Trods stor mangel på sygeplejersker afvises kvalificerede unge til sygeplejerskeuddannelsen

Der er flere ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen, end der er pladser. Og det til trods for, at faget har store rekrutteringsudfordringer. Københavns Professionshøjskole vil gerne øge optaget, men praktikpladserne mangler. 

43 procent af sygeplejerskernes uddannelse består af praktik. Derfor er flere praktikpladser afgørende, hvis der skal uddannes flere sygeplejersker. 
43 procent af sygeplejerskernes uddannelse består af praktik. Derfor er flere praktikpladser afgørende, hvis der skal uddannes flere sygeplejersker. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Freja Søgaard

Mens hver tredje forsøg på at rekruttere en sygeplejerske mislykkedes, måtte Professionshøjskolerne ved studieoptaget i sommer afvise 336 kvalificerede ansøgere til sygeplejerskestudiet. 

Det er utroligt problematisk mener Randi Brinckmann, der er dekan for det sundhedsfaglige fakultet på Københavns Professionshøjskole. 

Hvis vi ikke vi gør noget hurtigt, så kommer der til at være færre og færre sygeplejersker, fordi der samtidig er nogle, der forlader faget

Randi Brinckmann
Dekan for det sundhedsfaglige fakultet på Københavns Professionshøjskole

Hovedstaden er det område i Danmark, der er værst ramt af rekrutteringsudfordringerne. Her er cirka halvdelen af alle forsøg på at ansætte en sygeplejerske uden succes. Samtidig har Københavns Professionshøjskole måtte afvise 104 kvalificerede ansøgere denne sommer. 

"Det betyder, at sundhedsvæsnet ikke får de sygeplejersker, de har brug for. I sidste ende går det udover patienterne og borgenerne,” siger hun.

Den onde spiral 
De afviste ansøgere Til Københavns Professionshøjskole havde endda afkrydset skolen som deres 1. prioritet, men pladserne var for få i forhold til mængden af ansøgere.  

Og selvom man måske skulle tro, at det er en nem sag at oprette flere pladser til en uddannelse, som velfærdsektoren skriger på færdiguddannede fra, er virkeligheden mere kompleks. Endda i så høj en grad, at Randi Brinckmann kalder situationen for en “gordisk knude”. 

“Der er en mangel på sygeplejersker, og vi vil også gerne uddanne flere,” siger hun og tilføjer: 

“Men når vi spørger regionerne og kommunerne, om de vil stille flere praktikpladser til rådighed for de studerende, siger de, at de ikke har ressourcerne til det”.  

Og det er lige netop her Randi Brinckmanns gordiske knude opstår.  

43 procent af sygeplejerskernes uddannelse består nemlig af praktik, og hvis ministeriet skal give professionsskolerne lov til at øge optaget, så skal regionerne og kommunerne ligeledes stille flere praktikpladser til rådighed.  

Ifølge Randi Brinckmann er manglen på praktikpladser et problem, der kun bliver større, jo længere tid man venter på at løse det. 

“Hvis vi ikke vi gør noget hurtigt, så kommer der til at være færre og færre sygeplejersker, fordi der samtidig er nogle, der forlader faget. Så kommer vi til at mangle endnu flere sygeplejersker, og det vil gøre det endnu sværere at få sat ressourcer af til uddannelsesopgaven. Det er en ond spiral, og vi er allerede i den,” siger hun.  

Der kommer ikke flere ressourcer
Brinckmann påpeger desuden, at de studerende skal oplæres af såkaldte 'kliniske vejledere', som er sygeplejersker, der er blevet uddannet til rollen.  

“Man sender ikke bare de nye studerende ind for at passe gamle fru Jensen. De skal jo have vejledning, superviseres, og det er sygeplejersker, der gør det. Og når de gør det, kan de ikke samtidig passe patienter,” siger hun og opfordrer derfor kommunerne og regionerne til at prioritere uddannelse af flere kliniske vejledere.  

“Det kan godt være, at de ikke synes, at de har nok ressourcer til det lige nu, men hvis de ikke skynder sig at komme i gang, bliver det endnu værre. Til sidst vil det jo betyde, at vi ikke kan behandle patienterne” 

Et andet sted, hvor Randi Brinckmann foreslår, at man kan gøre noget for at øge antallet af praktikpladser er at kigge mod for eksempel sosu-praktikpladserne. For mens der er kø til praktikpladserne for sygeplejestuderende fortæller Brinckmann, at det ser helt anderledes ud for social- og sundhedsassistenterne. 

Her kniber det omvendt for kommunerne at få tilstrækkeligt med elever til at få praktikpladserne fyldt. Derfor foreslår hun, at man etablerer flere praktikpladser for sygeplejersker som erstatning for nogle af de tomme sosu-praktikpladser.

"Om ikke andet så midlertidigt. Vi må tænkte kreativt. Det kan også være, at vi skal tilrettelægge uddannelserne lidt anderledes eller lave nogle særlige læringsmiljøer,” siger hun og tilføjer:

“Det er på tide, at vi handler. Det skulle vi faktisk allerede have gjort for nogle år siden, men i hvert fald nu".

Finansieringen følger ikke med
Det har ikke være muligt at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening, der i stedet henviser til Regionerne.

I et skriftligt svar til Altinget, skriver Kirstine Vestergård Nielsen, direktør for Center for HR og Uddannelse ved Region Hovedstaden, at Region Hovedstaden indtil videre har stillet de praktikpladser til rådighed, der har kunne aftales med Københavns Professionshøjskole og kommunerne.

"Det har vi gjort i erkendelse af, at der er behov for at uddanne flere, hvis vi skal have tilstrækkeligt med arbejdskraft til at løse opgaverne i fremtidens sundhedsvæsen, " skriver Kirstine Vestergård Nielsen, men erkender dog, at der er ingen tvivl om, at stigningen i antallet af pladser på uddannelserne, presser afdelingernes uddannelsesopgave.

"Det er en udfordring, at uddannelsesopgaven er vokset og fortsat vokser, og at der ikke følger ressourcer med. Professionshøjskolerne får indtægter afhængigt af, hvor mange studerende der optages og gennemfører uddannelsen, men der følger ikke tilsvarende finansiering med, når uddannelsesopgaven øges i sundhedsvæsenet," skriver hun og påpeger også, at der i regionen allerede er mere end 575 sygeplejersker, som er uddannede kliniske vejledere, og som varetager vejledningsopgaver for de studerende. 

"Om det tal er er stort eller lille og tilstrækkeligt afhænger af, hvor meget tid de kliniske vejledere har til opgaven, og hvordan uddannelsesopgaven i øvrigt er organiseret. Antallet af kliniske vejledere er derfor kun én af flere faktorer, der har betydning for, hvor mange studerende/praktikpladser regionen kan levere, og om der er kvalitet i uddannelsen," skriver Kirstine Vestergård Nielsen.

Samtidig understreger hun, at regionen allerede er i gang med at udvikle nye måder at tilrettelægge og understøtte den kliniske undervisning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Randi Brinckmann Wiencke

Dekan, Det Sundhedsfaglige Fakultet, Københavns Professionshøjskole
master i management development (CBS 2002), erhvervsøkonomisk diplom (Handelshøjskolen i København 1994), radiograf (Sygepleje- og Radiografskolen 1988)









0:000:00