Kommentar af 
David Trads

Trads: Mon Mette Frederiksen snart er statsminister?

KLUMME: Socialdemokratiet har i den grad momentum lige nu. Blå bloks åbenlyse problemer skygger for, hvor godt S egentligt er kørende, skriver David Trads. 

Foto: Henning Bagger/Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er to målinger fra de forløbne dage, som må få socialdemokrater til at bryde ud i ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ – for de er altså sød musik for det store parti:

Først en Gallup-måling som viser, at Mette Frederiksen er landets klart foretrukne statsminister. 44 procent foretrækker hende, 30 procent peger på Lars Løkke Rasmussen. Ovenikøbet på et tidspunkt, hvor 59 procent siger, at flygtninge- og indvandrere er det vigtigste emne.

Så Voxmeters ugentlige politiske indeks, som giver rød blok en klar føring. 52,2 procent mod 47,8 til blå blok. Endnu bedre for Socialdemokratiet, som står til 27,7 procent. Dramatisk større end Venstre og Dansk Folkeparti. I givet fald bedste valg siden 2001.

Regeringen i umulig situation
Og lad os ikke glemme den kaotiske blå virkelighed:

Rød blok størst + S i vækst + Mette Frederiksen mest populær + blå blok i kaos = Vi får nok snart valg, og så bliver Frederiksen statsminister!

David Trads

Den lille Venstre-regering er bragt i en tæt på umulig situation, hvor Liberal Alliance ultimativt kræver topskattelettelser på fem procentpoint til alle, mens Dansk Folkeparti lige så ultimativt pure afviser det. Løkke ligner en, som er sat skakmat.

Så her er en politisk ligning, som er nem at forstå:

Statsministeren vil selvfølgelig kæmpe for at beholde magten så længe som muligt. Han har nul interesse i et valg her i efteråret. 

David Trads

Rød blok størst + S i vækst + Mette Frederiksen mest populær + blå blok i kaos = Vi får nok snart valg, og så bliver Frederiksen statsminister!

Det berømte momentum i politik er i den grad med Socialdemokratiet netop nu – og det er en noget underspillet virkelighed i disse uger. Det store fokus på blå bloks åbenlyse problemer har skygget for, hvor godt S egentligt er kørende.

Derfor går det så godt for S
Men hvorfor går det så godt for Mette Frederiksen & co? Det er der primært fem årsager til:

For det første står Socialdemokratiet for første gang siden 1980erne, måske endda 1970erne, sammen om udlændingepolitikken. Partiets strammere har vundet endegyldigt – og kursen er nu ligeså hård som Venstres. Det ved vælgerne, og de er glade for det.

For det andet har partiet klart markeret sig som et ’rødt’ parti på en måde, der betyder, at ingen betvivler dets fordelingspolitiske udgangspunkt. Det klare nej til lettelser af topskat og hævelse af pensionsalder er tydelige eksempler. ’Blå Bjarne’ (Corydon) er fortid.

For det tredje består Socialdemokratiet for første gang siden 1990erne af en samlet, erfaren og stærk ledelse. Udover formanden er det gruppeformand Henrik Sass Larsen og politisk ordfører Nicolai Wammen. Tidligere ministre der har styr på butikken – og det kvitterer vælgerne for.

For det fjerde symboliserede den netop overståede kongres den nye samling. Ikke en af de ’gamle’ tog ordet og kritiserede. Tværtimod leverede Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft varen med utvetydigt opbakning til den nye ledelse. Det er faktisk breaking news.

For det femte har Mette Frederiksens venligheder over for Dansk Folkeparti – som hun har sagt, at hun har et ’tillidsfuldt’ forhold til – givet de frafaldne vælgere, som er gået til netop DF de forløbne 10-15 år, en nemmere vej ’hjem’. Hun har lagt ’stueren’-diskussionen død.

Løkke kæmper for magten
Inden træerne vokser ind i himlen for Socialdemokratiet, er det selvfølgelig værd at erindre, at det jo fortsat er Løkke, som har den berømte serveret i dansk politik. Med andre ord: Han kigger selvfølgelig også på de udviklinger, som lige nu går Socialdemokratiets vej.

Statsministeren vil selvfølgelig kæmpe for at beholde magten så længe som muligt. Han har nul interesse i et valg her i efteråret. Der er al mulig grund til at tro, at han bruger alle sine vågne timer på at udtænke en løsning, der kan hugge den blå bloks gordiske knude i stykker.

Han skal simpelthen finde en model, som Anders Samuelsen kan gå med på. Det er Løkkes eneste mulighed for at overleve. Ikke umuligt, men jeg kan ikke erindre en sværere opgave for en statsminister. Misser han den, ja, så er Mette Frederiksen nok snart statsminister.

---
David Trads har hver tirsdag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00