Trads: Socialdemokrater bør søge inspiration hos Corbyn og Lykketoft

Der er fire begivenheder fra de forløbne få dage, som socialdemokrater virkelig bør tænke grundigt over:

For det første den tale, som Jeremy Corbyn, lederen af Labour, holdt foran titusinder på en britisk musikfestival, som minder om Roskilde Festivalen. Han tryllebandt det unge publikum med en tale, der, ja, lød som sådan en, Svend Auken ville have holdt i 1980'erne.

For det andet det indlæg, som Mogens Lykketoft, måske landets mest succesrige finansminister nogensinde, skrev i Ræson i denne uge om en ’næsten revolutionær stemning’ i vælgerkorpset. En uro skabt af den skæve fordeling af goderne og bekymring for fremtiden.

For det tredje den Gallup-måling, som Berlingske bringer i denne uge op til kommunalvalget i Københavns Kommune, hvor det ser ud til, at Enhedslisten indhenter Socialdemokratiet. Årsagen, siger analytikere, er i høj grad, at Frank Jensen, borgmesteren, ligner de borgerlige.

Tænk – bare tænk – at en socialdemokrat får lov til at tale foran et feststemt publikum. Tænk – bare tænk – at han ovenikøbet blev mødt af et kor af titusinder af unge, som sang ’Oh, Jeremy Corbyn.’

David Trads

For det fjerde det suppleringsvalg i Georgia i USA, hvor det for fjerde gang, siden Trump blev valgt, ikke lykkedes Demokraterne at slå en i øvrigt svag republikansk kandidat. Hvorfor? Fordi partiet tror, at det er nok at være imod, men forsømmer at tænke progressivt.

De to første begivenheder – Corbyns tale og Lykketofts indlæg – viser en vej fremad, som ledende socialdemokrater bør lade sig inspirere af. De to andre – Gallup-målingen og USA-valget – bør tjene som advarsler om, hvad der kan gå galt, hvis man lader stå til.

Corbyn, den 68-årige venstresnoede socialdemokrat, minder mig i den grad om Bernie Sanders, den endnu ældre Demokrat, som var så tæt på at slå Hillary Clinton. Præcis som Sanders kan Corbyn rive forsamlinger, især unge, med sig, fordi han er en populist.

Den tale, han forleden holdt på Glastonbury-festivalen, var bemærkelsesværdig. Tænk – bare tænk – at en socialdemokrat får lov til at tale foran et feststemt publikum. Tænk – bare tænk – at han ovenikøbet blev mødt af et kor af titusinder af unge, som sang ’Oh, Jeremy Corbyn.’

Hvad var det så, han sagde, og som var med til at give Labour et løft på ti procentpoint fra 30 til 40 procent af vælgerne? Hvad er det budskab, som så mange, især unge, bakker op om? Corbyn talte om sexisme, racisme, homofobi, fattigdom – og han drømte om en bedre verden:

Han sagde: ’Byg broer, ikke mure’. Han udbrød: ’Politik handler om os alle; om hvad vi vil; og om, hvad vi vil for alle andre’. Han fastslog: ’Det er forkert, at unge skal betale mere for at få mindre uddannelse, sundhed, boliger, pensioner og alt muligt.’ Han understregede: ’Lad os stoppe nedgørelsen af flygtninge.’

Han uddybede: ’Lad os se på årsagerne til ustabiliteten og krigene: Grådigheden efter naturressourcer, menneskerettigheder, den urimelige indespærring af politiske modstandere. Lad os opbygge en verden, baseret på menneskerettigheder, fred, retssikkerhed og demokrati på hele kloden.’

Han fortsatte: ’Jeg ønsker en verden, hvor er der er lige muligheder for alle i vores samfund. Det betyder, at vi skal sprede værdierne til alle dele af vores land og kæmpe for en global politik, som faktisk deler rigdommen.'

Og så sluttede han af med et digt – ja, ikke bare et omkvæd fra en populær popsang, men faktisk et digt af Percy B. Shelly, som skrev i begyndelsen af 1800-tallet – for at flamme masserne op:

”Rejs jer som løver efter luren//i et uomtvisteligt antal//ryst jeres lænker til jorden som dug//som i søvnen var faldet på jer//for I er de mange//de er de få.”

Corbyn har sine fejl – for eksempel hans støtte til Castro og Chavez – så han kan naturligvis ikke følges en til en i en dansk sammenhæng. Men den evne, han har – fordi han drømmer om og rent faktisk tror på en bedre verden – er inspirerende. Præcis som Sanders var og er.

Corbyn, Sanders og Lykketoft er eksempler på politikere, som forstår, hvor forkert ’nødvendighedens politik’ og ’sådan er det jo-retorikken’ er. De er i gang med at drømme. De er i gang med at lytte til det vælgerhav, som synes – med rette – at udviklingen er skæv.

Gallup-målingen i København viser, at vælgerne straffer det etablerede, når det ser ud til, at det etablerede er tilfreds med status quo. Når det etablerede – i det konkrete tilfælde Frank Jensen – ligner noget, der faktisk ikke rigtigt vil gøre noget ved de ting, der optager folk.

Der er, som Lykketoft skriver i sit indsigtsfulde indlæg, noget, der ligner ’en revolutionær stemning’ blandt store dele af vælgerne – en ‘uro er skabt af harme over den skæve fordeling af goderne og bekymring for fremtiden’:

”Det kan centrum-venstre omsætte til ny fremgang, hvis man kan give mere slagkraftige og sympatiske svar på bekymringer for folkevandringer, automatisering og frihandel. Svaret: at investere i større tryghed og i de kvalifikationer, der giver adgang til et nyt og bedre job end dét, der er tabt eller truet.”

......

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.