Trads’ formbarometer: Hvis partierne var fodboldhold

KLUMME: David Trads tager temperaturen på dansk politik og sammenligner partierne med engelske fodboldhold. Hvem figurerer i toppen af ligaen, og hvem ligger til at rykke ned? Få svaret her. 

I amerikansk sport udarbejder man højaktuelle power-indeks, der ikke bare viser stillingen i en liga, men som handler om, hvem der lige nu og her står stærkest og svagest – og her kommer så mit bud på en dansk politisk power-indeks to år efter valget:

Min metode er en simpel ligning: Altingets Risbjerg-snit + min vurdering = placering.

Med andre ord temmelig subjektivt. Hvem er i topform? Hvem er i ringe form? Ud over placeringen på indekset sammenligner jeg endvidere hvert af partierne med et engelsk fodboldhold fra Premier League.

Her kommer power-indekset – fra bund til top:

#11: Kristendemokraterne/Charlton
Der er noget inspirerende over den entusiasme, hvormed Stig Grenov (havde du glemt, hvem han er? Det er skam partiformanden!) kæmper for at bringe KD tilbage i Folketinget. Der er bare ikke nok, der holder med partiet, for sølle 0,8 procent stemte på dem i 2015.

Grenov, som bedst huskes for kortvarigt at besvime under en tv-debat ved sidste valg, har, ser det ud til, endnu sværere ved at appellere til vælgerne i dag. Partiet synes at være gået helt i stå – og magter slet ikke at sætte en dagsorden.

Hvis KD var et engelsk hold, må de være Charlton i dag i den engelske tredjedivision. Engang spillede de faktisk i PL. I dag kan ingen forestille sig Charlton i PL. Eller KD i Folketinget.

#10: Liberal Alliance/Leicester
Historien om LA er som en uautoriseret fortsættelse af H.C. Andersens eventyr om Den Grimme Ælling, der blev til en smuk svane… som så blev en grim ælling igen. Det var en triumf for LA at gå i regering, men det skete efter et dramatisk kursskifte på topskatten.

Anders Samuelsen er vingeskudt. LA-ministrene i bunden af popularitetsmålingerne. De står til et klart valgnederlag. De (sø)forklaringer, de er kommet med, er indtil videre prellet af på vælgerne. LA har virkelig brug for nye succeser (læs: skattelettelser i toppen).

Hvis LA var et engelsk hold, er det Leicester, forrige års mestre, som ikke kunne håndtere succesen og længe så ud til at rykke ud. Men… på stærkt defensivt spil holdt de sig oppe.

#9: SF/Bolton
SF står fortsat i stampe. Det lykkedes – faktisk imponerende – for Pia Olsen Dyhr at rejse partiet fra ruinerne efter den katastrofale regeringsdeltagelse. Siden har SF bare ikke flyttet sig. Den selvvalgte rolle – klos op af S – ser ikke ud til at hjælpe dem.

Situationen er imidlertid parlamentarisk vanskelig, idet der ret beset ikke er mange muligheder for at markere SF’s politik. På positivlisten tæller, at Olsen Dyhr ikke længere er en enmandshær, for med Jacob Mark, den unge gruppeformand, har SF fået et nyt stærkt kort.

Hvis SF var et engelsk hold, så må det være Bolton. Et hold med en gylden fortid. Men… sidste år rykkede de igen op fra tredje- til andenbedste række. Comeback?

#8: Dansk Folkeparti/Liverpool
Det forløbne år var det vanskeligste i DF’s historie – for skandalerne omkring Morten Messerschmidt kunne ikke inddæmmes. De ramte også partiet selv, som måtte sende midler tilbage til EU – og vælgerne flygtede i månedsvis fra partiet.

Lige nu er DF dog ved at indhente det forsømte. De har – som altid – en sommer, hvor de markerer sig med mærkesager på udlændingeområdet. DF har også fået en rigtig konkurrent til højre – Nye Borgerlige – som de tydeligt har behov for at slå ned i jorden.

Hvis DF var et engelsk hold, så er det Liverpool. I toppen, men aldrig helt til tops. Sidste år gik de efter guld, men måtte til sidst kæmpe for at nå med i Champions League. De nåede det dog.

#7: Nye Borgerlige/Leeds
NB er reelt en enmandshær, idet Pernille Vermund er den eneste, som gælder. Det er hende og ingen andre. Hun er utvivlsomt et stort aktiv, idet hun brænder igennem med sine meget klare budskaber om superstram udlændingekurs og en superliberalistisk økonomi.

Det er lang tid, at Vermund – ene kvinde – skal holde NB i medierne. Indtil videre lykkes det, men hvis hun vil holde helt frem til det valg, der nok kommer så sent som muligt, så bør hun nok få skubbet andre frem. Hvem er det i givet fald? Folk, der kan holde linjen? Helt usikkert.

Hvis NB var et engelsk hold, er det Leeds fra andenbedste række, som endte lige uden for oprykningsspillet til PL sidste år. Det var ikke nok, at stjernen Chris Wood blev ligatopscorer.

#6: Alternativet/AGF
Det er som om, at Alternativet lige nu står i et svært vadested. Siden de kom i Folketinget, har de fået deres organisation på plads på fornem vis. Der er styr på det. Alt virker professionelt. Men… det er også som om, bevægelsen mere og mere minder om en virksomhed. Det går ikke.

I det kommende år har Uffe Elbæk & Co brug for at være mere offensive med konkrete bud på, hvordan "det nye" og "det anderledes" skal se ud. Det er ikke længere nok at fortælle om, hvordan alt skal laves om. Tiden er inde til at komme med konkrete forslag.

Hvis Alternativet var et engelsk hold, så, nej, det går det ikke. Dertil er partiet for unikt dansk. Det må være AGF. De går altid selv efter Champions League. Drømmene fejler ikke noget.

#5: Enhedslisten/St. Pauli
Der er grund til at være imponeret over den måde, som Enhedslisten helt uden problemer klarede skiftet fra den superpopulære Johanne Schmidt-Nielsen til Pernille Skipper, den nye leder. Virkeligheden er jo, at Skipper har været i stand til at fortsætte fremgangen.

Enhedslisten har formået at fastholde rollen som det stærke røde korrektiv til S – den rolle, som SF traditionelt har haft. Det skyldes en stribe dygtige politikere, som kan markere sig inden for alle de politik-områder, som er vigtige for EL. Det går – slet og ret – godt for partiet.

Hvis EL var et PL-hold, så, nej, det kan de simpelthen ikke være. Det hele handler jo om penge. De må være St. Pauli, tysk kulthold, som må være Europas mest venstreorienterede klub.

#4: Konservative/Newcastle
Da De Konservative valgte Søren Pape som deres nye formand, lignede det en panikløsning – for det var ærligt talt uhørt, nærmest til grin, at vælge en politisk leder, som ikke engang sad i Folketinget. Partiets lange nedtur så ud til at være nået endnu længere ned.

Men: Pape har været en pæn succes. Den erfaring, han bragte med sig fra sin borgmestertid i Viborg, gav ham pondus – især efter at han har markeret sig som en stærk justitsminister, der sammen med Brian Mikkelsen og Mai Mercado fremstår så konservative, at det gør noget.

Hvis Konservative var et PL-hold, så er det Newcastle. Tidligere så store, derefter lang nedtur. Dømt helt nede i sølet. Manager på manager. Nu tilbage i PL. Stærkere end forventet.

#3: Venstre/Manchester City
Sikke et mærkeligt år for Venstre: Et år næsten uden politiske sejre, ja, man får ofte indtrykket af, at partiet er tilfreds med bare at administrere den politik, som et (andet) flertal, typisk anført af S og DF, dikterer. Læg dertil grimme magtkampe i partiledelsen.

Men: De forløbne måneder – op til sommerferien – viste samtidig, at partiet måske endelig er i færd med at vinde vælgere tilbage. Ikke mange, men trods alt peger pilen i den rigtige retning – og, lige så vigtigt, V ser igen ud til at være blå bloks største. Og: Løkke er statsminister.

Hvis V var et engelsk hold, må det være Manchester City. Stærkt hold med mange egoer, hvis værste fjende er intern splid om, hvem der er stjernen. Alligevel kan de vinde igen.

#2: Socialdemokratiet/Manchester United
Det har været et godt år for S. Generel fremgang i målingerne. Enkelte gange tæt på magiske 30 procent. Partiet er historisk enig om udlændingepolitikken – og Mette Frederiksen har fået støbt en stærk alliance med det DF, som plejede at være dets hovedmodstander.

Var der valg i morgen, ville S formentlig overtage Statsministeriet. Men: Det er der som bekendt ikke. Derfor handler det for S netop nu om at holde kadencen – og formå at holde fast i rød blok. DF-alliancen kan blive for tæt. I foråret er målingerne langsomt faldet.

Hvis Socialdemokratiet var et PL-hold, er det Manchester United. Suveræne i mange år, så en ordentlig tur nedad. Nu på vej op igen. Men spiller de stadig for meget til siden og bagud?

#1: De Radikale/Everton
De Radikale led længe under savnet af Margrethe Vestager. Morten Østergaard havde svært ved at træde ud af rollen som hendes "wingman", men det har de forløbne måneder rådet bod på. Nu står R til solid fremgang. Østergaard manøvrerer stadig stærkere som politisk leder.

Den flirt, som Østergaard har indledt med finansminister Kristian Jensen (som åbenlyst ville være nemmere at samarbejde med), viser, at R ikke kan tages for givet som en del af rød blok. Den position er en drøm for Østergaard. Nu skal vi se, om han kan balancere på den knivsæg.

Hvis De Radikale var et PL-hold, så må det være Everton. Sådan et pænt hold, der altid ender sådan lige omkring midten. Men: En del tyder på, at denne sæson kan blive et gennembrud.

.......

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Hvad nu, hvis Løkke rent faktisk var gået? Trads: Hvad nu, hvis Løkke rent faktisk var gået? Næste artikel Trads: Jo, jo, LA er i regering, men det er jo ikke til at se Trads: Jo, jo, LA er i regering, men det er jo ikke til at se