Trads: Der er en sprække i alt. Det er dér, lyset kommer ind

Den store sangskriver Leonard Cohen er død, men peger hans udødelige tekster mod fremtidens USA, funderer politisk kommentator David Trads.

”Oh, no,” skriver en amerikansk ven, som var den første, jeg så, der havde et Bernie Sanders-skilt i sin forhave for snart ufatteligt mange måneder sider, til mig: ”Nu er Cohen også død.”

Ja, Leonard Cohen, dette ikon af en sanger, er ikke længere iblandt os, men det er hans udødelige tekster. Som i dystopien ’Future’:
“Give me back the Berlin wall //give me Stalin and St Paul//I've seen the future, brother: It is murder.//Things are going to slide, slide in all directions.”
Sangen er fra 1992. En kommentar til Berlinmurens fald kort innde. En advarsel om, at den lethed, hvormed vi troede, at demokratiet ville vinde, var farlig. Ikke bare i Østeuropa. Men også i det Amerika, som Cohen var så fascineret af. Ting kan glide, glide i alle retninger.

Men Cohen sang også om håb – for eksempel i ’Anthem’, som også er fra 1992:
“Ring the bells that still can ring//Forget your perfect offering//There is a crack in everything//That's how the light gets in.”
Verden er ikke perfekt, synger han, men led efter det, som bringer os frem. Der er en sprække i alting. Der er sådan, lyset kommer ind. Cohen plejede også at sige, at vi altid skal huske, at Amerika er hjemsted for alt det bedste i verden – lige ved siden af alt det værste.

Jeg tænker på Cohens tekster – og lader dem køre i lydsporet på min Spotify – mens jeg skriver disse linjer. Mens jeg prøver at fordøje, at det USA, som jeg holder så umådeligt meget af, har valgt Donald Trump, en mand så fjernt fra de idealer, jeg abonnerer på, til præsident.
Da jeg så Trump i Det Ovale Værelse i torsdags side om side med Barack Obama, følte jeg mig hensat til Absurdistan. Dér sad Trump, som skabte sig et politisk navn ved at postulere, at Obama slet ikke var amerikaner, men en afrikaner, der snedigt ville hævne Vestens kolonitid.

Kunne det overhovedet blive mere vanvittigt? En reality-stjerne i Det Hvide Hus. En bulderbasse, en bølle, en mandschauvinist, en racist, en løgner, en, ja, hvor langt skal jeg fortsætte? Er det ’The Future’, jeg så? Eller er der ’A Crack in The Wall?’

Mens jeg lider, søger jeg trøst i, at USA er et land, som ikke bare har overlevet, men kommet styrket ud af de kriser, som har ramt denne fakkel af frihed siden 1776. Allerede i den første sætning af nationens forfatning fra 1787 anerkendes det, at det perfekte ikke er givet:
”Vi, De forenede Staters folk, for at danne en mere perfekt union, skabe retfærdighed, sikre indre ro, sikre fælles forsvar, fremme velfærd og sikre velsignelserne ved frihed for os selv og vores fremtid, fastsætter og etablerer denne forfatning for Amerikas forenede Stater.”

Det perfekte er noget, som skal søges. Noget, der hele tiden skal kæmpes for. Det er aldrig nået – for vi skal, som USA's fædre så klogt forudså det, hele tiden bestræbe os på at skabe ’en mere perfekt union’. Nøgleordet er ’mere’ – det kan altid blive bedre. Der vil være tilbageslag.

En af dem, der har en enestående evne til at se lyset midt i mørket, er Rufus Gifford, den blændende USA-ambassadør her i Danmark. Da jeg fornyligt spurgte ham om, hvordan pokker man forener USA igen efter et præsidentvalg, som har delt nationen så massivt, svarede han:
”USA har været gennem borgerkrig; det har været gennem verdenskrige: det har gennemlevet økonomiske depressioner; det har været gennem borgerrettighedsbevægelser; det har været gennem attentater mod præsidenter; det har været gennem præsidenter, som har trukket sig i vanære; oliekriser og rigsretsskandaler; og krige, som er notorisk upopulære. Og vi er kommet tilbage hver eneste gang. Jeg mener, at en nations storhed faktisk ikke skal måles ud fra, hvad den gør, når den er på toppen, men på, hvordan den reagerer på kriser. Hvordan landet vokser og svarer på de politiske kriser, det har. Og det tror jeg, at vi vil se én gang mere i januar."

Oh, yes, det er det Amerika, jeg kender.

Det land, der tror på dets egen styrke. Det folk, som ranker ryggen, børster et tilbageslag af sig – og tænker på, hvor den der sprække er, hvor lyset kommer ind. Det er den sprække, jeg vil lede efter. Lad os lede sammen. Så går det nok alt sammen.

---
I forbindelse med det amerikanske valg 8. november 2016 skriver David Trads en lørdagsklumme i Altinget om den amerikanske valgkamp. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Præsident Trump – det værste der kunne ske Trads: Præsident Trump – det værste der kunne ske Næste artikel Trads: Jeg har aldrig været så bange Trads: Jeg har aldrig været så bange
Nyt udspil om mindsteløn tager hensyn til dansk model

Nyt udspil om mindsteløn tager hensyn til dansk model

NYHEDSANALYSE: Udkast afslører, at der er gjort meget for at holde den danske overenskomstbaserede arbejdsmarkedsmodel ude af EU-Kommissionens nye udspil om europæisk mindsteløn. Spørgsmålet er, om det er nok set med danske øjne.