Trads: Jo, jo, LA er i regering, men det er jo ikke til at se

For et resultatorienteret parti som Liberal Alliance må det være på sin plads at aflevere et ’halvårsregnskab’ – men da de ikke selv er kommet med et, kommer jeg til undsætning med en liste over partiets sejre i regering:

1) ...
2) ...
3) ...

Hov, listen er tom... men virkeligheden er jo, at LA ganske vist er medlem af regeringen, men at det i den grad er svært at se, hvad de har fået ud af at være med? Er der nogen af LA's ministre, som har formået at levere en politik, som er mere liberal, end hvis de ikke var med?

For det første udenrigsminister Anders Samuelsen:

Er der nogen af LA's ministre, som har formået at levere en politik, som er mere liberal, end hvis de ikke var med?

David Trads

Partilederen, som åbenlyst elsker sit nye job, har, så vidt jeg har iagttaget, ikke ændret eller skærpet dansk udenrigspolitik. Der er ikke den mindste forskel i den kurs, som han fører, og den kurs, forgængere som Villy Søvndal eller Martin Lidegaard stod for. Det er det samme.

For det andet økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll:

Efter et halvt år i regering ligner LA imidlertid et almindeligt magtparti, som går på kompromis med det hele.

David Trads

Ideologen, som så ivrigt krævede lavere skattetryk og mindre offentlig sektor, inden han blev minister, ligner i dag mere en bestyrer af det bestående. ’Dansk økonomi er på rette spor,’ sagde han, da han tiltrådte og glædede sig over en vækst på (sølle) 1,7 procent – og, ironisk nok, meddelte, at den offentlige vækst vil være på 0,7 procent i år og 0,8 procent næste år.

For det tredje transportminister Ole Birk Olesen:

Den hårdt plagede minister, som var tæt på fyresedlen, da han holdt oplysninger tilbage for Folketinget, bliver kørt rundt i manegen af oppositionen, som har ’tvunget’ ham til at lukke Uber, og som indgik et trafikforlig uden om ham. ’Forbuds-Ole’ er som en løve i bur.

For det fjerde kulturminister Mette Bock:

Når man ser de nyheder, som Kulturministeriet spyr ud, så er alt ved det gamle – for ministeren deler lystigt ud af statens penge til dette og hint. Hun har dog nedsat et par ’visionsgrupper’ og har rejst rundt i landet for at ’lytte’ til mediebrugere. Nogen særlig liberal kursændring er dog svær at få øje på.

For det femte ældreminister Thyra Frank:

Tja, hvad skal man snart sige? Ministeren, der blev hentet ind fra kulden – husk hun blev ikke genvalgt ved sidste valg – har slet ikke fået markeret sig. Det virker ærligt talt, som om hun er helt overmatchet som minister. Reelt er hendes indflydelse ikke til at få øje på.

For det sjette undervisningsminister Merete Riisager:

Her er noget, der ligner en succes – for ministeren synes både sikker i detaljerne - og endnu vigtigere, udstyret med et klart politisk kompas. Hun ved, hvad hun vil. Den bekymring hun senest viste om, at opgøret med den ’sorte skole’ var gået for langt, er rigtig liberal politik.

Er det urimeligt at dømme de seks ministre og derved Liberal Alliances regeringsdeltagelse så tidligt? Egentlig ikke – for vi må ikke glemme, hvordan LA’erne, inden de fik de gyldne kæder på, underholdt alle andre om, hvordan man kunne nå sine mål, hvis bare man har visioner.

Efter et halvt år i regering ligner LA imidlertid et almindeligt magtparti, som går på kompromis med det hele. Kan topskatten ikke falde? Nå, så siger vi det! Kan vi ikke få minusvækst i det offentlige? Nå, det er også lige meget. Kan vi ikke sikre Uber? Nå, vi må videre!

Men – og det er et vigtigt men: Det er kun et ’halvårsregnskab’, jeg her er kommet med. Dygtige direktioner er gode til at rette op efter et svagt halvår – og nu må vi se, om Samuelsen & Co springer ud som liberale løver i andet halvår? Jeg er ikke længere så sikker.