Trads: Villy Søvndal var en håbløs SF-formand

KLUMME: Da Villy Søvndal nu er genopstået i dansk politik, er det tid til at fortælle den rigtige version om partiformanden, der efterlod et SF i dyb krise, skriver David Trads.

Ja, undskyld jeg siger det, men nogen skal åbenbart minde om det nu, hvor Villy Søvndal er genopstået som politiker:

Han var en håbløs SF-formand, der totalt mistede styringen over sit parti, da det gik i regering, og han var en ringe udenrigsminister, der fumlede rundt uden ideologisk kompas.

Søvndal begyndte godt. Den ros skal han have:

De første år – fra 2005 og cirka frem til 2010 - kunne han gå på vandet. SF, som var vant til evige nederlag, gik frem. Hans sjældne evne – til både at være polemisk debattør og en lun humorist – gav ham en så stærk position, at SF i en periode voksede dramatisk.

Men i takt med, at valget i 2011 nærmede sig, gik det galt. Hurtigt:

Villy – han hed aldrig andet – fik en mission. Han ville bringe SF i regering. Vise at partiet godt kunne klare den ’magtens åg’, som partiet ikke kunne håndtere, da det havde chancen under det såkaldte Røde Kabinet fra 1966-67, da partiet næsten sad i regering under Jens Otto Krag.

Partiformand af navn
Den mission var altopslugende for ham. Villy tillod en topstyring, som var fjern fra SF’s græsrødder. Han overdrog reelt styringen af partiet til en kerne af folk, som, skulle det vise sig, slet ikke var folkesocialister, men socialdemokrater eller radikale forklædt som dybrøde.

Thor Möger Pedersen, Astrid Krag, Jesper Petersen, Ida Auken og Ole Sohn maste alle andre – både i folketingsgruppen og i baglandet. Villy lod sig snøre. Det var, som om han var glad for at blive hyldet – helt konkret med store idolplakater i Kim Jong-un-størrelse på landsmøder.

Partiformanden af navn – for reelt styrede Möger butikken – blev narret, så vandet drev af ham. Især, selvfølgelig, da han blev komplet kørt over under de famøse forhandlinger i Det Sorte Tårn efter valget i 2011, som førte til S-SF-R-regeringen:

SF gik med i en regering, hvor den økonomiske politik fra VK-regeringen ’i bredest mulig forstand’ skulle fortsætte. Det i sig selv var så politisk tonedøvt, at det reelt førte til, at SF allerede ved regeringens undfangelse var i dødskamp. Nederlagene stod i kø.

Villy var personligt kun interesseret i en ting – nemlig at blive udenrigsminister. Han så sig selv som en dansk Joschka Fischer, den tyske rød-grønne leder, som havde taget springet fra ekstrem venstreorienteret til en forkæmper for fred og klimaet på de bonede gulve.

Ingen sejre til SF
Tiden i regering var plagsom for Villy:

Han opgav simpelthen ævred. Orkede ikke kampene med Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager. Flirtede omgående med at trække sig som formand, men holdt dog en tid. SF fik ingen – ingen som i I-N-G-E-N – sejre. Ingen rødgrønne fingeraftryk.

Som udenrigsminister nåede Villy ikke meget. Jo, han nåede – famøst og stærkt kritiseret af ledende partifæller som Holger K. Nielsen og Margrete Auken – at skrive under på, at atomvåben er en central del af Europas forsvar under NATO-topmødet i Chicago.

Ellers huskes han bedst for et pinligt pressemøde med daværende udenrigsminister Hillary Clinton i Washington. De mål, vi ved han havde – for eksempel et historisk besøg i Havana med Castro-brødrene og en dansk anerkendelse af et frit Palæstina – blev forpurret.

Til sidst trak han sig som formand. Han efterlod et parti i dyb krise. I bund i målingerne – og nu med en komplet uerfaren formand, nemlig Annette ’en million’ Vilhelmsen, der blev valgt af et rasende bagland. Resten er historie – for SF endte med at kollapse totalt i regeringen.

En syg mand tages der hensyn til
Inden det skete, havde Villy forladt politik. Han var ramt af alvorlig sygdom – og intet af det, som jeg har ridset op oven for, har siden fyldt meget. En mand, der må gå på grund af sygdom, tages der – selvfølgelig – hensyn til. Kritikken forstummer. Han var yesterday’s man.

Sådan havde jeg det også, da jeg for lidt mere end en uge siden interviewede ham til mit radioprogram – ’Søndagspolitikken’ på Radio24syv – om hans nye bog. Det var en venlig og høflig samtale. Til sidst spørger jeg ham, om han aldrig er fristet af at gå ind i politik igen:

”Nej, for jeg har haft det sjovt de år, jeg var med… Jeg vil hellere give gode råd fra sidelinjen… Og så vil jeg nyde mit liv, spille musik og læse og skrive bøger og holde foredrag,” svarede han.

Få dage efter viste det sig, at han havde stukket mig en løgn – for pludselig meddelte han Altinget og siden på et pressemøde, at han igen går ind i politik. Nu vil han vælges til regionsrådet i Syddanmark. Målet er at skubbe Venstre fra magten, tippe balancen. Han vil også hjælpe SF til ny fremgang.

Med Villy tilbage i politik er der ingen grund til at tage hensyn til ham mere. Den glasur, der høfligt blev hældt over hans elendige år som SF-formand, må nu gerne fjernes. Den rigtige version – nemlig at han var tæt på sende sit parti ud under spærregrænsen – må fortælles.

---

David Trads har hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Hillary ligner en vinder i Reagan-klassen Trads: Hillary ligner en vinder i Reagan-klassen Næste artikel Trads: Skarp Clinton drev Trump til en episk nedsmeltning Trads: Skarp Clinton drev Trump til en episk nedsmeltning