Trads: Da flygtningene kom, forsvandt humanismen

Der er billeder, som brænder sig fast på nethinden, og weekendens tv-optagelser af det skib i Middelhavet, som fyldt med alt for mange flygtninge går til bunds, er uafrystelige:

Langsomt tipper balancen på båden, så den til sidst vender sig helt om. Desperate børn, unge og gamle slynges ud i vandet. Carlotta Sami fra Internationalt Røde Kors står med blanke øjne, mens hun fra et redningsfartøj rapporterer fra katastrofen:

”Alt er rædselsfuldt.”

Selvtilstrækkelighed
Bare i sidste uge forsøgte 13.000 flygtninge at krydse Middelhavet fra Libyens nordkyst til Italiens sydkyst. Det matcher tallene fra for et år siden. Tre af de primitive skibe gik ned – og mindst 700 er angiveligt omkommet. Babyer, børn, gamle. Døde kroppe flyder i havet.

Hvor er de politikere i de store gamle partier, som finder humanismen tilbage? Hvis de er der, er de tavse. Tag dog ordet.

David Trads

Det er ikke til at bære, og det er slet ikke til at holde ud at mærke den kulde og den selvtilstrækkelighed, som katastrofen mødes med i Europa, og ja, i Danmark:

Et bredt flertal i Folketinget møder den værste humanitære krise siden Anden Verdenskrig med besparelser på ulandshjælpen, evindelige stramninger i udlændingeloven, halvering af integrationsydelsen, oprettelse af teltlejre med ’lejrchefer’, skræmmeannoncer og smykkelov.

Kold retorik
Da flygtningene kom, forsvandt humanismen: Alt handler om at stramme skruen. Intet handler om at hjælpe folk i nød. Alt handler om at tænke på os selv. Intet handler om at skabe håb for fattige og forfulgte. Det er så trist, at det er til at græde over.

Typer som Venstres Inger Støjberg, Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen, Dansk Folkepartis Martin Henriksen, De Konservatives Rasmus Jarlov og Liberal Alliances Anders Samuelsen fører an i en så kold retorik, at det i hvert fald ikke ligner det Danmark, jeg kendte.

De billeder, de ser, er ikke de samme som dem, der ryster mig. De ser køligt den anden vej, når et flygtningeskib går ned og hundreder drukner. Deres blik er et andet sted. Tag bare disse ord fra justitsminister Søren Pinds (V) kronik i Jyllands-Posten i weekenden:

”Alting har stået i flygtningekrisens tegn. Siden billederne af kvinder, børn og mænd løbende over skinner og motorveje og politimanden, der legede med en lille pige, har intet billede i det politiske kunne erstatte dem. Nethinden har set de billeder for sig – igen og igen. Det skyldes naturligvis den dybe bekymring, der har spredt sig i Europa blandt alle for, om den samfundsnorm, vi kender, kan leve og næres i disse omgivelser.”

Næstekærligheden reduceres til os selv
Der er tre ting, jeg hæfter mig ved. For det første ordet ’flygtninge-krisen’: Ord skaber holdninger. Her bliver det ’flygtningene’, som er problemet. Jeg kalder det for ’humanisme-krisen’. Det er nemlig vores manglende medmenneskelighed, som er problemet i disse år. Vi går i krig, fjerner bistand, stikker af.

For det andet at alle de billeder, som Pind ser, er fra Danmark: Det, som gør mest indtryk på ham, er tydeligvis ikke, at folk flygter fra forfølgelse og fattigdom, men at de - når de kommer her til smørhullet - skubber til vores idyl. Næstekærligheden reduceres til os selv.

For det tredje den dybe bekymring for ’samfundsnormen’: Kan vi, spørger justitsministeren reelt, opretholde vores liv, vores velfærd, vores kultur, hvis alle disse ’fremmede’ kommer hertil. Det er udtryk for en pessimistisk selvtilstrækkelighed, som slet ikke er liberal.

Humanistisk fyrtårn
Danmark plejede at være et humanistisk fyrtårn i verden. Et sted, hvor tolerancen, udsynet, solidariteten og, ja, humanismen var i centrum. Et land, som folk i nød kunne stole på. Klodens største bidragyder af ulandshjælp. I dag er det land, vi giver mest ulandshjælp til, os selv.

Det er tid til at synge omkvædet i Natasjas hit fra 2007:

"Giv mig mit Danmark tilbage, ligesom i de gamle dage//Giv mig frisindet igen, der lurer under byens tage.”

Og jeg kunne nynne videre:

"Giv mig Svend Auken tilbage, giv mig Uffe Ellemann tilbage, ligesom i de gamle dage."

Hvor er de politikere i de store gamle partier, som finder humanismen tilbage? Hvis de er der, er de tavse. Tag dog ordet.
---
David Trads har hver uge klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.