Trads: Bendt Bendtsen er en stor, men undervurderet politiker

Jeg mødte Bendt Bendtsen første gang i begyndelsen af 1999 – og kun fordi Brian Mikkelsen blev ved med at insistere på, at jeg skulle tale med ham, for jeg, dengang politisk redaktør på Jyllands-Posten, så ikke noget lys i politibetjenten fra Fyn. Det gjorde Mikkelsen imidlertid:

”Bendt,” sagde han, ”kan godt ende som vores næste formand. Giv ham en chance. Tal med ham – og ikke bare i fem minutter. Der er noget over ham. Han er en leder.”

De to dengang uerfarne politikere –  begge valgt i 1994 – havde kontor klods op ad hinanden. Der var en dør mellem de to kontorer af den slags, der typisk altid er lukket, men ikke her. Mikkelsen kaldte på Bendtsen, som gik gennem den åbne dør, og gav mig et solidt håndtryk.

Han satte sig i en lænestol, løsnede sit slips lidt, smilte sit brede smil – og var, tænkte jeg, helt utrolig venlig. Han talte i korte sætninger, som mere lød som hensigtserklæringer end detaljeret politik. Den optimisme, han udstrålede, var ny for hans ellers plagede parti:

Bendtsen leverede varen i en regering, der var domineret af Anders Fogh Rasmussen, den vel nok stærkeste borgerlige leder nogensinde.

David Trads

”Vi skal have skatten ned, vi skal have bedre forhold for erhvervslivet, vi skal have reformer af arbejdsmarkedet, vi skal have bedre folkeskoler, vi skal have en retspolitik, som skaber tryghed  – og får vi det, David, så får vi den vækst, der skal få det her dejlige land til fungere.”

Da jeg gik fra mødet, var jeg ikke imponeret. I den tid, jeg havde været på Christiansborg, havde De Konservative konstant været i krise: Tamil-sagen havde iturevet partiet. Giftige personopgør truede med at smadre det. Bendtsen lignede ikke løsningen, tænkte jeg.

Well, jeg tog fejl – i den grad:

I den konservative partihistorie vil Bendtsen, som netop har meddelt, at han ikke genopstiller ved næste valg til Europa-Parlamentet, stå som en af de store. Ikke Schlüter, ikke Christmas-Møller, ikke Poul Møller – men lige derunder – og det er der især fire årsager til:

For det første genrejste han sit parti: Da han i august 1999 blev partileder, var K tæt på kollaps. På 15 år var partiet gået fra næsten 25 procent til i målinger at ramme 5 procent. Henning Dyremose, Hans Engell, Per Stig Møller og Pia Christmas-Møller var katastrofer.

Bendtsen trådte til og byggede sikkert sit parti op igen. Han var, som man sagde i partiet, ’alt for rar en mand til at gøre opgør mod’. Ved de tre valg med ham i front gik partiet frem. Ikke meget, men, som han sagde, ’bedre at gå lidt frem end lidt tilbage.’ Stabilt omkring 10 procent.

For det andet fik han konservative mærkesager vedtaget: Bendtsen leverede varen i en regering, der var domineret af Anders Fogh Rasmussen, den vel nok stærkeste borgerlige leder nogensinde. Flere skattelettelser, flere retspolitiske stramninger, reformer af skolen.

Ud over resultaterne, så holdt han altid fokus på sit partis vigtigste mål. Når én skattelettelse var på plads, talte han straks om den næste. Ideologisk var han ’konservativ, så det gjorde noget’ – men han var pragmatisk og vidste også, at små skridt frem var bedre end ingenting.

For det tredje hindrede han exodus til Ny Alliance: Da Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg i foråret 2007 brød gennem lydmuren med deres ’nok-er-nok’-retorik og oprettede et borgerligt midterparti, som skulle standse Dansk Folkeparti, var K rystet.

Seeberg, europa-parlamentariker for partiet, talte til mange i det konservative bagland, som var ubehageligt til mode over DF’s indflydelse. Det var i udstrakt grad Bendtsens fortjeneste, at den frygtede exodus af konservative profiler (og vælgere) udeblev. De var loyale mod ham.

For det fjerde efterlod han sit parti i harmoni: På vej hjem fra en rejse til Asien besluttede Bendtsen sig i september 2008 for at stoppe. Han afleverede et parti i sjældent god form – med profiler som Lene Espersen og Connie Hedegaard parat til at tage over. Der var styr på det.

Den flinke, flittige og loyale leder blev, husker de fleste i dag, noget hånende omtalt som ’Mr. 10 Procent’. Desværre for partiet begik de efterfølgende ledere store fejl – allermest at holde op med at tro på flere skattelettelser og derved strategisk bane vejen for Liberal Alliance.

Bendtsen forlod Christiansborg som en succes – og har siden været en fortrinlig europæisk politiker, der både kæmper for de små, men vigtige fremskridt i dagligdagen (især for små- og mellemstore virksomheder og på energiområdet), men altid også husker de store linjer i EU.

Han var selvfølgelig ikke altid og hver dag en succes som partileder. Det er ingen toppolitiker. Især i de første år som erhvervs- og økonomiminister manglede han tyngde, og han formåede heller ikke at gøre nok modstand mod Foghs fatale beslutning om at deltage i Irak-krigen.

Men…tænk engang, hvordan han formåede at stabilisere sit parti i vælgeropbakning, sikre sit partis mærkesager og holde en talentfuld folketingsgruppe fra magtkampe. Lige siden han stoppede, er det gået ned af bakken. Partiet er tættere på spærregrænsen end på 10 procent.

Derfor kan Bendtsen roligt ranke ryggen, når han nu er på vej ud af politik – og klappe sig selv på skuldrene og stille sige til sig selv og sine nærmeste: ’Jeg gjorde det sgu’ meget godt.’

-------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.