Kommentar af 
David Trads

Trads: En Lamborghini til de rige. En spand kold vand til de fattige

KLUMME: Skattereformen skæpper rigtigt godt i kassen for denne verdens ’Fritz’er & Poul’er’ i de dyre kvarterer, mens dette lands ’Fattig-Carina’er & Dovne-Robert’er’ endnu engang står tilbage med lidt mindre, skriver David Trads.

LAMBORGHINI-REFORMEN: De rige kan glæde sig over regeringens skatteudspil, mener David Trads.
LAMBORGHINI-REFORMEN: De rige kan glæde sig over regeringens skatteudspil, mener David Trads.Foto: Polfoto/Thomas Borberg
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man siger jo, at sandheden, den skal man høre fra børn, gamle og fulde folk – men i politik, vil jeg tilføje, er det også klogt at lytte til en konservativ erhvervsminister befriet for sin spindoktor:

”Hvis man for eksempel gerne vil købe en lækker Lamborghini, så må man godt gøre det, fordi det er ens egne penge,” forklarede Brian Mikkelsen (K) forleden som en anden gullaschbaron til Børsen.

Mikkelsen kom derved til at italesætte VLAK-regeringens store reformpakker, som udrulles i disse dage, som ’Lamborghini-reformen.’ Det var givet ikke med vilje, men det er jo, må man indrømme, en meget, meget præcis betegnelse for de blås udspil:

De borgerlige har reelt med deres skatteudspil parafraseret Poul Schlüters berømte ord fra dengang i 1982, da han tiltrådte som borgerlig statsminister ved at tilføje nogle få, men nøje udvalgte ord:

De tre borgerlige partier træder nemlig med deres skatteudspil i karakter. De leverer simpelthen varen til de vælgere – og måske især til de sponsorer, som betaler deres valgkampe.

David Trads

"Det skal være lettere at være dansker… altså for de danskere, som tjener mest; kører i de største biler; bor i de største boliger; som har råd til at spare op til pension; og som får stillet mobil til rådighed af deres arbejdsgiver."

De tre borgerlige partier træder nemlig med deres skatteudspil i karakter. De leverer simpelthen varen til de vælgere – og måske især til de sponsorer, som betaler deres valgkampe – som synes, at de, som tjener mest, fortjener at kunne beholde endnu mere selv.

De, der tjener mindst – dem med lave indkomster; små eller ingen biler; små boliger; og som selv må betale for deres mobil og internet og tv-pakker; og, selvsagt, især dem, der er på offentlig overførsel – ja, de får selvfølgelig en spand kold vand lige smask op i ansigtet.

Skattereformen skæpper – for nu at sige det lige ud – rigtigt godt i kassen for denne verdens ’Fritz’er & Poul’er’ i de dyre kvarterer, mens dette lands ’Fattig-Carina’er & Dovne-Robert’er’ endnu engang står tilbage med lidt mindre ude i de billige gemakker.

Den ulighed, som er skabt i løbet af de forløbne 15 år – vel og mærke både under 11 års blåt styre og under fire års rødt styre – er især sket gennem klare politiske valg:

Dels gennem skattereformer, der har lettet mest i toppen – tænk på skattestoppen, fjernelsen af mellemskatten, lempelsen af topskatten og sænkelser af skat på kapitalindkomster.

Dels gennem reformer af arbejds- og socialområdet – tænk på lavere regulering af satserne for overførsler, målrettede skattelettelser til folk i job og kontanthjælpsloft.

AE-Rådet dokumenterede forleden – ved hjælp af officielle tal fra Finansministeriet – hvordan skattelettelser siden 2001 er skævt fordelt:

Ud af lettelser i perioden på i alt 52 milliarder kroner er over halvdelen – nemlig 29 milliarder kroner – gået til de rigeste 20 procent. Mere konkret så har den rigeste ene procent fået en årlig lettelse på 81.000 kroner, mens de fattigste ti procent har fået lidt under en tusindlap.

Selv om Danmark fortsat er et af klodens mest lige lande, så er det tydeligt, at gabet mellem dem, der er ved muffen, og dem, der ikke er det, øges nærmest år for år. Ikke dramatisk og revolutionært – vi er jo danskere – men stille, roligt og kontinuerligt.

Det skatteudspil, som de blå nu er kommet med – de kalder det selv for JobReform II, men lad os bare bruge Mikkelsens mere mundrette betegnelse: Lamborghini-reformen – vil yderligere øge uligheden. Det er også meningen – for regeringen tror på, at lavere skat i toppen vil skabe vækst. De er jo liberalister.

Da Venstre i sin tid blev skabt, skete det i udstrakt grad, ynder Lars Løkke Rasmussen (V) ofte at fortælle, fordi man var inspireret af Grundtvig og hans fine ord fra ’Langt højere bjerge’ fra 1820, der fortæller om et land, hvor vi tager os af hinanden ved at fordele goderne retfærdigt:

"Og da har i rigdom vi drevet det vidt//når få har for meget, og færre for lidt."

Skal det citat nu også moderniseres?

’Og da har i rigdom vi drevet det vidt//når de få, men rige, får mere, og de flere, men fattige, lidt mindre.’

-----------

 David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00