Kommentar af 
David Trads

Trads: Hvad nu, hvis Løkke rent faktisk var gået?

KLUMME: Hvis Lars Løkke Rasmussen (V) var stoppet som formand i 2014, havde det politiske landskab set væsentlig anderledes ud. Det mener David Trads, der her kommer med fem bud på, hvad det ville have betydet.

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen efter mødet i Odense Congress Center, der var tæt på at blive Løkkes sidste som V-formand.
Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen efter mødet i Odense Congress Center, der var tæt på at blive Løkkes sidste som V-formand.Foto: /ritzau/Ole Frederiksen
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En dag i Lars Løkke Rasmussens liv som Venstres formand var meget, meget tæt på at blive hans sidste:

Krise på krise, skandale på skandale, nederlag på nederlag hobede sig så meget op, at Løkke tirsdag 3. juni 2014 på vej til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i Odense skrev en sms til sin hustru, som var i London:

”Last day at the office, nu får vi mere tid. Så skal vi finde ud af, hvad vi skal bruge den til.”

Løkke, manden med flere politiske liv end nogen anden, troede, at det var slut. Det oprør, som var indledt mod ham, var for stærkt. Endnu et politisk come-back syntes håbløst. Han var parat til at give op, fortalte han i et opsigtsvækkende interview i weekenden til Fyens Stiftstidende.

Men, som vi alle ved, så klarede ræven sig alligevel. Han beholdt – mod alle odds – sin formandskasket. Indgik en fredsaftale med udfordreren, Kristian Jensen – og resten er, som man siger, historie. I dag er manden, som var sekunder fra at forsvinde, statsminister.

Så her er et dejligt kontrafaktisk spørgsmål:

Hvad nu, hvis Løkke rent faktisk var gået den junidag for tre år siden? Hvordan ville dansk politik så have set ud? Her er mine fem – selvsagt komplet spekulative – bud på, hvordan virkeligheden kunne have set ud i dag:

For det første – Kristian Jensen ville selvfølgelig være Venstres formand:

Hvis Løkke havde trukket sig, ville Venstre være kastet ud i en troværdighedskrise, som kun ville kunne have været blevet bremset med universel opbakning til den nye formand. Den erkendelse ville kloge folk i partiet hurtigt have indset – og derved standse et formandsopgør.

Kristian Jensen, næstformanden, ville uden modkandidater blive ny formand. Han ville – lige så sikkert – have udpeget en bred ny ledelse. Han ville gennemføre et generationsskifte, så folk som Sophie Løhde, Søren Gade og Karsten Lauritzen ville stryge til tops.

For det andet – Helle Thorning-Schmidt ville fortsat være statsminister:

Selv om Venstre med Løkke ude af vagten og Jensen som ny formand ville være sluppet fri for skandale-imaget, så ville usikkerheden koste blå blok den valgsejr, de stod til inden formandsskiftet. Vælgerne ville vælge det sikre kort – fortsætte med Thorning-Schmidt.

Den flygtningekrise, som opstod i 2015, betød imidlertid, at SR-aksen knækkede, så Radikale trådte ud af regeringen. Den rene S-regering førte udlændingepolitik med Dansk Folkeparti og de øvrige blå partier. Radikale så rasende til.

For det tredje – Venstre ville i dag stå stærkt i målingerne:

Efter valget, som gav et fint, men ikke prangende resultat, ville Jensen begynde sin rekonstruktion af partiet. Mere liberalt, mere optimistisk, mere globalt og frem for alt mere i harmoni med yngre vælgere. Konservative og Liberal Alliance ville gispe efter vejret.

Venstre ville stå virkelig stærkt i meningsmålingerne – ofte ville blå blok føre over rød blok. Der ville dog være store diskussioner om, hvorvidt Dansk Folkeparti, som i stigende grad var Thorning-Schmidts nære allierede, ville ende med at gå med i hendes regering. Både på udlændinge- og velfærdspolitikken ville de nemlig indgå forlig efter forlig.

For det fjerde – De Radikale ville i den grad være på vej til at skifte fløj:

Efter at have forladt regeringen – simpelthen fordi de ikke ville gå med til flere stramninger af udlændingeloven som følge af flygtningekrisen i 2015 – ville Morten Østergaard ny-orientere sit partis kurs. Mere vægt på at være liberal og liberalistisk.

Med Kristian Jensen i spidsen for Venstre, ville Inger Støjberg være skubbet i baggrunden, så især partiets integrationspolitik ville være noget, som Radikale ville kunne spejle sig i. På Christiansborg ville de fleste gå og vente på, at Østergaard officielt ville skifte side.

For det femte – Løkke selv ville være et vingeskudt menigt folketingsmedlem:

Løkke ville ydmyget have forladt hovedbestyrelsesmødet som en eklatant fiasko. På halvandet år havde han med sine selvpålagte skandaler – fra fly på første klasse til medlemsbetalte luksusunderbukser – gået fra at være kongen af dansk politik til en helt færdig mand.

Ingen i Venstre skyldte ham noget. Erhvervslivet var rasende. Internationalt var han glemt. Hans håb om at få en ny karriere uden for Christiansborg ville møde en mur. Han ville – formodentlig – i dag være et vingeskudt menigt folketingsmedlem. En skygge af sig selv.

Konklusion:

Det er virkelig, virkelig nemt at forstå, hvorfor Løkke valgte at tage kampen den dag for tre år siden i Odense. I dag er han – trods alt – landets statsminister. Han har den post serveret, han lever og ånder for. Presset i defensiven, ja. Mange uforcerede fejl, ja. Men statsminister!

......

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00