Kommentar af 
David Trads

Trads: Schlüters ‘Århundredets Skatteplan’ endte med…ingenting

KLUMME: VLAK-regeringen har samme problem som Schlüter og Fogh: Der er simpelthen ikke flertal for ’historiske’ forandringer af grundlaget for vores velfærd. De, der ønsker mere velfærd, har 114 mandater, skriver David Trads.

STILSTAND: Poul Schlüter stod med samme problemer i 1989, som Anders Samuelsen står med i dag, skriver David Trads.
STILSTAND: Poul Schlüter stod med samme problemer i 1989, som Anders Samuelsen står med i dag, skriver David Trads.Foto: Lars Krabbe/Polfoto
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man skal altid passe på – meget på – når ledende politikere lover os enorme omkalfatringer af vores samfund. Tag bare Anders Samuelsen, udenrigsminister og partileder for Liberal Alliance, som i søndags bombastisk stillede os følgende i udsigt:

”Historisk store skatte- og afgiftslettelser.”

I dag kan dagbladet Børsen så via deres regeringskilder fortælle, at regeringen formentlig spiller ud med skattelettelser på i alt ti milliarder kroner. Det svarer til sådan cirka én til halvanden procent af landets samlede skatteindtægter. Ligefrem historisk? Nej, vel?

Men… lidt skal også have ret – og mon ikke, at det skatteforlig, der kommer engang i efteråret, ender et stykke under den ene procent. Lidt på bundskatten, lidt på bilafgifter, lidt på sære afgifter (mon ikke LA får en ’sejr’ ved, at den særligt høje afgift på mandler ryger?).

Med Verdensrekord i skattetryk er det på tide at sige nok er nok.

Poul Schlüter
Tidl. statsminister (Kons.)

Det bliver med andre ord formentlig, som det plejer i Danmark. Regeringen flytter rundt på en procent og kalder det for ’historisk’ – selv om ændringen er så beskeden, at den næsten ikke kan ses. Det er, synes jeg, faktisk vældigt godt, da det er et udtryk for et velfungerende land.

Samuelsen er selvsagt ikke den første politiker, som slår ud med armene og lover ’historiske’ ændringer. Op til det valg i 2001, som endte med at give Anders Fogh Rasmussen magten, meddelte Venstre i store annoncer, at tiden var inde til et ’historisk’ opgør med skatten:

Regeringen flytter rundt på en procent og kalder det for ’historisk’ – selv om ændringen er så beskeden, at den næsten ikke kan ses.

David Trads

”Med Verdensrekord i skattetryk er det på tide at sige nok er nok.”

Men som Mads Lundby, cheføkonom i Cepos, dengang økonom i Venstre, forleden forklarede i Weekendavisen, er skattetrykket kun faldet ’en lille bitte smule’ siden – selv om blå blok i de forløbne 16 år har haft magten i 75 procent af tiden. Siden 2002 har vi haft OECD’s højeste skattetryk.

Går vi lidt længere tilbage i tiden – til første halvår af 1989 – så gik den daværende borgerlige regering også virkelig til stålet:

Poul Schlüter, den konservative statsminister, meddelte i sin nytårstale, at regeringen ville komme med ’århundredets udspil’, og umiddelbart efter fulgte han op på forsiden af Berlingske med løftet om ’danmarkshistoriens største plan.’ Store ord!

Problemet for Schlüter – og senere for Fogh og aktuelt for den nuværende regering – er, at der i reglen er endog meget langt fra de drømme og visioner, som et enkelt parti eller en regering har, og så til at finde et brugbart flertal i Folketinget til at gøre planen til en konkret aftale.

KVR-regeringen brugte måneder i første halvdel af 1989 på overhovedet at blive enige om et udspil, som endte med mest at handle om marginalskatten. Socialdemokratiet kom med deres egen plan – ’Gang i 90’erne’. Der blev ingen samlet aftale. Det blev et nederlag for Schlüter.

VK-regeringerne prøvede også mange gange på at få sat skatten mærkbart ned. Trods mange anstrengelser – især fra Bendt Bendtsen, den konservative økonomiminister og partileder – om at få topskatten sænket, lykkedes det aldrig. Dansk Folkeparti ville ikke være med.

I dag står VLAK-regeringen i virkeligheden med samme problem som Schlüter og Fogh:

Der er simpelthen ikke flertal for ’historiske’ forandringer af grundlaget for vores velfærd – nemlig inddrivelsen af skatter og afgifter. De, der ønsker mere velfærd – S, DF, EL, SF og Alternativet – er simpelthen alt for stærke: 114 mandater. Et solidt flertal.

Den slags kaldes på Christiansborg for ’de faktiske forhold i jernindustrien’ – oprindeligt et Storm P-udtryk fra 1915 om, hvad der kan lade sig gøre. Du kan hoppe og danse om ’historiske’ ændringer – typisk store lettelser af skatten – men der er ikke flertal for det.

Samuelsen fik ikke sine topskattelettelser. Han får næppe heller nogen ’historisk’ skatteaftale. Men… han får nok sikret, at mandler bliver lidt billigere. Det er også en slags sejr.

------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

Poul Schlüter

Fhv. statsminister (K), fhv. partiformand & MF, fhv. MEP
cand.jur. (Københavns Uni. 1957)

0:000:00