Trads: Fogh synes selv, han var fremragende. Jeg er ikke enig

Dér sidder han så – lige over for mig, ingen slips, afslappet, uden noter, kampklar: Anders Fogh Rasmussen, den Venstre-statsminister, som i 2000’erne gjorde Dansk Folkeparti stuerent; trak os ind i den katastrofale Irak-krig; fjernede fundamentet under Skat; og forværrede Muhammed-krisen – og han er så langt fra Janteloven, man kan komme:

Skattestoppet, forklarer han, ”var en enorm succes”.

Velfærdsreformen, praler han, er ”den største reform nogensinde. Den bidrog med 247.000 nye job!”

Irak-krigen, forklarer han, var ”et opgør med den feje småstatspolitik".

Det er åbenlyst, at han irriteres over den anklage, som jo også kommer fra mange ledende Venstre-folk i dag, om at han i virkeligheden var en slags socialdemokrat som statsminister. En velfærdskustode.

David Trads

Kommunalreformen, siger han stolt, ”er en kolossal styrkelse af nærdemokratiet”.

Dansk Folkeparti, understreger han, ”gjorde jeg stuerent – og det kunne resten af Europa lære meget af”.

Kampen for ytringsfrihed, konstaterer han, er ”jeg stolt af”.

Hele ideen med frit valg, siger han med et bredt smil, ”har gjort op med tanken om, at alt er samfundets skyld, for nu tager folk selv individuelt ansvar”.

Sådan er det jo, når man møder Fogh – for der er aldrig noget at komme efter. Fra mit første møde med ham – det var i slutningen af hans tid som skatteminister i 1992 – og de utallige gange, der er fulgt, har Fogh altid selv syntes, at han var og er fremragende.

Også i dag, hvor vi mødes på hans kontor i det indre København. Anledningen er genudgivelsen af hans berygtede bog Fra socialstat til minimalstat, som først udkom i 1993. Den var, siger han, et idelogisk kampskrift, ikke et valgoplæg, men en retningsangivelse.

”Jeg skrev den bog, fordi jeg var frustreret. Dybt frustreret. Jeg havde været skatteminister i flere år, men havde oplevet, hvor umådeligt svært det var sådan rigtigt at røre ved skatten. Så tænkte jeg, at jeg måtte samle mine ideologiske overvejelser i en skarp politisk bog.”

Det gjorde han så. I den grad. For det var i bogen, at Fogh – blandt meget andet liberalistisk bragesnak – skrev, at danskerne led af et "slavesind", var "velfærdsnarkomaner", som ventede på det "næste fix", at de fleste kun var eksperter i at "finde nye støtteordninger", og at det var svært at lave noget om, når "to ud af tre er afhængige af offentlig indkomst eller overførsel".

”Jeg valgte en klar, konfronterende stil,” anerkender han i dag, ”og jeg ville måske have udtrykt mig anderledes i dag.”

Men, indvender jeg, det kan jo også være, at du mener det, Fogh? At du faktisk var ærlig, da du sad og skrev den bog for snart 25 år siden?

”Nej, nej,” siger han og fejer min kommentar af banen, ”for husk nu, at min bog ikke var Venstres valgoplæg, slet ikke, for det var et ønske om at vise den retning, som jeg mente, at vi burde gå i Danmark. Det er vigtigt at have et pejlemærke.”

Jeg minder ham om, at han i 1980’erne var blevet kraftigt inspireret af et besøg i USA hos de såkaldte Chicago-økonomer, der med Milton Friedman i spidsen kæmpede for at gøre staten mindre og individerne stærkere. De var både super-ideologer og super-pragmatikere – for, som de sagde om den store stat, så minder den om ’en elefant, som man jo ikke kan sluge i en mundfuld, men som man må tage bid for bid’. Var det sådan, at Fogh også regerede?

”Jaaah,” siger han tøvende. ”For det er rigtigt, at den elefant ser meget stor ud, når man ser den, så den kan ikke sluges i en mundfuld. Men: Den pragmatiske politik, som er nødvendig, når man har en mindretalsregering, skal styres ud fra en ideologisk retning. Den havde jeg.”

Den tidligere statsminister er som altid imponerende forberedt. Remser alle de resultater op, som han er stolt af fra sin tid som regeringschef, fordi de gjorde landet mere liberalt: skattestoppet, fjernelsen af mellemskatten, sænkelsen af topskatten, introduktionen af et beskæftigelsesfradrag, overskud på finanserne, afhøvlingen af gælden og meget, meget mere.

Jeg understreger, at han jo reelt ikke fik ret meget ændret på den helt store bane. Danmark fortsatte jo under ham, siger jeg, med at være en ’socialstat’, og vi blev slet ikke til en ’minimalstat’ – for skattetrykket og den offentlige sektor skubbede sig jo ikke meget.

Fogh rykker sig i stolen – for nu har han virkelig noget på hjertet. Det er åbenlyst, at han irriteres over den anklage, som jo også kommer fra mange ledende Venstre-folk i dag, om at han i virkeligheden var en slags socialdemokrat som statsminister. En velfærdskustode.

”Det er faktisk ikke rigtigt,” siger han, ”når det påstås, at antallet af offentlige ansatte steg, mens jeg var statsminister – for her er tallene: Da jeg tog over i 2001, var der 832.000 offentlige ansatte. Da jeg tog afsked, var der 819.000. Det er 13.000 færre.”

Men, Fogh, bryder jeg ind, det er da en meget lille sejr for liberalismen?

”Vi flyttede overordentligt meget mere: Frit valg betød, at folk ikke længere bare fandt sig i staten. Retspolitisk fik vi gjort op med, at det hele er samfundets skyld. Udenrigspolitisk slap vi fejheden fra fodnotetiden og førte en aktivistisk udenrigspolitik – og...”

Jo, jo, siger jeg, det er alt sammen meget godt, men på den store bane opretholdt du jo en slags 'maksimalstat'? Hvilken karakter vil du egentlig give dig selv for indfrielsen af den retning, du angav i bogen, spørger jeg ham.

Fogh smiler overbærende, vifter tanken om at give karakter af banen med et "det er der vist andre, der så gerne vil", og siger med den selvsikkerhed, det giver at have været regeringschef:

”Jeg er tilfreds med de otte år, jeg var statsminister.”

Det er han. Derom ingen tvivl.

Læs mere: Ja, David Trads – jeg synes, at Anders Fogh var en stor mand

........

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.