Trumpisterne sælger sig dyrt for McCarthys formandskab og tvinger republikanerne mod højre

Det er svært at have sympati med den gruppe af republikanske kongresmedlemmer, som forleden ydmygede USA i almindelighed og deres partifælle Kevin McCarthy i særdeleshed ved at trække ham gennem 15 stormfulde afstemninger, inden han endeligt kunne lade sig kåre som formand for Repræsentanternes Hus.

Gruppen, der tilhører det yderste højre i amerikansk politik og for de flestes vedkommende er hjulpet frem af tidligere præsident Donald Trump, udgør en broget skare. Men der er lighedspunkter, som samlet set betyder, at de pågældende unddrager sig betegnelsen konventionelle politikere, for nu at udtrykke det nænsomt.

De er ikke valgt for at føre politik, forstået som vedtagelse af ny lovgivning for at regulere og udvikle USA som samfund, men for at "disrupte" et politisk system, som de selv og ikke mindst deres vælgere anser for korrupt, kidnappet af magtfulde særinteresser og uden forbindelse til almindelige amerikanere, som de er flest.

Deres mentor Trump har sammenfattet denne foragt for Kongressen ved at lange ud efter "sumpen" i Washington med et begreb, der også har fundet vej til udlandet. Sumpen skal "drænes" for at bringe USA tilbage på ret køl, og målet helliger midlerne, hvilket kan blive tydeligt i den kommende tid. De kaotiske tilstande på Capitol Hill forleden var formentlig en forsmag på, hvad der venter.

Den grundige og gennemsigtige lovgivningsproces er sat ud af kraft

Michael Ehrenreich

Hovedparten af de 20 republikanere, et lille mindretal ud af partiets samlede gruppe på 222 mandater, er konspirationsteoretikere. De tror på – eller siger i hvert fald offentligt – at demokraterne med Joe Biden i spidsen snød sig til præsidentposten for to år siden på trods af, at beskyldninger om valgsvindel gang på gang er blevet tilbagevist fra autoritativt hold.

Men i deres kritik af, hvordan Kongressen fungerer, har de en pointe. Og selvom millioner af amerikanere sikkert har rystet på hovedet under de tv-transmitterede afstemninger om formandsposten, hvor der til sidst var optræk til håndgemæng, er der næppe tvivl om, at kernen i oprørernes budskab har vakt genklang mange steder.

Kongressens vigtigste magtmiddel i samspillet med præsidentembedet og Højesteret er den forfatningssikrede ret til at kontrollere statens indtægter og udgifter. Det er traditionelt sket ved, at lovforslag fremsættes og udvalgsbehandles, blandt andet med høringer af embedsmænd, inden der skrides til afstemning. Det sker både i Repræsentanterne Hus og i Senatet. Herefter konsolideres de to versioner, inden den færdige lov sendes til præsidentens underskrift.

Problemet er imidlertid, at traditionen ikke holder længere. Den grundige og derfor gennemsigtige lovgivningsproces er sat ud af kraft. På grund af en lang række særregler, indført ved knopskydning, og som gør det næsten umuligt at bringe forslag frem til afstemning, samles lovforslag i gigantiske "pakker", som forhandles på plads bag lukkede døre af partiledelserne og pludselig sættes til afstemning med kort varsel.

Højrefløjen har med de mange formands-afstemninger vist, at man er rede til at sætte hårdt mod hårdt

Michael Ehrenreich

Processen anses for nødvendig for at få Kongressen til at fungere. Men den er stærkt uhensigtsmæssig og øger politikerleden, hvilket erkendes bredt, også langt udenfor oprørernes rækker.

Gruppen af genstridige republikanere er de første, som for alvor er gået til kamp mod den rodede og uigennemsigtige lovgivningsproces, og det forklarer, hvorfor de nyder en vis opbakning.

Politisk kræver de kontrol med USA's galopperende statsunderskud. Kravet er en bindende plan om balance i budgettet over ti år, vel at mærke uden skattestigninger. Det vil betyde besparelser i et omfang, som vil få det amerikanske velfærdssamfund til at bryde sammen. Med andre ord er kravet urealistisk, men højrefløjen har med de mange formandsafstemninger vist, at man er rede til at sætte hårdt mod hårdt.

For at blive valgt måtte Kevin McCarthy give en stribe indrømmelser. Blandt de mest kendte er en regel om, at fremover kan blot ét enkelt medlem af Repræsentanternes Hus udløse en tillidsafstemning om formandsposten. Kongres-manden fra Californien er dermed blevet højrefløjens gidsel og kan forsøges afsat uden varsel, medmindre han makker ret.

Mindre kendt er, at oprørerne har fået plads i det udvalg, som tilrettelægger lovgivningsarbejdet. McCarthy har også lovet, at den ovenfor beskrevne praksis med gigantiske lovpakker skal ophøre.

Ved at betale prisen for at blive formand har McCarthy svækket sit eget embede markant og styrket højrefløjens indflydelse blandt republikanerne

Michael Ehrenreich

Det lyder fornuftigt på papiret, men uden gennemgribende reformer, der må anses for umulige i det nuværende meget polariserede politiske miljø, risikerer lovgivningsarbejdet at gå i hårdknude.

Hertil kommer indrømmelser, som først vil blive kendt senere. Det vides for eksempel ikke, hvor store besparelser McCarthy har lovet. Det vides heller ikke, hvor meget han har bundet sig i forbindelse med en af de store, årlige politiske slagmarker: forhøjelsen af gældsloftet.

Gældsloftet fastsætter, hvor meget staten må låne. Eftersom statens udgifter hvert år overstiger indtægterne, må Kongressen øge gældsloftet. Engang skete dette rutinemæssigt, men siden 90'erne har det republikanske parti udnyttet denne mulighed til at forsøge at gennemtvinge besparelser. Forløbet om formandsafstemningerne vidner om, at muligheden i 2023 vil blive brugt til det yderste.

En længere nervekrig mellem demokrater og republikanere, sidstnævnte anført af det yderste højre, kan udløse frygt og kaos på finansmarkeder, som i forvejen presses af inflation, stigende renter, lurende recession og generel international usikkerhed.

Bevillingerne til Ukraine-bistanden, også den militære hjælp, kan pludselig komme i spil. Det er ikke sandsynligt, at nogen gruppe af amerikanske politikere vil gå så langt som at indstille hjælpen og dermed pådrage sig ansvaret og skylden for, at Ukraine løbes over ende. Men selv en reduktion vil være katastrofal for den ukrainske modstand. Kevin McCarthy har inden formandsopgøret udtalt sig kritisk om de mange "blanko-checks" til landet, så intet er givet på forhånd.