Tre forretninger på to år: Fokus på madspild har givet Wefood medvind

TENDENSER: Kan man tappe ind i en tendens og bruge det til at fremme sin sag? Det har Folkekirkens Nødhjælp gjort med Wefood, hvor de kæmper mod madspild og sender penge til nødhjælpsarbejde.

"Mange danskere ved allerede, at der er et problem med madspild, og det har uden tvivl givet os en fordel," fortæller leder af genbrug og Wefood, Thomas Mølgaard Andersen. (ARKIV 2016).
"Mange danskere ved allerede, at der er et problem med madspild, og det har uden tvivl givet os en fordel," fortæller leder af genbrug og Wefood, Thomas Mølgaard Andersen. (ARKIV 2016).Foto: Søren Bidstrup
Hanan Chemlali

Det har givet projektet medvind, at opmærksomheden på madspild i Danmark er så stor, det er der ingen tvivl om.

Thomas Mølgaard Andersen
Leder af genbrug og Wefood, Folkekirkens Nødhjælp
Fakta
Wefood sælger varer, som supermarkeder, leverandører, grossister og producenter ikke er interesserede i, fordi de enten er produceret i for store mængder, er tæt på udløbsdato, eller emballagen er i stykker.

Varerne bliver solgt 30 - 50 procent billigere end i andre butikker, og overskuddet går til verdens fattigste.


Kilde: Folkekirkens Nødhjælp

Det vrimler med tendenser, og hvad der trender i dag, er måske helt væk om et halvt år.

En trend, der dog ser ud til ikke at forsvinde inden for den nærmeste fremtid, er kampen mod madspild.

Ifølge Miljøstyrelsen spilder danskerne intet mindre end hele 715.000 ton mad årligt.

Den tendens har Folkekirkens Nødhjælp tappet ind i. Det var nu ikke et resultat af en kalkuleret vurdering af tilgængelige trends, men nærmere snakken om en god idé, som fik luft under vingerne.

Flere om kampen mod madspil
I februar 2016 kom Wefood til verden – helt præcist på Amager. Kun ni måneder efter åbnede endnu en Wefood, på Nørrebro i København, og i slutningen af maj smækker de dørene op for deres tredje butik. Denne gang rammer de Aarhus.

De mange frivillige har i løbet af Wefoods første to leveår haft en omsætning på 3,2 millioner kroner og solgt mere end 250 tons overskudsvarer.

"Mange danskere ved allerede, at der er et problem med madspild, og det har uden tvivl givet os en fordel," fortæller leder af genbrug og Wefood, Thomas Mølgaard Andersen.

Men det har ikke kun været en fordel, at forbrugerne kender til problematikken med madspild. Det har også været afgørende for Wefoods eksistens, at samarbejdspartnerne også kendte til det.

"Hvis vi både skulle kontakte mulige samarbejdspartnere og høre, om de gerne vil hjælpe, og samtidig fortælle dem om problematikken, så havde vi haft det svært," forklarer Thomas Mølgaard Andersen og fortsætter:

"Jeg tror desuden også, at det har givet et godt løft, at vi har haft et bredt samarbejde fra begyndelsen. Hvis man forestiller sig, at vi hos Folkekirkens Nødhjælp synes, at Wefood kunne være smart at lave, og vi først derefter involverede fødevareindustrien, som måske ikke var enige i problemstillingen, så var det aldrig gået."  

Samarbejde og vidensudveksling har været alfa og omega for Wefood, fortæller Thomas Mølgaard.

De har blandt andet fra idéudviklingsstadiet fået en masse information fra ngo'en FødevareBanken i forbindelse med det at arbejde med overskudsmad.

Og når det kom til omtale, har Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen og kampagnen Stop Spild Af Mad, også været en stor hjælp.

"Jeg tror, at vi som organisation ikke kan kigge tilbage og helt præcist sige, det var sådan her, vi gjorde, og det er sådan, vi gør det igen. Mere styret har det her forløb heller ikke været i idéfasen," fortæller leder af genbrug og Wefood, Thomas Mølgaard Andersen.




Kritiske forbrugere
Wefood står til at åbne deres tredje forretning på to år, og anser projektet som en succes.

Sophie Esmann Andersen, lektor ved institut for erhvervskommunikation, Aarhus Universitet, påpeger, at Folkekirkens Nødhjælp ud over at ramme ned i en generel forøget bevidsthed omkring bæredygtighed samtidig også rammer forbrugerne, der i stigende grad er blevet mere kritiske.  

"Man ser i højere grad et forsøg fra organisationer og virksomheders side på at tage ideologisk og social stilling til problemer og tale direkte til den kritiske forbruger," forklarer Esmann Andersen og fortsætter:  

"Der, hvor Wefood bliver interessante, er, at forbrugeren vil opleve det som en reel forholden sig til den her problemstilling. Det er ikke bare tom snak på Facebook, hvor man skriver "Vi bør gøre noget" og høster likes. Med Wefood gør de noget konkret, og man får samtidig mulighed for at donere penge til de fattige lande på den måde."

Leder af genbrug og Wefood, Thomas Mølgaard Andersen, er slet ikke i tvivl.

"Jeg kan bekræfte, at det har givet projektet medvind, at opmærksomheden på madspild i Danmark er så stor, det er der ingen tvivl om".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Selina Juul

Stifter og bestyrelsesformand, Stop Spild Af Mad, iværksætter, forfatter
BA, grafisk kommunikation (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2006)

Thomas Mølgaard Andersen

Leder af genbrug, Folkekirkens Nødhjælp
MA i handel og psykologi (CBS, 2005)

0:000:00