne, gennemtrumfer upopulær politik, og skifter historie fra dag til dag, fordi de har noget at skjule.

Morten Reimar
Tidligere V-rådgiver

Det gælder om at gå ud og sætte følgende narrativ i en fart: Regeringen er magtfuldkommen, lytter ikke på danskerne, gennemtrumfer upopulær politik, og skifter historie fra dag til dag, fordi de har noget at skjule. Omvendt er de 9 andre partier – i dette narrativ – danskernes beskytter. Dem, der ikke er bange for at sige magten imod.

Samtidigt kan partierne uden indflydelse vise, at de har indflydelse. At det hele nytter noget. De bør se det som en kongechance for at få regeringen til at se virkelig dum ud. Bruge det eneste våben, de har. For alternativet er ikke at bruge det, og så har man kørt sig selv ud på et sidespor.

Så kan man holde fri de næste fire år, indtil man skal møde vælgerne igen og sige til dem, at godt nok har de ikke lavet noget siden sidst, men i det mindste er der ikke skabt præcedens for at udløse folkeafstemninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00