Kommentar af 
David Trads

Trads: Hillary taber, fordi unge svigter hende

KLUMME: Hillary Clinton, som indtil for et par uger siden førte stort i målingerne, er nu i store problemer. Hun skal finde en måde at begejstre de unge vælgere, ellers risikerer hun simpelthen at tabe valget, skriver David Trads. 

Foto: Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er mindst tre forhold, som er helt afgørende at forstå, når man følger et amerikansk præsidentvalg – og som denne gang ser ud til at kunne afgøre valget:

For det første, at kun mellem 50 og 60 procent stemmer – og det er, endnu mere vigtigt, ikke de samme, som stemmer fra valg til valg. Det handler om, som man siger på amerikansk, ’to energize your base’ – altså sikre, at dine kernevælgere møder op.

For det andet, at valgene ikke afgøres af, hvem der får flest stemmer, men af hvem der vinder flest valgmænd. Hver delstat har et antal valgmænd, der afspejler statens indbyggertal, og den, der vinder en delstat, erobrer alle statens valgmænd.

For det tredje, at der ofte er flere kandidater end dem fra Demokraterne og Republikanerne, og at disse tredjekandidater ofte indtager ret store roller. Tænk på Ross Perot, der i 1992 tog så mange stemmer fra George H. Bush, at Bill Clinton endte med at vinde.

De unge opfatter fortsat Hillary Clinton som en del af den politiske elite, som de foragter. 

David Trads

Målingerne viser dødt løb
Hillary Clinton, som indtil for et par uger siden førte stort i målingerne, er nu i store problemer. To rædsomme sager – først kaldte hun halvdelen af Donald Trumps tilhængere for ’udskud’, siden kollapsede hun under et offentligt møde – har skubbet til hendes tilbagegang:

En måling i New York Times viser nu reelt dødt løb. 46 procent til Hillary. 44 procent til Trump. Sidst de målte, førte Hillary med syv procentpoint. I en analyse i avisen peger kilder fra hendes kampagne på store udfordringer i netop de tre forhold, jeg nævnte:

Hillary har notorisk svært ved at ’begejstre sin base’ – især de unge,og de midaldrende hvide vælgere i industristaterne fra Wisconsin i vest til Pennsylvania i øst. Mens de hvide i udstrakt grad går til Trump, fascineres de unge af grønne Jill Stein og liberalisten Gary Johnson.

I New York Times-målingen får Hillary og Trump begge 42 procent, når tredjekandidaterne er med. Stein får 4 procent og tager næsten alle fra Hillary. Johnson, tidligere republikansk guvernør og ærke-liberal, får 8 procent og tager også halvdelen fra Hillary.

Det sidste er overraskende, og Justin Baretsky, strateg i ’Priorities USA Action’, som er Hillary-kampagnens største fundraiser, har identificeret det som den største udfordring: Hvorfor omfavner de folk, som virkelig ikke kan lide Trump, ikke Hillary?

”Vi igangsætter nu en multimillion-dollar digital kampagne, som fortæller om, hvad der er på spil, og på at en stemme på en tredjepartikandidat i virkeligheden er en stemme på Trump, som er imod alt, som disse unge vælgere står for,” siger Baretsky.

Foragt for eliten
Men hvorfor svigter de unge vælgere Hillary?

Forklaringen er dels, at de fortsat opfatter hende som en del af den politiske elite, som de foragter. Dem, de giver skylden for især den stigende ulighed og den forværrede klimakrise. Hillary har – sandt for dyden – været træg at trække hen til disse politiske emner.

Det var de emner, som gav Bernie Sanders succes i primærvalget, og som nu gør Elizabeth Warren, demokratisk senator fra Massachusetts, så populær. Målinger viser også, at Hillarys negative kampagne mod Trump har skygget for hendes egen politik, som for få nu kender.

Kampen mod klima og ulighed 
Hillary-kampagnen har nu accepteret problemerne – og de kommende dage prøver at løse dem: Netop Sanders og Warren skubbes på banen i den vigtigste industristat Ohio – og Al Gore, klimaforkæmperen, kommer også i aktion i Pennsylvania. Kamp mod ulighed og for klima skal frem på dagsordenen.

Gore ved, som han siger til New York Times, af personlig erfaring, at ’hver eneste stemme tæller’: Ved præsidentvalget i 2000 fik han flere stemmer på landsplan end George W. Bush, men han tabte – især fordi Florida gik til Bush, som fik sølle 537 stemmers mere.

Og, her kommer det vigtige:

Den grønne kandidat, Ralph Nader, som på landsplan fik under tre procent, fik i Florida 97.488 stemmer. De fleste, helt givet, taget fra Gore.

Mangler begejstring
Her har vi årsagen til den helt store bekymring i Hillarys kampagne:

Hvis det ikke lykkes at stoppe sivningen fra hende til både Johnson og Stein, så risikerer hun simpelthen at tabe.

Hun skal finde en måde at appellere til især de unge vælgere. Hun skal gøre det, hun hidtil har haft så forbandet svært ved: at begejstre sin base.

Og hun skal i gang nu!

---
Hver lørdag frem til det amerikanske valg 8. november 2016 vil David Trads skrive klumme i Altinget om den amerikanske valgkamp. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00