Tragedien i Savar

Af Svend Olling
Danmarks ambassadør i Bangladesh

Overalt i Dhaka kan man hver morgen ved ottetiden se tusindvis af kvinder i kulørte kjoler skynde sig på arbejde. De er på vej til én af de 5.000 fabrikker i beklædningsindustrien, som over de sidste 20 år er sprunget op i Bangladesh. Kvinderne regner sig blandt de heldige. For de har sikret sig en lille andel i Bangladeshs industrielle revolution. Det betyder en egen indkomst - typisk på 6.000 taka om måneden, dvs. 400 kroner. Det er ikke meget, men det er nok til, at de kan klare sig selv og ikke er henvist til et tidligt tvangsægteskab eller at komme ud at tjene som privat hushjælp under endnu ringere vilkår.

Men onsdag 24. april gik det galt i Savar - en forstad 20 km vest for Dhaka. Her lå bygningen Rana Plaza, som på ni etager husede en håndfuld tekstilfabrikker, en bank og nogle butikker. På en almindelig dag var der 3.000 tekstilarbejdere ved deres symaskiner. Lige denne onsdag tøvede mange af dem dog med at gå på arbejde, for dagen før havde der været en del postyr om pludselige revner, der var opstået i den høje bygning.

De lokale aviser kørte historien. En lokal bygningsinspektør havde dagen før erklæret bygningen usikker. Han blev dog hurtigt sat på plads af fabrikslederne. Man var allerede bagud med produktionsmålet, og der var ikke plads til et pludseligt produktionstab. Det blev meddelt, at de arbejdere, der udeblev, ville blive trukket i løn. Så de fleste mødte op.

Katastrofen indtræffer
Fra morgenstunden 24. april var der strømudfald, og en eller anden startede derfor de tunge dieselgeneratorer på de øverste etager i Rana Plaza. Sådan nogen vibrerer kraftigt. Klokken 8.45 hørtes et brag, og bygningen kollapsede pludseligt. Flere hundrede mennesker var dræbt på stedet, og lige så mange fastklemt dybt inde i ruinerne. Den største industrikatastrofe nogensinde i Bangladesh var en realitet. Bangladesh var i chok, og den globale nyhedsflade var for en stund præget af endnu en katastrofe i landet.

I Bangladesh sendte tv-stationer i dagevis live fra det kaotiske redningsarbejde. Der blev ikke lagt fingre imellem. Meget rå billeder af lemlæstede og døde prægede tv, aviser og de sociale medier. Men fokus var også på bygningsejeren og ejerne af de fabrikker, der havde lejet sig ind i bygningen. En menneskejagt indledtes, og én efter én anholdtes ejerne.

I vestlige medier var der også chok, men måske i endnu højere grad forargelse, og det var i højere grad de internationale indkøbere, der var i fokus. Mange kommentatorer skrev, at de store tøjkæder med deres aggressive priser havde et hovedansvar. Den internationale fordømmelse var stærkere end tidligere. Selv Paven var ude med en kommentar. Det var kun et halvt år siden, at over 100 mennesker omkom ved en brand i en anden beklædningsfabrik.

Myndighederne håndhæver ikke reglerne
Hvordan kunne det gå så galt, og hvem har skylden? Det er ikke regler, der mangler. Bangladesh har nogenlunde fornuftige regler om byggetilladelser, brandsikkerhed, miljø osv. Problemet er, at myndighederne ikke håndhæver reglerne. Rana Plaza var blot en blandt mange bygninger i Dhaka, der ikke har de krævede tilladelser. Overbelastede myndigheder, korruption og en ikke-fungerende retssektor giver skrupelløse forretningsfolk ret frie tøjler.

Kan Vesten ikke bare slå i bordet og kræve, at myndighederne håndhæver reglerne? Jo, det kan gøre en forskel, og det gør man også. Både handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) tog disse emner op med premierminister Sheikh Hasina under deres besøg i Bangladesh i hhv. december og april. Men det kan ikke stå alene. For Bangladesh er et af verdens fattigste lande.

Nogen har f.eks. regnet ud, at bruttonationalproduktet per indbygger er lavere, end det vi bruger på industrisikkerhed per indbygger i Europa. Hvis så dertil lægges, at Bangladesh er verdens tættest befolkede land, og at hovedstaden Dhaka er både verdens hurtigst voksende og verdens tættest befolkede storby, er det klart, at myndighederne måske nok kan gøre det bedre, men ikke foreløbig selv kan håndhæve reglerne på et acceptabelt niveau.

På kort sigt er det eneste, der vil have en positiv effekt på løn- og arbejdsvilkår og ikke mindst sikkerhed i beklædingsindustrien i Bangladesh dog, at indkøberne stiller højere krav til producenterne.

Svend Olling
Danmarks ambassadør i Bangladesh

Fagforeninger uden rolle
En lige så vigtig faktor for forbedringer kunne være fagforeningerne. I dag er Bangladeshs fagforeninger dog langt fra at kunne spille en afgørende rolle for forbedredede løn- og arbejdsvilkår. De er små, fragmenterede og kæmper ligesom resten af samfundet med korruption. Under 5 procent af arbejderne er organiserede, og i beklædningsindustrien står de over for stærke og velorganiserede arbejdsgiverorganisationer. Men der er også lyspunkter.

Eksempelvis Sammenslutningen af 14 landsorganisationer under paraplyen SKOP. Danske LO og FTF har via Ulandssekretariatet i flere år arbejdet på den langsigtede opbygning af fagbevægelsen i Bangladesh. 3F er på vej ind med tilsvarende arbejde. Det kan vi som danskere godt være stolte af, selv om der er meget langt igen.

På kort sigt er det eneste, der vil have en positiv effekt på løn- og arbejdsvilkår og ikke mindst sikkerhed i beklædingsindustrien i Bangladesh dog, at indkøberne stiller højere krav til producenterne. Presset fra politikere og forbrugere i Vesten og i Danmark for, at det skal ske, er allerede intensiveret efter chokket over Rana Plaza-katastrofen. Men det kræver åbenhed, og at der er nogle standarder at holde sig til.

Beklædningsindustrien i Bangladesh og indkøberne er nødt til at blive enige om nogle standarder for sikkerhed og arbejdsvilkår, som de selv håndhæver og certificerer, mens vi venter på, at udviklingen i Bangladesh en dag vil gøre det muligt for myndigheder og fagforeninger at overtage den rolle. FN's internatonale arbejdsorganisation ILO er allerede på vej med en roadmap.

Beklædningsindustrien er afgørende
Der står meget på spil for Bangladesh. Midt i chokket over den humanitære katastrofe, som Rana Plaza-kollapset udgør, skal vi huske, at det ikke mindst er på grund af beklædningsindustrien, at landet i dag er med på listen over verdens vækstøkonomier. Beklædning udgør 80 procent af eksporten og har været afgørende for, at vækstraterne holder sig over 6 pct. Det er på baggrund af den vækst, at landet har præsteret nogle af de mest dramatiske forbedringer af levevilkår, verden nogensinde har oplevet. Hvert år løftes 2,8 millioner bangladeshere ud af desperat fattigdom. På blot 20 år er den gennemsnitlige levealder steget med 10 år.

Den største trussel mod denne meget positive udvikling er, at internationale indkøbere opgiver at købe ind i Bangladesh, fordi det er for svært og for risikabelt. Bangladesh og Danmark, indkøbere og producenter, fagforeninger og forbrugere har alle en forpligtelse til at få gjort noget ved arbejdsvilkårene i Bangladesh. Hvis vi opgiver det arbejde, vil det være en endnu større humanitær katastrofe end Rana Plaza-kollapset. Det vil bare ikke trække de samme overskrifter.