Kommentar af 
David Trads

Trads: Kunne man forestille sig Macron i Danmark?

KLUMME: Hvordan ville situationen tage sig ud i Danmark, hvis vi skulle opleve et tilsvarende vanvittigt valg, som det netop overståede i Frankrig, funderer David Trads.

Valget af Macron i Frankrig peger på nye strømninger i europæisk politik.
Valget af Macron i Frankrig peger på nye strømninger i europæisk politik.Foto: Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er selvfølgelig noget surrealistisk over det franske valg – for den kæberyster, som vælgerne har smadret de etablerede partier med, er exceptionel:

Socialisterne – Mitterrands og Hollandes parti – er knust. Borgerligheden – Chiracs og Sarkozys bevægelser – er mast. Deres kandidater ved det netop overståede valg led forsmædelige nederlag. Ja, for første gang nogen sinde røg de begge ud ved første valgrunde.

I stedet rejste en strøm af protestkandidater sig, som fik folkets opbakning:

Jean-Luc Mélenchon, en yderligtgående venstresnoet fan af Castro og Chavez, fik et fortrinligt valg. Marine Le Pen, en ekstrem islamofob, klarede sig bedre end nogensinde. Emmanuel Macron, en mand, der aldrig havde været valgt til noget, vandt Gud-hjælpe-mig.

Et fransk scenarie, hvor vi pludselig i Danmark sparker alle de gamle partier bort, synes ikke sandsynligt. Endnu! Men det kan komme pludseligt.

David Trads

Det ville – hvis vi var i Danmark – svare til følgende udfald af et folketingsvalg:

Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre og De Konservative i kollektivt kollaps; Alternativet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti med store sejre; og så – ud af ingenting – en vinder fra et helt nyt parti med en kandidat, der smed traditionel partidannelse ud med badevandet.

Læs mere: Macron bliver Frankrigs næste præsident

Kunne man forestille sig det? Svært, men måske! Men hvem pokker er så den danske Macron?

Lad mig først beskrive, hvad der skal til, før scenariet giver mening:

For det første – uro: Fra 1982 til 2009 var dansk politik præget af stor stabilitet. Schlüter, Nyrup og Fogh var statsministre i mange år med nogenlunde sikker opbakning. Siden har ustabilteten hærget. Thorning-Schmidts og Løkkes regeringer har været usikre.

Løkkes Venstre-regering holdt halvandet år – plaget af parlamentarisk uro. Den nye VLAK-regering står også på kviksand. Det er som om, at oppositionen – Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – styrer. Parlamentarisk hoppes der fra krise til krise.

Hvis Mette Frederiksen bliver statsminister efter næste valg, tyder meget på, at den uro vil fortsætte. Rød blok er – for nu at sige det mildt – i dag mindst lige så usammenhængende som blå blok. Hun vil også skulle søge usikre flertal i Folketingssalen fra sag til sag.

Læs mere: Nu skal Macron undgå at ende som Obama

For det andet – utilfredshed: De bølger af kriser, som har ramt verden og Danmark de forløbne år, er massive. Finanskrisen, øget ulighed, udkants-problematikken, indvandringen, terroren, skatte-kollapset. Tilsammen tegner de et billede af, at politikerne har mistet grebet.

Men hvem er egentlig mest skyldige? Tag skatte-katastrofen, som såvel blå som rød blok er viklet helt ind i. Tag uligheden, der er vokset konstant uanset, hvem der sidder i regering. Tag indvandringen, som er fortsat uagtet, hvem der har siddet i Prins Jørgens Gaard.

Kombinationen af de to – parlamentarisk uro og utilfredshed med udviklingen – er præcist opskriften på, at vælgerne går til oprør. Vælger Trump i Amerika og Macron i Frankrig. De vil have nogen, der kan ryste posen, prøve noget nyt, hælde de gamle af brættet.

I Danmark er vi ikke der endnu. Utilfredsheden med de eksisterende partier er ikke på niveau med resten af Vesten. Der er større opbakning til det traditionelle her. Men: Bemærk, at de fire nyeste partier – Enhedslisten, DF, LA og Alternativet – har omkring 40 procents opbakning.

Se mere: Europaredaktør: Det er en kæmpestor opgave, der venter Macron

Et fransk scenarie, hvor vi pludselig i Danmark sparker alle de gamle partier bort, synes ikke sandsynligt. Endnu! Men det kan komme pludseligt. Det kræver formentligt, at Løkke taber næste valg, og at Frederiksen som ny regeringschef heller ingen vegne kommer.

Sker det, ja, så kan vi også her i landet pludseligt se forudsætningerne for en dansk Macron.

Hvem kunne det så være? Ja, det skulle være en person, som vælgerne opfatter som hævet over normal partipolitik. En karismatisk person, som kan tale til folks følelser. En kompetent mand eller kvinde, der kan appellere både socialt og liberalt. En slags superman eller superwoman.

Jeg har ingen bud på, hvem det konkret kunne være. Ingen forudså Trump. Ingen forudså Macron. Den slags dukker pludseligt og overrumplende op, når – eller rettere: hvis – chancen byder sig.

.........

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00