Udsatte i København er massivt ramt af corona

OPRÅB: På et enkelt opholdssted for socialt udsatte er der over weekenden konstateret 26 smittede. Socialborgmester opfordrer regeringen til at huske de udsatte, når der fordeles vacciner.

I foråret blev udbredt smitte i de udsatte miljøer undgået, men nu ser det ud til at stige massivt.
I foråret blev udbredt smitte i de udsatte miljøer undgået, men nu ser det ud til at stige massivt.Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Kasper Kaasgaard

Den seneste uge er der sket udbredt smitte med covid-19 blandt hjemløse og socialt udsatte i København.

”Situationen er alvorlig. Lige nu er der ved at ske det, vi lykkeligvis var forskånet for i foråret. Nemlig en smittespredning blandt de mest udsatte i København. Det er misbrugere, det er borgere, som sover på byens herberg og gadesovere," siger socialborgmester Mia Nyegaard (R) i en pressemeddelelse.

Borgmesteren oplyser, at kommunen har fordoblet antallet af karantæne- og omsorgspladser til udsatte fra 20 til 40,” oplyser socialborgmesteren, efter smitten er accelereret.

På et enkelt af de københavnske opholdssteder blev der over weekenden konstateret 26 smittetilfælde

Appel til regeringen
Udviklingen får Mia Nyegaard til at opfordre social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) til at hjælpe med løsninger, der kan minimere smitten blandt udsatte borgere.

Borgmesteren opfordrer også regeringen til at tage situationen med i overvejelserne, når der skal lægges strategi for videre vaccination.

”Det ér en svær opgave at prioritere den knappe vaccine-mængde. Det har jeg fuld forståelse for. Men her har vi altså at gøre med meget sårbare borgere, som har skrantende helbred. Selv om de måske kun er 40 år, er deres helbred som en 65-årigs. Vi skal være et samfund, der tager hånd om vores mest udsatte borgere,” siger Mia Nyegaard.

Hovedstaden hårdt ramt
København og Hovedstaden har gennem hele epidemien været hårdt ramt af smitte. Denne vinter er ingen undtagelse.

For nylig gav Sundheds- og Omsorgsudvalget sin borgmester, Sisse Marie Welling (SF), beføjelser til at aktivere den nødretsbekendtgørelse, der gør det muligt at sænke serviceniveauet, hvis hun finder det nødvendigt.

Altinget logoHovedstaden
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget hovedstaden kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00