Tysklands stålsatte rose: Cirklen er sluttet for kvinden i toppen af Europa

PORTRÆT: Hun har været studerende under falsk navn i London, californisk husmor, læge, dressurrytter og mangeårig minister med knuste kanslerdrømme. Ursula von der Leyen - kvinden bag Europas genopretningsplan - vokser med kriser. Den evne har hun haft brug for i sit første år som en EU-chef plaget af pandemiens isolation.

Konkurrenter og kammerater: Von der Leyen og kansler Merkel. 
Konkurrenter og kammerater: Von der Leyen og kansler Merkel. Foto: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Først efter en måneds frustreret krisestyring fik pandemiens pres den nye formands facade til at krakelere. ”Vi kan altså kun komme fremad i fællesskab,” sagde en meget atypisk såret og vred Ursula von der Leyen, da hun tonede frem på EU-kommissærernes skærme onsdag 8. april.

Skuffelsen var umiskendelig. Hun lod ikke forsøget på mytteri gå upåtalt hen.

To dage forinden havde to af sværvægterne på holdet – den italienske økonomikommissær, Paolo Gentiloni, og den franske kommissær for det indre marked, Thierry Breton – publiceret en kontroversiel artikel i en række europæiske aviser. I artiklen foreslog de at skabe en krisefond finansieret med en slags euro-obligationer, som lige siden finanskrisen har været et tabuemne for Tyskland og andre nordlige eurolande.

Dermed havde kommissærerne fra de to næststørste EU-lande sparket til en politisk hvepserede. Samtidig demonstrerede de en tydelig ligegyldighed over for den kvinde, der siden sidste sommer har været unionens topchef. Gentiloni og Breton lagde ikke skjul på deres utålmodighed med Ursula von der Leyens reaktioner på covid-19-krisen. De havde ikke engang informeret hende om deres personlige forslag, før det blev offentliggjort.

Jeg tror ikke, man kan sige, at Ursula von der Leyen og Angela Merkel er venner. Men der er en gensidig respekt mellem disse to videnskabeligt uddannede kvinder, som både er konkurrenter og kolleger.

Constanze Stelzenmüller
Seniorforsker, Brookings Institution, Washington D.C.

Oprøret fra to af kommissionens mest magtfulde medlemmer var det hidtil farligste øjeblik for en ny kommissionsforkvinde, der på det tidspunkt i april stadig søgte efter den rette model for Europas gigantiske genopretningsplan. Det var også et indirekte fransk-italiensk angreb på en leder, der ikke kunne holde til at blive set som alt for ’tysk’ i sin holdning til økonomien.

Både truslen og den modstandsdygtighed, som Ursula von der Leyen demonstrerede den dag, er kendetegnende for den person, der er blevet EU-Kommissionens første kvindelige leder. Kvinden, der stod bag det forslag om en historisk genopretningsplan for europæisk økonomi, som blev vedtaget midt i juli. 

Von der Leyen er en utraditionel politiker, der voksede ud af et meget traditionelt magtmiljø – med en sen start og en skæv kometkarriere, der bandt hende til Angela Merkel med uventede bånd.

Hun har haft op- og nedture og store omvæltninger i et liv og en karriere, der på mange måder har rustet denne usædvanlige kvinde til at styre Den Europæiske Union.

Hendes kritikere og fjender i tysk politik beskylder hende for at have været en ”svag” og ”splittende” minister, der blev eksporteret til Bruxelles, da hun politisk set havde passeret sidste salgsdato. Tilhængerne siger omvendt, at det ville være svært at finde nogen bedre forberedt på jobbet som EU-chef.

Dokumentation

BLÅ BOG - Ursula von der Leyen

Født oktober 1958 i Bruxelles, hvor faderen Ernst Albrecht var en af de første topembedsmænd i det nyskabte europæiske fællesskab.

Opvækst indtil en alder af 13 år i Bruxelles-kommunen Ixelles og skolegang på Europaskolen i nabokommunen Uccle. Taler flydende fransk, engelsk og tysk.

1971: Familien Albrecht flytter tilbage til Tyskland, hvor faderen fem år senere bliver konservativ ministerpræsident i den store nordvestlige delstat Niedersachsen.

1977-1980: Ufuldendte økonomistudier i Göttingen, Münster og London (LSE).

1980-1987: Medicinstudier ved Medizinische Hochschule Hannover (MHH).

1986: Ursula Gertrud Albrecht gifter sig med Heiko von der Leyen, med hvem hun siden får syv børn: fem døtre og to sønner.

1990: Melder sig ind i Tysklands konservative, kristdemokratiske parti, CDU.

1991: Doktorgrad i medicin.

1992-1996: Bor i Stanford, Californien, hvor hendes mand underviser på universitetet. Efter fem år i USA vender familien hjem til Tyskland.

1998-2002: Underviser på Medizinische Hochschule Hannover (MHH).

2003: Valgt første gang for CDU til delstatsparlamentet i Niedersachsen.

2003-2005: Social-, familie- og sundhedsminister i Niedersachsens delstatsregering.

2005: Tysk familieminister i Angela Merkels første regering.

2009: Tysklands minister for beskæftigelse og sociale forhold.

2013: Tysklands forsvarsminister.

2019: Formand for EU-Kommissionen.


Altinget logoEU
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget eu kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00