Trads: Trump er tabernes fuck-finger til eliten

Da jeg gik på High School i Michigan i midten af 1980'erne, var jeg bryder på skoleholdet – og hver lørdag morgen så mig og mine venner ’pro-wrestling’ i fjernsynet. Det særlige ved ’pro-wrestling’ er, at det er en showsport, hvor man aldrig rigtigt ved, om det er skuespil eller virkelighed. Det er ’reality-tv’ – og det var stærkt, stærkt underholdende at se de farverige ’brydere’ kaste rundt med hinanden … og med fornærmelserne.

’Pro-wrestling’ er alt det modsatte af politisk korrekthed. Her er masser af ’lockerroom-talk’, hån af homoseksuelle, sexisme mod kvinder, latterliggørelse af dværge, grov diskrimination mod sorte. Den slags. Det er den lille mands sport. Ingen Pinot Noir – masser af Budweisers.

En af mine favoritter dengang var Jesse Ventura. En bulderbasse af massivt stål. En kæmpe, der kylede sine modstandere ud af ringen. En brovtende storskryder, som ofte greb mikrofonen og udbasunerede hån, spot og latterliggørelse over alle andre. En sjov fyr!

Da Jesse Ventura trak sig tilbage som bryder, gik han – fuldkommen overrumplende – ind i politik: I 1998 stillede han op til guvernør-posten i Minnesota. Hans kampagne var absurd. Han indrømmede eksempelvis ofte, at han ikke anede, hvad der blev talt om.

Trumps vælgere elsker hans slogan – ’Make America Great Again’ – og hans nostalgiske fortælling om et Amerika, der var engang

David Trads

Manden sagde også ting, som normalt ville have været politisk harakiri: En dag erklærede han sig som tilhænger af bøsser i militæret – og tilføjede – at han gerne selv ville have tjent side om side med dem, for ’så ville der være færre til at kæmpe om pigerne, når vi var på bar.’

De pæne mennesker i Minnesotas åndselite troede ikke deres egne øjne og øren. De tog sig heller ikke meget af manden, der stillede op for et normalt ukendt parti. Han havde ingen penge, sagde dumme ting, virkede usammenhængende, ja, de så ham som lidt af en klovn.

Men, surprise, surprise: Jesse Ventura vandt gudhjælpemig valget – og var i fire år sin stats guvernør! Hvorfor vandt han? Fordi borgerne tænkte, han var en dygtig politiker? Nej, fordi de var dødtrætte af et politisk system, som de mente, var korrumperet og impotent.

I dag er det ikke en lille delstat, som er i færd med at vælge en umulig outsider. Det er Amerikas Forenede Stater. Donald Trump, den republikanske præsidentkandidat, er simpelthen en moderne udgave af Jesse Ventura. Denne gang på den helt store bane.

Præcist som den falske bryder er Trump udsprunget af reality-tv. Han var en megapopulær vært for sit eget show i 12 år. Akkurat som Ventura er han anti-tesen til politisk korrekthed. Han har hånet kvinder, handicappede, indvandrere, you-name-it! Og her er pointen:

De amerikanere – og det er lige omkring halvdelen – elsker ham for præcis det: Trump er tabernes fuck-finger til eliten!

Taberne er måske et (for) hårdt ord – men Trump har åbenlyst bedst fat i de vælgere, som har ingen eller en kort uddannelse bag sig, typisk de arbejdere, der har tabt på globaliseringen. Det er – en anelse generaliserende – dem, der foretrækker Nescafe frem for caffe latte.

Trumps vælgere elsker hans slogan – ’Make America Great Again’ – og hans nostalgiske fortælling om et Amerika, der var engang: et sted, hvor en mand var en mand, og en bøsse var noget, man skød med. Sådan er mange af mine venner fra 1980'ernes Michigan.

Michael Moore, den venstreorienterede filminstruktør, som også er fra Michigan, skrev forleden på sin hjemmeside, at han tror, at Trump vinder på tirsdag – af fem årsager:

1) Folk, der har tabt på globaliseringen og bor i industristaterne, er ekstremt anti-elite.

2) Den vrede hvide mand siger 'nok er nok'.

3) Hillary Clinton er dybt upopulær.

4) Bernie Sanders-supporterne er desillusionerede.

5) Jesse Ventura-effekten!

Jeg tror ikke, at jeg har læst en bedre beskrivelse af dette valg, end når Moore forklarer netop Jesse Ventura-effekten hos vælgerne i år:

”Undervurder ikke, hvor mange millioner der ser dem selv som skabs-anarkister, når de har trukket gardinet for og er helt alene i stemmeboksen. Det er et af de få steder, som er tilbage i samfundet, hvor der ikke er noget overvågningskamera, ikke aflytningsudstyr, ingen ægtefælle, ingen børn, ingen chef, ingen betjent, der er endda ingen forbistret tidsfrist. Du kan tage al den tid, du har lyst til, og ingen kan tvinge dig til noget som helst. Du kan trykke på knappen og stemme som en god partisoldat, eller du kan skrive et nyt navn på stemmesedlen: Mickey Mouse eller Anders And. Der er ingen regler. Og på grund af det, og på grund af den vrede, som så mange har over et nedbrudt politisk system, vil millioner stemme på Trump. Ikke fordi de er enige med ham, ikke fordi de kan lide hans fordomme eller ego, men simpelthen bare fordi de kan. Bare fordi de kan vælte læsset og gøre mor og far sure.”

Jeg er oprigtigt bange for, at Moore har ret. Jeg er langtfra sikker på, at Hillary Clinton cruiser til den sejr, som målingerne længe har givet hende. Måske vinder hun. Måske vinder hun endda stort. Jeg er bare ikke rolig, før valget er ovre. Jeg tror fortsat, at Trump har en chance.

---
Hver lørdag frem til det amerikanske valg 8. november 2016 vil David Trads skrive klumme i Altinget om den amerikanske valgkamp. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.