Trads: I Danmark gør vi nar af udenrigspolitikken

KLUMME: Danmarks konstante udskiftning af udenrigsministeren er pinlig og useriøs. Signalet er klokkeklart: Udenrigsministeriet er ikke særligt vigtigt, skriver David Trads.

For lidt over et år siden sad jeg en sen aften med en af det palæstinensiske selvstyres chefforhandlere på en restaurant på Vestbredden. Vi talte selvsagt om fredsprocessen – og på et tidspunkt spurgte jeg ham, hvad han mente om den danske position:
”Åh, det ved jeg ærligt ikke,” svarede han, ”for I skifter jo udenrigsminister så tit, at vi ikke når at lære den ene at kende, før der kommer en ny. Vi orker næsten ikke at briefe dem mere.”

Han havde jo ret – for prøv bare at se, hvor kort tid de forløbne fem udenrigsministre hare haft:

Kristian Jensen (V): Et år og fire måneder.
Martin Lidegaard (R): Et år og fire måneder.
Holger K. Nielsen (SF): To måneder.
Villy Søvndal (SF): To år og to måneder.
Lene Espersen (K): Et år og ni måneder.

Det er jo ærligt talt pinligt og useriøst. Ja, man kan også sige, at det er at gøre nar ad vores forhold til omverdenen. Signalet er jo klokkeklart: Udenrigsministeriet er ikke særligt vigtigt.

Og var det så bare kun det, at vi skifter udenrigsministeren ud i tide og utide – nej, det er værre, for skiftende statsministre opdeler også uafladeligt ministeriet i atomer, så der bliver plads til alle mulige juniorministre:
Lars Løkke Rasmussen (V) har eksempelvis lige delt ministeriet op i tre – med oprettelsen af småposterne for udvikling og nordisk samarbejde. Helle Thorning-Schmidt (S) delte det op i fem – med etableringen af småposter for handel, udvikling, det nordiske og Europa.

Det giver næsten sig selv, at de ministre, der forvirret løber ind og ud af dørene i et ministerium, der efter forgodtbefindende splittes og samles, aldrig når at sætte et politisk fodaftryk. De halser bare efter de dagsordener, der dukker op. De har ikke noget kompas.

Prøv engang at overvej et øjeblik, om du eksempelvis kan huske bare én ting, som Jensen, Lidegaard, Holger K, Søvndal eller Espersen særligt stod for? Jeg kan ikke selv komme i tanke om en eneste ting. Ikke at de var dårlige ministre. De gjorde bare ingen forskel. Det gjorde Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg Petersen og Per Stig Møller, som alle sad længe, derimod.

Som Rikke Hvilshøj, Venstres integrationsminister 2005-07, så indlysende sagde i DR2’s Deadline mandag aften, ”så bliver det politiske system mere afhængigt af embedsmandsapparatet, jo oftere ministrene skiftes ud.” Det giver sig selv.

Når man rykker ind i Udenrigsministeriet, bliver man overvældet af komplekse sager og konflikter. Tag bare lige nu og her:
En dansk løsning i forhold til Europol. Hvor skal Danmark placere sig i Arktis? Hvordan skal vi håndtere Donald Trump? Hvad med Brexit? Syrien? Rusland? Tyrkiet? Polen? Atomaftalen med Iran? EU’s store krise? Kollapsende globale handelsaftaler? Fred i Mellemøsten? Etc.!
I alle disse sager har Danmark ofte ikke bare en abstrakt interesse, men også en helt konkret og vigtig dansk interesse. For at få den danske særinteresse igennem er det afgørende, at vores udenrigsminister har et solidt personligt kendskab til kolleger og de sager, der verserer.

Kristian Jensen, som netop har sagt farvel til Asiatisk Plads, var, synes jeg, en lovende minister, men han var stadig i færd med at lære sit job. Han havde aldrig – før han fik posten – markeret sig på området. De fleste steder, han kom, havde han aldrig været før.
Netop nu, hvor Danmark forhandler en aftale på plads om Europol, er der i den grad behov for at kunne udnytte de kontakter, som han trods alt har nået at opbygge. Nu begynder vi så forfra – for i en regeringsrokade, der kun handler om Christiansborg-taktik, røg han ud.

Med Anders Samuelsen (LA) begynder vi forfra. Ja, i den grad forfra. Jeg har fulgt og kendt Samuelsen tæt i næsten tyve år – og anerkender i den grad hans dygtighed – men jeg har aldrig grebet ham i stor interesse for det udenrigspolitiske.
Da Liberal Alliance blev etableret, havde partiet officielt – ja, der står O-F-F-I-C-I-E-L-T – ingen udenrigspolitik. Det måtte komme engang, forlød det muntert. Senere fastslog Samuelsen, at udenrigspolitik bare handler om at finde ud af, hvad USA mener, og så rette ind.
I dag er han så udenrigsminister. Uden erfaring. Uden nogen dokumenteret interesse. Gad vide, om han eksempelvis har nogen holdning til konflikten mellem Israel og Palæstina?

Nå, det er sikkert også ligegyldigt – for om et år eller to har vi sikkert fået en ny på den post. Rundt om i verden må de tage sig til hovedet.

---

Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Derfor er Anders Samuelsen så dygtig Trads: Derfor er Anders Samuelsen så dygtig Næste artikel David Trads: Jeg savner Naser Khader i regeringen David Trads: Jeg savner Naser Khader i regeringen